Der er nok af klicheer at gribe ud efter, når man skal beskrive forskellen på jyder og københavnere, og normalt skal man som journalist vare sig for at forfalde til den slags. Det er så trættende med den evige sang om den sindige og lune jyde, der er underspillet og taler et klingende jysk, over for her-kommer-jeg-københavneren, der vil frem i verden og ikke giver en tøddel for verden vest for Valby Bakke.

Ikke desto mindre er det en floskel- og begrebsverden, der er anvendelig, når man skal beskrive og forstå Svend Særkjær, embedsmanden, der er opvokset i småbyer på Randers-egnen, opdraget på Slotsholmen, og nu – efter en afstikker til det nordjyske – gør klar til at overtage posten som regionsdirektør i Hovedstaden, der er landets største og mest ombruste region.

»Da jeg skulle ansættes i hovedstaden syntes de, at jeg var lidt for meget jyde, og da jeg skulle ansættes i Nordjylland, syntes de, at jeg var lidt for meget københavner,« som han selv siger.

Ud af den hårde embedsmandsskole

Svend Særkjær er født på Ørsted Sygehus ved Randers og delte sin opvækst mellem en gård lidt øst for den kronjyske hovedby og siden i Øster Bjerregrav vest for byen. Sin matematiske studentereksamen tog han i Randers, hvorefter han læste statskundskab på Aarhus Universitet og tog en mastergrad i International Relations fra Australian National University

Siden da har han primært færdedes på Slotsholmens bonede gulve. Først som fuldmægtig i det daværende Arbejdsministerium og herefter i Finansministeriet, hvor han som såkaldt paragrafansvarlig for sundhedsområdet var involveret i de årlige økonomiforhandlinger med de daværende amter og udgjorde Finansministeriets første bolværk, når Sundhedsministeriet ønskede at bruge flere penge.

Finansministeriet har lært mig at sætte fingeren ned, hvor skoen trykker

»Finansministeriet er en hård embedsmandsskole med en særlig kultur, som har lært mig at sætte fingeren ned, hvor skoen trykker, og at man ikke bare kan agere på fornemmelser,« siger Svend Særkjær, og tilføjer, at han i Finansministeriet har haft nogle af de bedste chefer, som også sidder i høje positioner i dag.

Efter Finansministeriet blev Svend Særkjær først konsulent og siden kontorchef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvor han som leder af ministeriets Velfærdspolitiske Sekretariat rådgav daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V), lavede løbende politikudvikling på tværs af ministerområder og spillede en nøglerolle i forarbejdet til strukturreformen. Siden fik han titel af afdelingschef og fortsatte som sådan i Sundhedsministeriet, da indenrigs- og sundhedsområderne blev splittet op. Her var han kronprins under departementschef Per Okkels, indtil han i 2015 som regionsdirektør blev regional førstemand i Nordjylland.

Svend Særkjær har altså som embedsmand spillet en nøglerolle inden for styringen af sundhedsvæsenet i næsten to årtier, heraf som leder i de 14 år og topchef i ni.

Udpræget politisk gehør

Folk, der har haft med ham at gøre de seneste mange år, beskriver ham da også som fagligt uhyre dygtig og analytisk stærk. Desuden anses han for at besidde betydelig politisk tæft, noget han givetvis vil få god glæde af som topchef i Region Hovedstaden, den mest politisk betændte af de fem regioner.

»Han har en god fornemmelse for det politiske spil, for hvad de forskellige positioner er, og hvad der skal til for at løse en svær situation op,« siger regionsrådsformand i Nordjylland Ulla Astman (S).

Han har en god fornemmelse for det politiske spil, for hvad de forskellige positioner er

Selv er Svend Særkjær tilbageholdende med at betegne sig selv som en politisk snu ræv.

»Det er svært at sætte fingeren på, hvad politisk tæft er. Men jeg kan i hvert fald sige, at jeg for mange år siden har lært, at det som embedsmand er bedst at holde sig lidt i baggrunden, når der er politikere til stede,« siger han.

Ifølge de kilder, Dagens Medicin har talt med, begrænser Svend Særkjærs politiske forståelse sig dog langt fra til, at han forstår, at politikere ikke bryder sig om at blive overskygget af embedsmænd.

Nej, han har også et udpræget politisk gehør, han evner at skabe et godt samarbejdsklima mellem det politiske lag og regionen i øvrigt, han er god til at se politiske muligheder og til at opdage møgsager, før de bliver til møgsager. Og når det er formålstjenesteligt, er han også mand for at skabe en situation, hvor politikere eller andre selv føler, at de får den idé til en løsning, som han allerede på forhånd ved er den rigtige.

