Michael Hejmadi er praktiserende læge i Lægehuset Ferritslev på Fyn.Foto: Privat

Flere års udvikling er sket på få måneder Vi i gang med verdens største eksperiment af, hvordan teknologien kan hjælpe os i almen praksis, siger Michael Hejmadi, praktiserende læge på Fyn og aktuel med bogen “Doktor Hansen har set sin sidste patient” om fremtidens sundhedsvæsen. 

»Da vi gjorde vores bog færdig for to måneder siden, var vores konklusion, at der i almen praksis ikke var den store lyst til at revolutionere måderne at arbejde på. Jo, vi vil gerne optimere, men ikke kaste os ud i store eksperimenter med videokonsultationer og billeddiagnostik fra mobilen. Men som kom corona-epidemien. Flere års udvikling er sket på få uger, og mange teknologiske ændringer vil hjælpe vores liv fremover som praktiserende læge. De centrale forandringer er videokonsultation og deling af billeder, så patienterne kan blive diagnosticeret uden at møde op hos lægen, der hidtil har været forbeholdt få praktiserende læger, men nu er skubbet ud til alle.

I virkeligheden er vi i gang med verdens største eksperiment af, hvordan teknologien kan understøtte vores arbejde som læger i almen praksis.

Under corona-epidemien har jeg set læger bruge Facetime eller Facebooks videoløsninger, fordi de selv og patienterne føler sig trygge ved det. Men det dur naturligvis ikke i længden, for vi skal have styr på deling af private oplysninger, uden at private firmaer kan kigge med. Men der kommer snart sikre løsninger i appen “min læge”, så jeg er ikke bekymret for patienternes privatliv.

På Facebook-siden “spørg en læge om corona” hjælper flere end 100 læger med at svare på spørgsmål, og en enkelt læge kan på kort tid nå ud til over 20.000 danskere. Det er effektivt lægearbejde, som også kvalificerer debatten på de sociale medier.

Jeg er sikker på, at coronasituationen giver et comeback til telefonen, som nogle kalder den ældste telemedicinske løsning. Et simpelt problem som ondt i knæet eller ryggen vil kunne klares over telefonen, men tit bliver patienter bedt om at møde op i klinikken. Det skyldes nok, at honoraret for en telefonkonsultation er 25 kr. og honoraret for fremmøde er 150 kr. Jeg håber, at taksterne bliver reguleret, så det kan svare sig med telefonkonsultation, for det vil gøre livet lettere for læge og patient.

I mange år har praktiserende læger været gode til at dele viden internt lige som patienter i stigende grad deler viden med andre patienter med samme sygdom, men vi har ikke set de to verdener krydse hinanden. Før nu. Facebook-siden “spørg en læge om corona” hjælper flere end 100 læger med at svare på spørgsmål, og en enkelt læge kan på kort tid nå ud til over 20.000 danskere. Det er effektivt lægearbejde, som også kvalificerer debatten på de sociale medier. Jeg håber, at vi kan fortsætte med det i andre sammenhænge.

Først ryggen fri, og så frie luftveje har i mange år været mantraet for mange læger i frygt for at blive hjemsøgt af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det er vendt om, fordi selv styrelsen har meldt ud, at det er undtagelsestilstand, og det vil blive en del af vurderingen ved lægefejl. Så når det virkelig gælder, vedkender alle, at vi må acceptere fejl, hvis man vil have et effektivt sundhedsvæsen. Det er en helt central forandring i mange lægers liv.

Når vi rammer bølge to i efteråret, så regner jeg med, at almen praksis er langt bedre stillet. Almen praksis har ikke været godt nok klædt på med værnemidler, og når der har været taskforces har det ikke været med almen praksis som en naturlig medlem. Jeg er sikker på, at der i alle lægehuse vil være en slags rød knap, så alle ved, hvad de skal gøre, når bølge to rammer.

Når danskere – og andre over hele verden – står på deres altaner om aftenen og klapper af læger og andre sundhedsansatte, så giver det læger en utrolig rygstøtte. Den anerkendelse vil ranke ryggen på mange læger, og det er slet ikke ubetydeligt, hvordan den anerkendelse kan komme til udtryk i højere arbejdsglæde og måske mindre stress.

Det interessante ved denne tid er, at vi måske aldrig har haft så meget tid i almen praksis, og det har accelereret udviklingen. Normalt har vi 120 patienter dagligt i klinikken, men i øjeblikket har vi 10-15 patienter. Derfor har vi god tid til at vænne os til de nye tiltag som videokonsultation. Men vi er selvstændige, så nedgangen i omsætning kan blive et reelt problem. Jeg skal nok overleve uden løn i et par måneder, men vi går mod en overenskomst næste år, og den kan jeg godt frygte.«

Har du selv et bud på, om og i givet fald hvordan coronakrisen vil ændre dit liv som læge, så del gerne din holdning og skriv til redaktionschef på Dagens Medicin, Anders Heissel, ah@dagensmedicin.dk

Skriv kommentar