Gigtforeningen: KL sparker en åben dør ind KL vil give en garanti på en uge for start genoptræning, og det er fint, men burde være kommet noget tidligere, mener Gigtforeningen.

Når KL’s Social- og Sundhedsudvalg, Anny Winther, foreslår, at der maksimalt må gå en uge, fra en patient bliver udskrevet med en genoptræningsplan, til genoptræningen i kommunen er sat i gang, så sparker hun en åben dør ind, mener Gigtforeningens direktør, Lene Witte.

»Genoptræning er allerede kommunernes ansvar og har været det næsten fem år. Man kan derfor undre sig over, at forslaget ikke er kommet noget før,« siger Lene Witte.

»Hurtig genoptræning er en mærkesag for Gigtforeningen, og vi bakker derfor 100 procent op om en genoptræningsgaranti. Vi ser derfor frem til, at KL konkretiserer forslaget,« siger hun.

Lene Witte understreger, at et af problemerne i dag er, at kommunerne har fuldstændigt frit spil med hensyn til, hvornår en genoptræningsplan skal træde i kraft.

»Derfor opfordrer jeg Anny Winther og KL til at gribe i egen barm: De kan lave en fælles standard på deres næste møde, og så handle ud fra den. Dermed får man forhåbentligt alle kommuner med – også dem, der halter bagefter i dag,« siger Gigtforeningens formand.

Skriv kommentar