Efter en periode, hvor sundhedssystemet ikke bare var en udgift, men også påvirkede hele samfundet og ikke mindst det økonomiske liv under COVID-pandemien, er vi tilbage ved normalen. 

Magten over sundhedssystemet opfattes som noget, der kommer oppe- og udefra, og som noget, der er knyttet langt mere til organisationer end til ekspertise. 

Og trods Novo Nordisks enorme vækst har aktører på sundhedsområdet ikke helt forstået, hvilken ny form for magt, man her skal forholde sig til. 

Det er den korte konklusion, hvis man sammenligner Dagens Medicins magtliste fra 2021 med magtlisten fra i år.

Djøferne dominerer

For tre år siden fik jeg også mulighed for at kommentere på Dagens Medicins magtliste. Her sprang særligt én ting i øjnene. Der var forbløffende få med en sundhedsfaglig baggrund i den øverste top. 

Magtlisten kan altså ikke give et bud på de reelle magtforhold på sundhedsområdet. Men som en basal indikation på, hvor og hvordan magten opleves, er listen et glimrende udgangspunkt

For eksempel var der i top10 i 2021 kun tre personer med baggrund i sundhedssektoren. 

På årets magtliste er fraværet af sundhedspersoner i toppen endnu mere markant. Her er Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, som nr. 14 den første med en sundhedsprofessionel baggrund. Rathcke er sammen med formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Jørgen Skadborg, de eneste i top20 med sundhedsfaglig baggrund. Og vi skal helt ned til nr. 26 og Birgitte Rav Degenkolv, hospitalsdirektør for Amager og Hvidovre Hospital, for at finde den første med en baggrund i sygeplejerskefaget.

I toppen af listen er der med andre ord væsentligt kortere mellem cand.polit.’erne, cand.scient.pol.’erne og cand.jur.’erne, end der er mellem personer med sundfaglige uddannelser. 

Dermed afslører listen, at magten i stadig højere grad opfattes som liggende hos djøferne, og mere præcist hos en lille kreds af policy-professionelle blandt ministre, øvrige toppolitikere, topembedsmænd og ledere i interesseorganisationer. Herunder politikere, der egentlig ikke har sundhedsområdet som ressortområde, lige fra Lars Løkke Rasmussen (M), over Nicolai Wammen (S), til Pia Olsen Dyhr (SF).

Grundlæggende er det kun godt, at magten opfattes som placeret primært hos de folkevalgte. Sådan skal det være i et demokrati. 

Men det er vigtigt at være opmærksom på en metodes blinde vinkler, før vi konstaterer, at alt er godt, ligesom et nærmere blik på magtlisten afslører, at det især er stemmer fra store, etablerede organisationer, der får plads.

Kan man tælle magt?

Inden vi dykker endnu mere ned i selve listen, bør man naturligvis, som jeg også gjorde i 2021, spørge, hvad man egentlig kan bruge en opgørelse som den i Dagens Medicin til? 

Magtlisten benytter en af de  anerkendte metoder indenfor eliteforskningen – reputationsmetoden – hvor man lader en række nøglepersoner indenfor et område udpege afgørende aktører indenfor området. Naturligvis påvirkes resultaterne til dels af, hvem man spørger, og hvilke parametre man spørger efter. 

En videnskabelig kortlægning af magtfordelingen indenfor sundhedsverdenen kræver selvfølgelig langt mere end dette. For eksempel en systematisk kortlægning af netværk, karrierer og ressourcer samt interviews med nøgleaktører, som vi har gjort det i vores studier af den danske magtelite. 

Det kan også gøres ved grundigt at følge beslutningsprocesser inden for sundhedsområdet, som for eksempel processen omkring formuleringen af regeringens nye sundhedsudspil. De metodiske problemer ved at følge sådanne beslutninger er dog mange. 

Listen viser desuden, at personer med ekspertviden fylder mindre og mindre for dem, der bevæger sig rundt i sundhedssystemets magtlandskab

Dels har vi som offentlighed begrænset adgang til ‘de lukkede rum’, og dels kender vi hverken til de emner, der slet ikke kommer på dagsordenen, eller til hvilke aktører man er nødt til at tage hensyn til, uden at de nødvendigvis er til stede i forhandlingslokalet. 

Magtlisten kan altså ikke give et bud på de reelle magtforhold på sundhedsområdet. Men som en basal indikation på, hvor og hvordan magten opleves, er listen et glimrende udgangspunkt. 

Grundlæggende kan vi bruge listen til at forstå, hvem folk på området navigerer i forhold til rent politisk.

Usikre pejlinger

Derfor bekymrer det mig lidt, at så få i panelet placerer topledelsen i Novo Nordisk højt. Såvel Novo Nordisks CEO, Lars Fruergaard Jørgensen, som fondsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen er placeret lige uden for årets top20.

