Kære læser, måske du bemærkede, at Danmark i sidste uge passerede sin årlige overshoot day? Et lands årlige ‘overforbrugsdag’ markerer den dato i løbet af et kalenderår, hvor planetens årlige budget af biokapacitet vil være opbrugt, hvis alle mennesker forbruger lige så mange ressourcer som det pågældende lands befolkning. I Danmarks tilfælde nåede vores ressourceforbrug sit break-even onsdag 19. marts.
Kun i 11 andre lande falder overshoot day ifølge organisationen Global Footprint Network, der står bag beregningerne, i år tidligere end i Danmark. Det betyder, at vi som samfund og individer fra nu af og frem til nytår tærer på hovedstolen af planetens biodiversitet og evne til at gendanne sig selv med store konsekvenser for klima, miljø, dyr, mennesker, og ikke mindst fremtidige generationer til følge.
Verdenssundhedsorganisationen WHO har kaldt klimakrisen for århundredets sundhedskrise. Verden over stiger forekomsten af hedebølger, oversvømmelser, tørkeperioder, naturbrande og tropiske storme, og de optræder hyppigere og med større voldsomhed end tidligere. WHO estimerer, at klimaforandringerne i perioden 2030-2050 vil medføre i omegnen af 250.000 flere dødsfald om året på verdensplan, alene på grund af underernæring, malaria, diarré og hedeslag.
Selvom vi i Danmark ikke er lige så udsat for disse naturfænomener som andre steder på kloden, så er forandringerne i de klimatiske betingelser også i fuld gang med at ændre ved sygdomsbilledet på vores breddegrader. Det betyder bl.a., at den asiatiske tigermyg, der har potentialet til at sprede farlige virus til både dyr og mennesker, nu hærger i landene omkring Middelhavet. Og at den flåtbårne sygdom TBE, der indtil for få år siden kun fandtes i flåter på Bornholm, nu har spredt sig til flåter i andre egne af landet.
Præcis som med andre store strukturelle samfunds- og kulturændringer starter og slutter det med, at man på Christiansborg klart og tydeligt siger, at det her er en skal-opgave
I den hjemlige debat om sundhedsvæsenets grønne omstilling er der konsensus om, at væsenet står for omkring seks pct. af Danmarks årlige samlede CO2-udledninger. Det dækker over alt fra bygningsdrift, el, varme og transport, over forbrugsbaserede aktiviteter som undersøgelser, behandlinger og operationer m.m., til klimaaftrykket fra indkøb af medicin, medicinsk udstyr og andet. Ifølge regionerne tegner bygningsdrift og transport sig dog ‘kun’ for ca. 10 pct. af de årlige CO2-udledninger, hvilket efterlader et stort rum for at nedbringe klimaaftrykket på de øvrige områder.
På linje med andre faggrupper kerer læger sig også om klima og miljø og ønsker at bidrage aktivt til den grønne omstilling i deres daglige arbejde. Men desværre har de fleste ikke viden om, hvordan de kan bidrage. Det viser en rundspørge, som Dagens Medicin har lavet blandt de 39 specialebærende lægefaglige selskaber. Men endnu mere interessant afslører rundspørgen også, at kun 1 selskab ud af de 21, der har svaret, har en decideret bæredygtighedspolitik.
Det er lidt forstemmende, når vi ved, at alle specialer har undersøgelser, behandlinger eller andre indsatser, der skader miljøet. Og fordi vi længe har vidst, at bæredygtighed skal tænkes ind i samtlige arbejdsprocesser på lige fod med økonomi, aktivitet og kvalitet, hvis det virkelig skal batte. Samtidig svarer flere af de øvrige selskaber, at de hellere end gerne vil gøre mere for klimaet, men at de ganske enkelt ikke ved hvordan.
Samme melding om behov for hjælp til at facilitere den grønne omstilling kommer fra formanden for Lægevidenskabelige Selskaber. I en travl hverdag er rammerne til at tænke bæredygtigt ofte ikke til stede, lyder det fra Susanne Axelsen, og for den enkelte ansatte kan det derfor være svært at tro på, at man reelt kan gøre en forskel. Og hvor har hun dog ret.
Den grønne omstilling i sundhedsvæsenet har alt for længe været overladt til lokale ildsjæle og mere eller mindre sporadiske initiativer rundt omkring i systemet, som uanset at de har været godt tænkt og har skabt resultater på den korte bane, jo slet ikke tilføjer den nødvendige acceleration og fart til processen.
Samtidig er det jo heller ikke sådan, at vi ikke ved, hvad der skal til. Præcis som med andre store strukturelle samfunds- og kulturændringer starter og slutter det med, at man på Christiansborg klart og tydeligt siger, at det her er en skal-opgave, og gerne også lader sundhedsvæsenets topledere forstå, at de vil blive målt og vejet på, om de formår at levere på opgaven.
