Hjerterytmevariabilitet er en markør for samspillet mellem det sympatiske og parasympatiske nervesystem – altså hvor godt hjertet er til at tilpasse sig, når kroppen kræver mere eller mindre af det.
Men måske kan hjerterytmevariabiliteten også benyttes til at sige noget om stivheden af aorta. Det peger et nyt dansk studie i hvert fald på.
Sammenhængen mellem de to er blevet præsenteret på den årlige kongres for European Society for the Study of Diabetes (EASD), som foregår i netop disse dage.
»Vi synes, at hjerterytmevariabilitet er en spændende biomarkør, som måske kan fortælle os meget mere end blot, hvor godt hjertet er til at tilpasse sig forskellige behov,« fortæller en af forskerne bag studiet, videnskabelig assistent Jonas Schaarup fra Steno Diabetes Center Aarhus.
Sladrer om arteriernes elasticitet
I studiet har Jonas Schaarup ledt efter en mulig sammenhæng mellem hjerterytmevariabilitet og pulsbølgehastighed.
Pulsbølgehastigheden er et udtryk for, hvor hurtigt blodet flyder gennem blodårerne.
Hos yngre mennesker er blodårerne elastiske, og så er pulsbølgehastigheden lav.
Hos ældre personer bliver blodårerne dog mere stive, og så stiger pulsbølgehastigheden.
Derudover er arteriel stivhed en indirekte markør for alle de kardiovaskulære risikofaktorer, som en person har været eksponeret for gennem livet. Det drejer sig blandt andet om rygning, hypertension og dyslipidæmi, som alle leder til højere grad af arteriel stivhed og højere pulsbølgehastighed.
Studeret data på 5.000 briter
I studiet har Jonas Schaarup med sine kollegaer taget udgangspunkt i data fra det såkaldte Whitehall II-studie.
I data findes blandt andet målinger af hjerterytmevariabilitet og pulsbølgehastighed hos flere end 5.000 briter. Data er desuden over tid, så forskerne kunne i deres studie undersøge, hvordan hjerterytmevariabiliteten og pulsbølgehastigheden udviklede sig over tid og i forskellige aldersgrupper.
Først gjorde forskerne det, at de udregnede ændringerne over tid i forsøgsdeltagernes hjerterytmevariabilitet. Efterfølgende sammenlignede de ændringerne i hjerterytmevariabilitet med udviklingen over fem år i pulsbølgehastighed.
Resultatet af undersøgelsen viser for det første, at over ti år faldt hjerterytmevariabiliteten i den generelle undersøgelsesgruppe.
Forskerne fandt også, at hos personer med de største fald i hjerterytmevariabilitet steg pulsbølgehastigheden også mest over en femårig periode.
Forskerne fandt sammenhængen i forskellige aldersgrupper fra 60 til 75 år.
»Det vil sige, at større forringelse i autonom nervefunktion bidrager til større grad af arteriel stivhed. Hjerterytmevariabilitet er ikke så undersøgt som biomarkør endnu, men den kan have relevans i fremtiden, hvor flere og flere går med ure, der kan måle på hjerterytmevariabiliteten. Det åbner op for nogle muligheder for at monitorere helbredet ved blandt andet at associere ændringer i hjerterytmevariabiliteten over tid med arteriel stivhed,« siger Jonas Schaarup.
»Det er blandt andet noget, som vi er i færd med at undersøge i et studie, hvor vi vil se, om vi ved hjælp af målinger af hjerterytmevariabilitet kan risikostratificere patienter med type 2-diabetes i forhold til deres kardiovaskulære helbred«.
