Behandlingsgaranti var en af de afgørende møtrikker i Løkkes sundhedsreform. Den blev indført på en påstand om, at effektivitet opstår i kombination af den enkelte borgers rettigheder sammenholdt med en økonomisk trussel om, at hvis det enkelte sygehus ikke selv kan levere, så står det frie sundhedsmarked klar til at overtage opgaverne.

Siden har der så været skåret i velfærden på sygehusene med effektiviseringskrav, som har løsnet møtrikkerne i det offentlige system. Og når det bliver sværere at køre rundt her, så tjener det private.

Resultatet af behandlingsgaranti i dårlig kombination med nedskæringer er derfor heller ikke et solidt og velfungerende sundhedsvæsen, men et vakkelvornt sundhedsvæsen, som let kan bringes i ubalance.

Heldigvis har det offentlige sundhedsvæsen rykket hurtigt sammen og etableret en større redningsaktion, da vi pludseligt havde udsigt til en større pandemi, som helt ville vælte sundhedsvæsnet.

Manglen på intensivsenge og intensivt personale har resulteret i, at specialer måtte rykke sammen om opgaverne, ligesom vi måtte støvsuge samfundet for vigtigt udstyr.

I forlængelse heraf blev behandlingsgarantien suspenderet for at sikre, at vi kunne tage os af det vigtigste først. De patienter, der er hårdest ramt og har mest brug for hjælp.

LÆS OGSÅ: Venstre: Stærke patientrettigheder efter corona

Er det i virkeligheden en bedre måde at gøre det på, at Danske Regioner har det private i baghånden og kan visitere patienterne hertil.

Når sundhedspersonalet går på arbejde, så har de selvfølgelig en ambition om at helbrede så mange patienter som muligt. Derfor efterspørges også en tillidsreform. At vi stoler på deres modus operandi.

For mig er det faktisk netop den tillid, som behandlingsgarantien i princippet udfordrer. Behandlingsgarantien er mere en styreform, end den er en patientrettighed.

Hver eneste gang et sygehus ikke kan følge med ventelisterne, så bliver regningen forholdsvist større, fordi patienter frit kan søge behandling på det private sygehus, som både selv definerer, hvilke patienter det private sygehus kan behandle, vilkårene og prisen. Det presser det offentlige sundhedsvæsen på den faglig kapacitet. For jo flere behandlinger de private sygehuse skal varetage – jo mere personale skal de bruge, og det er vel at mærke det samme personale, som de offentlige sygehuse også selv skal bruge.

Med behandlingsgarantien har de offentlige sygehuse været nødt til at prioritere de patienter, som har fået ret til behandling før andre, men desværre også på bekostning af eksempelvis beredskab. Nu bliver den faglige prioritering nok eksisterende, men den bliver ikke til gavn for patienternes ve og vel, men hastighed.

Jeg vil gerne beholde en garanti på behandling, men jeg vil ikke have den, som den ser ud nu.

Hvis vi i stedet stoler på, at der handles i den bedste mening i det offentlige sundhedsvæsen – at patienter, som har mest brug for det behandles først – og det gør jeg, så burde vi et samlet budget og pengene på de område, hvor behandlingstiden er høj. Vi bør ikke have en regel, der understøtter de private hospitaler under påskud af at sikre patienterne rettighederne.

Jeg vil gerne beholde en garanti på behandling, men jeg vil ikke have den, som den ser ud nu.