Denne kronik er skrevet af bestyrelsen i Dansk Selskab for Geriatri: Martin Schultz, formand, Annette Højmann Hansen, næstformand, Henriette Kornerup, Linda Michelsen, Anette Tanderup, Lone Winther Lietzen, Pia Nimann Kannegaard, Victoria Gunmalm, Kristoffer Brockhattingen og Lene Holst Andersen.

I takt med at aldersfordelingen i befolkningen støt og sikkert ændrer sig mod flere ældre og færre yngre, flere der vil leve med multisygdom og skrøbelighed og en væsentlig geografisk ulighed, står vi over for en enorm udfordring: Hvordan sikrer vi en værdig, ordentlig og lige ældrepleje for alle?

Ældreloven rejser flere spørgsmål end svar, og det betyder, at løsninger på sundhedsvæsenets siloopdeling og kassetænkning fortsat mangler

Regeringens udspil til den nye ældrelov har været længe ventet i et håb om et ambitiøst og innovativt forsøg på at besvare dette spørgsmål.

Men efter det højt profilerede pressemøde med deltagelse af bl.a. ældre-, stats- og udenrigsministeren blev håbet afløst af mismod. Udspillet blev ikke den ‘game-changer’, som området ellers virkelig har brug for, og udspillet rejser store spørgsmål om kvalitet, kompetencer, tid til opgaven, implementering og ikke mindst lighed.

De forebyggende hjemmebesøg, der er en obligatorisk del af kommunernes forebyggende indsats på ældreområdet, skrottes, og sammenhængen med sundhed mangler. Med andre ord dumper udspillets forebyggende elementer, eller manglen på samme, med et brag.

Det bliver afgørende at involvere de ældre, deres pårørende og ikke mindst sundhedspersonerne, når det kommer til at realisere reformens intentioner, så mismodet kan vendes.

Vigtig rolle til fagprofessionelle

Vi fagprofessionelle kan bidrage med et mere nuanceret og retvisende billede af de udfordringer, som vi dagligt står overfor i vores møde med ældre borgere og patienter, og vi kan understøtte, at de nye tiltag iværksættes med udgangspunkt i en evidensbaseret tilgang.

Når de politiske intentioner fremlægges på et plejehjem med afsæt i den ældre borgers behov, som centrum for de politiske intentioner, er det overraskende, at den ældre, skrøbelige og multisyge patients perspektiv glimrer ved sit fravær i de processer, der er gået forud for udspillet.

Ligeledes er fokus på den ældres sårbarhed og ensomhed, den store geografiske ulighed og ældre minoriteters behov og udfordringer udeladt.

Ældreloven rejser flere spørgsmål end svar, og det betyder, at løsninger på sundhedsvæsenets siloopdeling og kassetænkning fortsat mangler.

Med afsæt i en konstruktiv dialog og med ønsket om at være faglig medspiller til udformningen af fremtidens ældrebehandling vil Dansk Selskab for Geriatri (DSG) med denne kronik sætte fokus på konkrete områder, som regeringens ældreudspil synes at overse.

Udspil mangler at give vigtige svar

Der er allerede nu en markant ulighed i tilgangen til og tilbuddene om pleje og rehabilitering afhængig af den ældre borgers sociale ressourcer og geografiske tilhørsforhold. Ifølge befolkningsfremskrivelserne står den ulighed kun til at blive større i de kommende årtier.

Regeringens udspil undlader at adressere denne ulighed. Ligeledes tager udspillet ikke højde for, at ældre med minoritetsbaggrund kan have særlige behov, der kræver en særlig indsats i plejen og ofte på tværs af sektorer.

Med udgangspunkt i de geografiske og kommunale forskelle vil udbuddet af private aktører og deres tilbud i plejesektoren ligeledes variere. Således er der dele af Danmark, hvor private aktører stort set ikke kan opstøves.

Den geografiske ulighed kommer til at have store konsekvenser for kommunerne, og udgifterne til hjemmeplejen er med raketfart på vej mod himlen, særlig i de kommuner, der allerede har færrest penge.

Ældreloven mangler at give svar på, hvordan de aktuelle forskelle forventes håndteret, og om der skal tilbydes mere end forsøg på at udbedre den aktuelle tilstand.

Hvordan omsættes gode intentioner til praksis, også når det kommer til de ældre borgere, der har de største behov?

Det kunne være borgere, der lever med høj grad af skrøbelighed, spinkelt netværk og ofte har så komplekse problemstillinger, at der ikke levnes plads til at træffe personlige valg om indhold i hverdagen, men nærmere har kritisk mangel på helt basal omsorg og pleje.

Ældre passer dårligt i systemets kasser

‘Vi fødes som kopier og dør som originaler’.

Pårørende-ressourcer er heller ikke uudtømmelige, og mange oplever at måtte smide håndklædet i ringen af udmattelse

Ældre borgere har i høj grad brug for en helhedsorienteret og individualiseret tilgang. Vores nuværende sundhedsvæsen er optimeret og effektiviseret til at håndtere enkelte diagnoser og specialespecifikke sygdomme, men størstedelen af ældre lever med flere almindelige sygdomme, og de passer derfor dårligt ind i de ‘kasser’, vi har skabt.

En central del af ældrereformens løsningsforslag ligger i forventningen om, at uddannet personale vil være i stand til at varetage borgere og patienters komplekse pleje- og rehabiliteringsforløb.

Dermed understreges behovet for ikke kun kvantitative, men også kvalitative løft af uddannelsen og efteruddannelsen af sundhedspersonale.

På pressemødet for ældreloven blev det flere gange understreget, at der i den nuværende ældrepleje findes god og kompetent ufaglært arbejdskraft. Men dette er ikke en uudtømmelig ressource, og slet ikke hele løsningen.

