Det specialiserede gigthospital i Gråsten flytter i sommeren 2017 ind i den nordvestlige del af det nuværende Sygehus Sønderjylland i Sønderborg.
Det oplyser Region Syddanmark og Gigtforeningen i en fælles pressemeddelelse.
Flytningen betyder, at Gigthospitalet kan fortsætte som et selvstændigt hospital ejet af Gigtforeningen dog med et reduceret antal senge – fra de nuværende 45 til 28 sengepladser.
Også antallet af medarbejdere vil blive reduceret.
»Vi kender ikke antallet endnu, men vi tager hånd om det og vil forsøge at sikre, at så mange som muligt kan følge med deres job via en virksomhedsoverdragelsesaftale. I andre tilfælde vil der være tale om naturlig afgang eller nedlæggelse af stillinger,« siger Lene Witte, direktør i Gigtforeningen i en udtalelse.
Beslutningen om flytningen skal behandles politisk i regionens sundhedsudvalg den 24. marts og i regionsrådet i april.
Hvis aftalen bliver godkendt vil Gigthospitalet i første omgang være sikret 10 år i Sønderborg, hvor det køber sig ind på 5.900 m2 på sygehuset i Sønderborg.
»Aftalen vil betyde, at vi, trods nedskæringer, kan fremtidssikre den specialiserede behandling af mennesker med gigt og samtidig styrke forskningsindsatsen. Gigtforeningen har boet i Gråsten siden 1950’erne. Bygningerne bærer en ånd, som Gigtforeningen altid har været stolt af og vil gøre alt for at bevare, men vi må konstatere, at bygningerne ikke er egnet til moderne patientbehandling,« siger Lene Witte.