COVID-19 pandemien har betydet at den generelle behandlingsgaranti blev suspenderet 18. marts og som udgangspunkt frem til 1. januar 2021. Behandlingsgarantien giver ret til udredning og behandling indenfor 30 dage.
Det giver os en god anledning til at vurdere om, behandlingsgarantien reelt er en patientrettighed eller om den mere er en styringsmekanisme, der aktivt er medvirkende til at foretage prioriteringer i sundhedsvæsenet og sende patienter over på privathospitalerne.
For reelt giver en behandlingsgaranti jo kun mening i et sundhedsvæsen hvor der er uanede ressourcer. Både i forhold til personale og ressourcer. Virkeligheden er imidlertid, at der hver eneste dag i sundhedsvæsenet prioriteres benhårdt. Der er patienter, der bliver afvist i psykiatrien, fordi der ikke er ledig kapacitet. Permanent overbelægning på medicinske afdelinger, der medfører patienter på gangene. Ældre, multisyge patienter bliver udskrevet fra medicinske afdelinger uden sikkerhed for tilstrækkelig opfølgning i hjemmet. De har ingen gavn af en behandlingsgaranti. For der står ingen privathospitaler klar til at modtage dem. De vil have gavn af et sundhedsvæsen, der får tilført flere ressourcer til gavn for både patientsikkerhed og arbejdsmiljø.
Der hvor behandlingsgarantien virker og hvor privathospitalerne står klar, er på de mere ukomplicerede forløb. Operationer på knæ, ryg, hofte og fedme. Det at de er ukomplicerede betyder ikke at de ikke er væsentlige. Selvfølgelig har det betydning, at man kan få en ny hofte.
Prioriteringer i sundhedsvæsenet skal foretages ud fra sundhedsfaglige vurderinger. Ikke ud fra hvor privathospitaler finder det lukrativt at tilbyde ydelser.
Men prioriteringer i sundhedsvæsenet skal foretages ud fra sundhedsfaglige vurderinger. Ikke ud fra hvor privathospitaler finder det lukrativt at tilbyde ydelser. For ellers bliver konsekvensen en stigende ulighed i sundhed.
LÆS OGSÅ: SF: Behandlingsgaranti er et skalkeskjul for at støtte det private sundhedsvæsen
LÆS OGSÅ: Venstre: Stærke patientrettigheder efter corona
I den nuværende corona-krise har der været ved vedvarende pres fra de borgerlige partier for at genindføre behandlingsgarantien så hurtigt så muligt. Vi ved imidlertid, at en lang række behandlinger er blevet udskudt og aflyst. De skal selvfølgelig gennemføres først. Desuden har begrænsninger i den sociale kontakt betydet, at især borgere med et skrøbeligt netværk har afholdt sig fra at søge hjælp i sundhedsvæsenet. Det kan være den psykisk sårbare med en begyndende psykose eller den ældre, multisyge med begyndende hjerteproblemer. Vi skal først og fremmest sikre, at de igen kan få adgang til sundhedsvæsenet gennem en styrket oplysende og opsøgende indsats.
Vi har allerede set hvordan der har været et fald i søgningen til både psykiatri og kræftbehandling. Næppe fordi sundhedstilstanden er generelt forbedret, men fordi flere har afholdt sig fra at søge hjælp. Det vil være dybt urimelig og sundhedsfagligt uforsvarligt at pålægge regionerne, at de nu skal begynde at prioritere en bestemt patientgruppe, før vi har hjulpet de mest sårbare ind i sundhedsvæsenet igen.
Den generelle behandlingsgaranti kun en rettighed for en lille gruppe af patienter på bekostning af en større og mere sårbar gruppe.
Behandlingsgarantien bliver ofte fremstillet som en patientrettighed. Men i virkeligheden er den generelle behandlingsgaranti kun en rettighed for en lille gruppe af patienter på bekostning af en større og mere sårbar gruppe. Det er en rettighed for de patienter, hvor der findes et privat alternativ.
Derfor så jeg hellere, at vi fastholdt udredningsretten. Det giver rigtig god mening, at man har en ret til at blive udredt og få en diagnose. Eventuelt i kombination med en behandlingsgaranti for livstruende sygdomme.
Men derudover burde prioriteringer være op til sundhedsfaglige afgørelser med det mål at sikre lige og fri adgang til sundhedsvæsenet. Den politiske opgave vil så bestå i at sikre tilstrækkelige ressourcer til at løse opgaven. Den generelle behandlingsgaranti forplumrer den proces.