Med et stigende antal ældre og multisyge borgere med individuelle og komplekse behov samt forskellige grader af skrøbelighed er der behov for en bred og fagligt funderet plan for et samlet kompetenceløft til alt sundhedspersonale, der arbejder med ældre.

Særligt bør undervisning i multisygdom, polyfarmaci, skrøbelighed og sårbarhed inkorporeres i uddannelsen af alle sundhedspersoner, der skal arbejde med ældre. Dertil bør man etablere en national specialistuddannelse i geriatri (ældremedicin) for sygeplejersker, assistenter og terapeuter og etablere systematisk efteruddannelse.

Gældende behandlingsvejledninger og retningslinjer bør gennemgås med fokus på inddragelse af den ældre, håndtering af flere sygdomme samtidig og nye til håndtering af multisygdom og polyfarmaci bør udarbejdes.

Vil vi overhovedet investere i ældreområdet?

Ældre med komplekse forløb kræver særligt faguddannet personale, der kan varetage deres behov og problemstillinger (ofte af etisk karakter).

Denne gruppe får ofte meget få ressourcer, og der trækkes tit store veksler på de pårørende, hvis den ældre vel og mærke har pårørende. Pårørende-ressourcer er heller ikke uudtømmelige, og mange oplever at måtte smide håndklædet i ringen af udmattelse.

Ældre med komplekse forløb og deres pårørende har dermed sjældent de store ressourcer til at gøre opmærksom på behov eller gøre indsigelser, når behovet ikke dækkes.

Endelig er plejen af den ældre patient ligeledes kompleks, tidskrævende og afhængig af et tværfagligt samarbejde, hvilket nødvendiggør en højere normering på ældreområdet og bedre tid hos den enkelte, end det nuværende niveau.

Disse forhold rejser spørgsmålet: Er vi klar til at investere i den nødvendige prioritering af ressourcer og uddannelse og fortsatte kompetenceudvikling blandt personale, der varetager plejen af de allermest skrøbelige borgere?

Eliminering af uønsket variation

Regeringens reformforslag adresserer også nødvendigheden af at ensrette tilgangen til ældrepleje for at eliminere uønsket variation. Det vil kræve en landsdækkende indsats for at sikre, at uanset hvor i landet en borger befinder sig, vil kvaliteten og omfanget af plejen være ensartet.

Vi ønsker at sikre fokuseret uddannelse og kompetenceudvikling af høj kvalitet til alle sundhedspersoner, der arbejder på ældreområdet

Det vil kræve, at der skal være nemmere adgang til relevante kvalitetsdata og udveksling af kliniske data og bedre tværsektoriel kommunikation. Dertil vil det være nødvendigt med et tættere samarbejde mellem regioner og kommuner og de øvrige aktører med entydig ledelsesforankring og forpligtende tværsektorielt samarbejde.

Men hvilke værktøjer og metoder skal anvendes for at opnå dette mål, og hvordan sikrer vi, at disse bliver reelle kvalitetsforbedringer, og ikke blot bliver bureaukratiske tjeklister?

Og bør vi ikke vente på udspillet fra sundhedsstrukturkommissionen?

Gentænkning af hele strukturen i sundhedsvæsenet er afgørende for at sikre det bedst mulige forløb for ældre med multisygdom og skrøbelighed.

Et af de mest presserende spørgsmål er, hvordan kvaliteten af tilbuddene til ældrepleje sikres? Hvorledes indføres kvalitetsmål og tilhørende dataindsamling som metoder til at måle og forbedre kvaliteten?

Det skridt er essentielt for at kunne dokumentere fremskridt og identificere områder til forbedring. Men det kræver også et solidt fundament af tillid mellem sundhedspersonale, kommuner og stat, samt en forståelse for, at dataindsamling og målsætninger skal supplere – og ikke erstatte – den faglige vurdering. Her savnes konkrete også tiltag.

Inddrag os med faglig indsigt i løsningerne

Regeringens udspil til en ny ældrelov mangler at adressere nogle af de mest grundlæggende udfordringer, vi står overfor: Det gælder ulighed, geografisk variation, et siloopdelt sundhedsvæsen og tilgængelighed af nok personale med de nødvendige kompetencer og uddannelse. Der er behov for en mere konkret, ambitiøs, innovativ og målrettet indsats.

Endnu vigtigere mangler der involvering af de ældre borgere og deres pårørende, særligt dem med færrest ressourcer og mest komplekse behov.

Som sundhedspersonale med stor faglig indsigt i tværfagligt samarbejde omkring ældre med høj grad af skrøbelighed og kompleksitet ønsker vi at være med til at påvirke reformerne og forme fremtidens ældrepleje med udgangspunkt i de udfordringer vi dagligt konfronteres med.

Vi ønsker at sikre fokuseret uddannelse og kompetenceudvikling af høj kvalitet til alle sundhedspersoner, der arbejder på ældreområdet. Udgangspunktet skal være en evidensbaseret tilgang til behandling og pleje og en løbende tilpasning og individualisering.

Vi ønsker at sikre, at alle ældre borgere får pleje og behandling af høj kvalitet uafhængigt af sociale og geografiske forskelle. Men sundhed og omsorg går hånd i hånd, og forebyggelse og revurdering af eksisterende og nye arbejdsgang og ambitiøs forskning på området er nødvendig.

Dansk Selskab for Geriatri er garant for at løfte fagligheden i tilgangen til den ældre, skrøbelige og multisyge borger og patient.

Vi ønsker en konstruktiv og dialogbaseret tilgang til udformningen af fremtidens ældrepleje og ser os som professionelle medspillere i processen. Vi vil gerne være med til at kompetenceløfte, uddanne, behandle og forske.