»Hvad er det for en sindssyg masse KPI’er?«

Som topembedsmand anses han for at være uovertruffen udi det uformelle, hvad enten det drejer sig om at holde en god og frugtbar kontakt til gamle kolleger fra sin tid i Finans- eller Sundhedsministeriet, eller til at navigere inden for egen butik.

På samme måde bruger Svend Særkjær gerne en underspillet humor til at løsne op og fastholde en positiv stemning, også i pressede situationer. Han er ikke typen, der kommer med vidtløftige visioner, men har ikke desto mindre altid et strategisk blik for den lange bane, sådan at det lange seje træk går i den rigtige retning.

I Nordjylland har det bl.a. drejet sig om at sørge for at de mål, regionsledelsen arbejder med, passer nogenlunde med de mål, der arbejdes med på nationalt niveau og på sygehusene i hans egen region.

»Hvad er det for en sindssyg masse KPI’er, vi render efter? Hvem har fundet på dem,« skulle Særkjær have spurgt til et møde som nytiltrådt regionsdirektør for at blive mødt af en mur af tavshed. Så til sidst måtte han besvare det selv.

»Nåh ja, det har Finansministeriet og Sundhedsministeriet jo nok,« måtte han konstatere.

En erkendelse, der efterfølgende førte til ovennævnte strømliningsarbejde i regionen.

Aldrig i det røde felt, men man er ikke i tvivl

Det er svært at få nogen til at sige et negativt ord om Svend Særkjær – også uden for referat.

En række kilder fremhæver dog, at han godt kan være noget utålmodig.

»Når noget er besluttet, forventer han er det er gennemført 10 dage senere,« som én fortæller.

På samme måde skal man også stå tidligt op, hvis man vil have gode muligheder for at påvirke en proces, hvor Svend Særkjær sidder for bordenden. Selv om den formelle proces måske kun er nået til analysedelen, har han ofte allerede en bestemt løsning for øje.

Ikke, at han ikke er klar til at lytte til gode argumenter, men i udgangspunktet er han ofte klar til at ride afsted allerede, når andre er ved at rigge til.

I andre tilfælde, hvor en løsning ikke ligger lige for, er stilen mere eksplorativ.

Som leder går Svend Særkjær for at være lyttende, ordentlig og omgængelig. Hyggelig, uden at der går ren zen i den.

Blandt de kilder, Dagens Medicin har talt med – hvoraf flere har haft Svend Særkjær som chef – er der ikke en eneste, der kan huske nogensinde at have set ham oppe i det røde felt. Heller ikke, når man spørger uden for citat.

Selv om han nødigt hæver stemmen, er man dog sjældent i tvivl om, hvad Svend Særkjær mener, fortæller kilderne.

Prøvede Okkels stol – og den passede rigtig godt

Den nye chef for landets største region er dog ikke ren og skær jysk lune og underspillethed. Han vil også gerne frem i verden. Gerne i København.

En vandrehistorie om Svend Særkjær går således, at han ved sin afskedsreception i Sundhedsministeriet skulle havde underholdt med, at han havde afprøvet departementschef Per Okkels’ stol, og at den da passede ham ganske godt.

»Det er er rigtigt nok, at jeg har været inde og sidde i Pers stol,« siger Svend Særkjær, og understreger, at han har et godt forhold til sundhedsministeriets 64-årige departementschef.

»Men det var nu ikke til min afskedsreception, men til Per Okkels 60-års fødselsdag, at jeg holdt en tale, hvor Nick Hækkerup (S, daværende sundhedsminister, red.) og jeg jokede med, at jeg var klar til at overtage Pers job.«

 

Dagens Medicin: Er der trods alt ikke så meget sandhed i det, at det var en stilling, du godt kunne se dig selv ende i en dag?

»Lige nu fokuserer jeg kun på den stilling, jeg er på vej ind i.«

Den stilling tiltræder Svend Særkjær 1. januar, og det indebærer, at han ikke længere vil have base i både København og Aalborg, men vil nøjes med den lejlighed ved Nyhavn, som han deler med sin kone. På sin vis vil han dog stadig have det ene ben i Jylland.

»Hvorfor skal man vælge mellem italiensk eller fransk vin? Begge dele er gode, og sådan har jeg det også med København og Jylland. Jeg har en geografisk rummelighed med et ben i begge lejre. Oprindeligt er jeg midtjyde, men føler mig efterhånden mere som nordjyde. Men jeg kan godt lide København, og det er her jeg har mit fokus nu.«