»Jeg har i mine ca. 25 år som intensivsygeplejerske været vant til en arbejdsrutine, hvor jeg typisk havde ansvaret for at varetage alle funktioner i forhold til én eller to intensivpatienter. Med COVID-19 patienter skal alt planlægges anderledes. Nu arbejder vi langt mere teambaseret. Intensivsygeplejerskerne er rygraden i teamet, som derudover består af sygeplejersker fra operations-, anæstesi- og opvågningsafdelingerne. De er lært op til at understøtte funktioner i arbejdet med COVID-19 patienter.
Selv om vi arbejder mere teambaseret, end vi er vant til, sidder vi som intensivsygeplejersker meget alene med opgaven
Udstyret med alle værnemidler er jeg placeret inde hos COVID-19 patienten, men kan trække på kollegerne i teamet, der fungerer som ‘runner’, ‘mixer’ eller ‘cleaner’, afhængigt af de opgaver de har ansvaret for at løse. De understøtter mit arbejde, og skaffer medicin, udstyr og alt andet uden for isolationsstuen, som jeg skal bruge for at kunne koncentrere mig 100 pct. om COVID-19 patienten. Arbejdsopgaverne er godt tilrettelagt, og afdelingsledelsen har udstukket en klart defineret arbejdsstruktur, som giver os en følelse af tryghed og af at have kontrol over vores patienter. Det har været afgørende i en tid, som har været præget af megen usikkerhed i forhold til, om vi f.eks. havde tilstrækkelig intensiv- og respiratorkapacitet, og om vi havde de rette og tilstrækkelige mængder af værnemidler.
Selv om vi arbejder mere teambaseret, end vi er vant til, sidder vi som intensivsygeplejersker meget alene med opgaven. I langt det meste af vores vagt er vi isolerede og kan ikke diskutere spørgsmål med vores kolleger. Det er især bekymrende, fordi en del af COVID-19 patienterne pludselig bliver kritisk meget dårligere på en anden måde, end vi er vant til at se. Jeg har de seneste uger gjort mig mange observationer, jeg gerne vil dele med mine kolleger. Men situationen og tiden er desværre ikke til, at vi kan sætte os sammen og dele erfaringer og viden.
Vi arbejder på den afdeling på hospitalet, hvor der er høj smitteophobning, og der begynder at komme en frustration fra kollegerne i forhold til, om vi har det rette udstyr og de nødvendige værnemidler, og vi har en daglig frygt for at tage smitten med os hjem. Jeg er potentiel smittebærer og har valgt at gå i selvisolation, når jeg har fri. Ledelsen anerkender problemerne, og vi kan fortsat gå ind til vores arbejde med gejst. Men det holder ikke evigt. I længden bliver det svært at blive ved med at holde afstand.«
