Overlæge Andreas Carus tager fra ESMO med en høj grad af optimisme, for der er mange nye behandlinger på vej til patienter med blære- og uroteliacancer.Foto: Katrine Pinborg

Godt nyt på vej til patienter med blærecancer Overlæge Andreas Carus får en optimistisk følelse på ESMO og tror på, at der om to år er nye behandlinger til patienter med blære- og uroteliacancer.

BARCELONA (Dagens Medicin) – Der er sket meget på ganske få år i den medicinske behandling af blære- og urotelialcancer, siger overlæge Andreas Carus fra Aalborg Universitetshospital. I mange år har der været nogle få kemostoffer tilgængelige, så kom immunterapien for nogle år siden, og nu på ESMO ser det ud til, at der er en stor palette af stoffer på vej.

EV-130-studiet gav Andreas Carus en af de helt store nyheder på kongressen. Det er et mindre studie med 46 patienter med metastatisk blærecancer, der har fået antistoffet enfortumab koblet til kemoterapi vedotin samt immunterapi ved siden af. Dette er en patientgruppe, som Andreas Carus beskriver som den med færrest behandlingstilbud, da de ikke tåler behandling med cisplatin kemoterapi.

Studiet viste, at 71 pct. af patienterne havde gavn af behandlingen, og 13 pct. opnåede komplet svind af deres tumor.

»Det er selvfølgelig kun et mindre studie, men resultaterne var imponerende. Det giver meget optimisme, og vi er selvfølgelig allesammen spændte på, hvad det bliver til, når studiet bliver større. Det kan selvfølgelig vise mere moderate resultater i større studier, men med sådan nogle overbevisende resultater er det svært at forestille sig, at det ikke vil komme til at gavne patienterne,« siger han.

I juni blev der sendt en ansøgning til FDA om godkendelse af enfortumab vedotin, og Andreas Carus tror på, at behandlingstilbuddet måske vil kunne komme til Danmark inden for de næste to år.

»Der kommer rigtig meget om lidt«

Mange af de sessioner Andreas Carus har været til på ESMO har handlet om, hvad klinikerne nu skal gøre, når virkeligheden ændrer sig til, at der et ret betydeligt større antal behandlingsformer tilgængelige og hvordan man kombinerer dem.

Der var han bl.a. til en spændende session, hvor bl.a. forskere fra Gustave Roussy cancercenter i Paris gav et indblik i, hvad de kigger på i deres forskning, som går på forskellige behandlinger med immunterapi, antistoffer og andre forskellige targeterede behandlinger på kryds og tværs. 

»Det var et kig ind i fremtiden, hvad der sker inden for de næste to, tre og fem år. Der kører utroligt mange studier på alt muligt, og det foregår på et meget avanceret niveau. Det inspirerer at se, hvad de kigger på lige nu og som måske kan blive til tilgængelige behandlingsformer i den daglige klinik. Der kommer rigtig meget om lidt,« siger Andreas Carus. 

En af oplægsholderne til sessionen sluttede sin præsentation af med »the future is bright«, hvilket Andreas Carus kun kan give hende ret i.

»Det er meget optimistisk, at jeg ved, at der om ikke ret lang tid vil være bedre behandlingsmuligheder til mine patienter. De kan måske ikke kurere patienterne, men der er en tro på at behandlingerne kan holde dem længe i live med en langvarig respons,« siger han.

Skriv kommentar