Kollateralskade – uddrag fra samfundets sygejournal De professionelles nødråb høres fra så godt som alle specialer i klinisk praksis, og man kan frygte, at idealerne ligger for døden. Protester og eksempler på ulydighed er heldigvis sundhedstegn i sygejournalen for et samfund, der afventer bedring.

Nødråb har forskellige skæbner.

I bedste fald reageres der med tiltrængt hjælp, og i et af de værste debatteres der så længe, at hjælpen kommer for sent. Tænker man på de nødstedte som en helhed, handler det ikke kun om dem, vi er vant til at kalde for patienter, men i stigende grad også om dem, der gerne vil yde hjælpen.

Når det næsten ikke kan blive værre, fristes man til at tale om dobbelt elendighed i et samfund med egen sygejournal.

De professionelles nødråb høres fra så godt som alle specialer i klinisk praksis.

De seneste kommer f.eks. fra almen medicin (Liselotte Rønne, dagensmedicin.dk, 21.09.16) og ungdomspsykiatri (Information, 14. september). Klinikere og patienter lades i stikken med henvisning til ’effektivisering’; for nogle politikere og økonomer lyder det jo bedre end ’besparelser’.

I praksis har begge begreber desværre en tendens til at være synonymer for en faretruende standardisering. Det tilhørende strukturpres har det med at skubbe klinikeren ind i udbrændtheden, fordi det ligefrem kan forhindre en individualiseret indsats til gavn for den enkelte patient.

Det er stadig på sin plads at pege på beslutningstagere, der ikke har nok sundhedsfaglig indsigt. Men sagen kompliceres af, at de instrumentaliserer noble forskerambitioner.

Kodeordet er evidens.

Forsøg på at præsentere den bedste af slagsen inden for alle specialer skal være til gavn for så mange patienter som muligt. Dermed er den også som skabt for beslutningstagere med ønsket om at ’effektivisere’ ved at slå to fluer med ét smæk: Optimistisk set er der med evidens både chance for at tilgodese borgerne og et stramt budget! Heller ikke den idealistiske forsker vil se stort på sådan et resultat.

Men udsigten til den mulige velsignelse trues med at blive overskygget af en forbandelse. Og den kan formuleres med sundhedsfaglig indsigt.

Kritikken af evidensforskningen går gerne ud på, at den er for langt fra det konkrete tilfælde. Klinikeren kan her henvise til personlige detaljer i konsultationstiden, som forskeren i den anden ende af byen ikke har indsigt i.

Samtidig kan det virke, som om fortalerne for evidens selv bidrager til, at den får karakter af en forbandelse: Det sker med henvisning til et anerkendt hierarki, hvor højeste evidens er review og metaanalyser af homogene, randomiserede kontrollerede forsøg, imens laveste evidens er ekspertudtalelser og henvisning til enkeltstående tilfælde.

Det kan undre, at henvisningen til enkelttilfælde er havnet nederst på femtepladsen med betegnelsen ’anekdotisk evidens’. For mange klinikere er det tankevækkende og beklageligt, når man tager hensyn til, hvem det bør handle om i sager om sundhed, sygdom og helbredelse: netop den enkelte patient.

Spørger man fortalere for evidens, om det var hensigten, vil svaret højst sandsynligt være et klart nej. Derfor kommer sagen til at minde om et eksempel på, at de gode hensigter også kan have dårlige konsekvenser. Tager man den politiske instrumentalisering af forskerambitionerne med i betragtning, virker det nærliggende at tale om nok en form for kollateralskade.

Som i andre tragiske historier begynder det hele ellers så godt. Håbefulde lægestuderende forsynes også med pensum om etik, herunder retfærdighed i sundhedspraksis. Det gælder f.eks., at man så at sige behandler alle lige ved at behandle dem forskelligt.

Samme sygdom hos patienter kan have varieret oprindelse, forløb og kræver derfor varieret indsats. Men senest med overgangen til praksis bliver det klart: Indlysende etik har desværre tit bedre livsbetingelser i tekster og forelæsninger end i den virkelighed, som man skal begå sig i.

Midt i miseren kan man frygte, at idealerne ligger for døden. Men nødråbene vidner om, at det trods alt er for tidligt. De tilhørende protester, eksempler på ulydighed og alternativer bør ses som sundhedstegn i sygejournalen for et samfund, der afventer bedring.

Skriv kommentar