Det tyder på, at Dagens Medicins ekspertpanel måske har haft blikket lidt for stift rettet mod det politiske system frem for at se på, hvilke politisk-økonomiske rammer det politiske system opererer under. For Novo Nordisks magt og indflydelse er stor, og den tager mange former. 

Dels er der den politiske magt, man får gennem virksomhedens massive betydning for dansk økonomi. Flere af de højst placerede på Dagens Medicins liste, fra statsministeren til udenrigsministeren, er nærmest ved at falde over hinanden for at få lov til at rose Novo Nordisk ved enhver given lejlighed. 

Og virkeligheden er, at Danmarks vækst ville være stagnerende, hvis ikke det var for Novo Nordisk, hvis værdiansættelse gør en virksomhed med hovedsæde i Bagsværd til Europas mest værdifulde. Værdiansættelsen er højere end det årlige danske BNP og dermed på niveau med Nokia’s størrelse i Finland, lige før smartphonen ankom.

Dels er der de konkrete ekstra milliardomkostninger, som Novo Nordisks produkter udgør for regionernes budgetter.

Ser man på Dagens Medicins liste, glimrer antallet af økonomisk svage patientforeninger eksempelvis ved deres fravær

Og endelig er der en række eksempler på, hvordan Novo Nordisk eller Novo Nordisk Fonden er med til at sætte rammerne for forskningen gennem store bevillinger og offentlig-private samarbejder, hyrer nøglepersoner fra centraladministrationen og dokumenteret samarbejde med offentlige myndigheder omkring prissætning på medicin.

En bedre forståelse af Novo Nordisks reelle magt, udtrykt ved en højere placering af virksomheden og fondens nøglepersoner på Dagens Medicins magtliste, er nødvendig, hvis nøgleaktører i sundhedsvæsenet skal lære at navigere i forhold til Novos magt og sikre, at den almene befolknings sundhed altid står over privat kontrollerede særinteresser. 

Ekspertise på retur

Listen viser desuden, at personer med ekspertviden fylder mindre og mindre for dem, der bevæger sig rundt i sundhedssystemets magtlandskab. Fuldstændig som i 2021 opfattes magten i meget høj grad som knyttet til ledelsesposter i store organisationer. 

Vi skal helt ned til listens 35. plads for at finde en person, vi må antage ikke optræder på listen, fordi vedkommende har en nøglerolle i et politisk parti, et ministerium, en region, en interesseorganisation eller på et stort sygehus, men i kraft af deres ekspertviden, nemlig professor i sundhedsøkonomi i VIVE Jakob Kjellberg.

Det forstærker en tendens fra 2021. Eksperternes opfattede magt er forsvundet. På 2021’s magtliste var Søren Brostrøm og en række læger, der især fungerede som eksperter eller forskere under coronapandemien – bl.a. Jens Lundgren, Lars Østergaard og Tyra Grove Krause – højt placeret på listen, mens dens første ikke COVID-relaterede ekspert det år var nr. 46.

I år, tre år senere, skal vi helt ned i den tunge ende af listen for at finde sundhedsvidenskabelige forskere som professor Mogens Vestergaard (nr. 89) og professor Morten Sodemann (nr. 94), hvis vi ikke medregner afgående den formand for Medicinrådet og fhv. lægefaglig direktør Jørgen Schøler Kristensen som nr. 64. 

Med andre ord opfattes den sundhedsfaglige ekspertise som en form for valuta, hvis værdi er på retur, når det kommer til magtkampe på sundhedsfeltet. Måske bedst eksemplificeret ved, at det netop er en ekspert med Djøf-baggrund, der opfattes som den klart mest prominente.

Den skæve magt

Når personer på det sundhedspolitiske felt i stigende grad oplever, at magten ligger hos personer uden sundhedsfaglig erfaring, kan det medføre en form for fremmedgørelse fra magten. Det er et vilkår, at man bestemmes over udefra af personer, der er demokratisk valgte eller udpegede.

Som skrevet ovenfor kan en magtliste som Dagens Medicins ikke bruges som et retvisende bud på, hvordan magten reelt er fordelt på sundhedsområdet. Til gengæld kan listen dels give anledning til, at man justerer sit eget politiske kompas og forholder sig til, om der er nogen, som lader til ikke at have en stemme.

Ser man på Dagens Medicins liste, glimrer antallet af økonomisk svage patientforeninger eksempelvis ved deres fravær. Det samme gælder fagbevægelsen, og ikke mindst fraværet af repræsentanter for de erhvervsgrupper, der nedslides mest og dør tidligst. 

I en tid, hvor ulighed i sundhed i stigende grad er kommet på dagsordenen, er det tankevækkende, hvor lidt gennemslagskraft repræsentanterne for de udsatte patientgrupper opfattes at have.