Fredag 13. december kl 08.26 tikkede der en besked ind på min email:

»Du har modtaget ny Digital Post fra Styrelsen for Patientsikkerhed.«

Jeg havde lige afsluttet en konsultation med en patient, mit hjerte fløj op i halsen, og tankerne fløj gennem hovedet:

Havde jeg gjort noget galt, nogen fortræd, skulle jeg hænges ud på en statslig internetside? Ville man forlange, at jeg indenfor 14 dage skulle aflevere en længere redegørelse for et forløb, hvorved min juleferie og dermed langt ventede ferietid med mine nære ville lide skibbrud? 

Da jeg senere fik læst beskeden på e-boks, var det information til mig som læge om fravalg af genoplivningsforsøg for borgere, der er fyldt 60 år. Det viste sig, at jeg havde mange  kolleger, der havde haft samme reaktion af frygt bare ved meddelelsen om en besked fra styrelsen i deres e-boks. 

Er det rimeligt, at man som sundhedsperson skal have den slags reaktioner? Og ja, jeg kender godt forskel på Styrelsen for Patientklager og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Sundhedsvæsnet er ikke, og må aldrig blive betragtet som en produktionsvirksomhed

Politikerne har vist stor ansvarlighed ved at lave rammerne for en omfattende sundhedsreform.

Sundhedsvæsenet står overfor store udfordringer med at sikre sammenhængende forløb, være med til at hjælpe de sårbare, blive bedre til at kommunikere på tværs af fagligheder og at mindske såvel over- som underbehandling. Om en årrække skal vi være mindst 5.000 praktiserende læger og   endnu mere behandling og diagnostik kommer fremover til at foregå i almen praksis.

Det er fint og godt, såfremt rammerne kommer til at svare til den betydelige opgave, og alle disse speciallæger   fordeles jævnt i hele landet!

Alt dette kræver, at man stærkt understøtter de mennesker, som i sidste ende er altafgørende for det velfungerende sundhedsvæsen, nemlig alle dem, der arbejder i sundhedsvæsenet.

Jeg har nu i cirka 35 år været klinisk arbejdende læge i det danske sundhedsvæsen. Teknologien er blevet meget bedre, medicin meget mere effektiv, og vi kan nu behandle og indimellem kurere sygdomme, som vi kun kunne drømme om at kurere, da jeg var ung læge.

Men alt er ikke godt.

Frygt for udskamning

Der er også tilkommet meget mere styring, kontrol, sanktioner, offentlig udhængning, uendelige aktindsigtsbegæringer og meget andet.

Det er min påstand, at dette måske kan have en vis teoretisk nytteværdi, men også  medvirker til udbrændthed og empatitræthed, hvorved sundhedsprofessionelle ikke magter at blive ved med at bidrage til sundhedsvæsnet.

Det er en skam, for sundhedsvæsnet har uendeligt meget brug for medarbejdere, der har overskud til at etablere relationer og omsorg, så vores sundhedsvæsen leverer højest mulig kvalitet. 

Som ung læge var min største frygt at komme til at gøre mine patienter fortræd ved f.eks at mistolke symptomer, vælge forkert dosering etc.

Nu er der tilkommet en frygt for at blive udskammet, miskrediteret, udhængt og sanktioneret som en del af pakken. Er det en rimelig udvikling? 

Om end jeg arbejdede rigtig mange timer som yngre læge, var tempoet ikke nær så højt som nu. Der er nu stort set ingen pauser i den kliniske hverdag i dag, ingen tid til refleksion. Tiden til at lade indtrykkene fra konsultationen synke ind og blive bearbejdet er stort set ikke eksisterende.

Jeg har svært ved at tro, at den samlebåndmentalitet kan være god for patienter endsige for personalet. Sundhedsvæsnet er ikke, og må aldrig blive betragtet som en produktionsvirksomhed!

Årsagen til, at jeg valgte at uddanne mig til læge var, at jeg gerne ville hjælpe andre mennesker – en motivation, jeg deler med alle andre sundhedsprofessionelle.

Desværre er der over årene sket et skifte i det kliniske arbejde. Nu er den kliniske hverdag i høj grad optaget af at udfylde attester, skrive lange notater, sætte flueben ved om jeg har informeret patienten om dit og dat og at ajourføre medicinlister. 

En krævekultur

Jeg forventes at prøve at forklare patienter det uforklarlige, som f.eks. at den diabetesmedicin, de for kort tid siden havde fået at vide er super god for dem, nu skal tages fra dem (med mindre de selv vil betale for medicinen.) Så står man med en frustreret patient i klemme i ‘systemet’.

Dette sker på bekostning af den gode læge-patient-relation, der er så altafgørende for compliance mv. Sådanne tiltag er desværre i den grad fremmende for ulighed i sundhed.

Og så er der alt bøvlet med afviste henvisninger. Der kan være nok så gode grunde til, at henvisninger afvises, men det fjerner bare ikke den udfordring, at man såvel som patient som behandler bliver frustreret og rådvild.

Som udgangspunkt bør en henvisning ikke afvises! Sker det alligevel, bør den afvisende læge kontakte henvisende læge og udførligt drøfte, hvad man så i stedet kan tilbyde. Som det er nu, giver disse afvisninger en mængde merarbejde og frustration blandt personale og patienter i almen praksis.

Journalnotaterne har ændret status til at kunne betragtes som et juridisk dokument fremfor alene sundhedspersonalets arbejdsredskab. Nutidens journalnotater er lange, snørklede og kan være fyldt med information, som kan forekomme klinisk overflødig.

Min påstand er, at lange journaltekster imødekommer det kontrollerende og sanktionerende system, men at de reelt kan skade patienterne, fordi man i de lange tekster nemt kan overse vigtige detaljer.

Vi skal finde en balance mellem kontrol, tillid og initiativ, og undgå for mange regler, der kan føre til overbehandling i stedet for præcisionsbehandling.

Endelig er der alle attesterne om stort set alt muligt. Ofte synes attesterne som værende skudt over målet.

Er det virkelig attestarbejde, man ønsker, at vi sundhedsprofessionelle skal bruge megen tid på. Tid der går fra reelt patientarbejde? 

Godt nyt om klager

Vi er gennem de seneste år gået fra et tillidsbaseret system til et dømmende og udhængende system. Sundhedspersoner bliver hængt ud på internetsider. Presse og andre beder ideligt om aktindsigt i alt muligt til stor frustration og usikkerhed for alle de berørte.

Vi har tillige i befolkningen fået en krævekultur. Mange giver udtryk for at de vil til nu og her, uanset hvad de fejler. Henvis mig med det samme og til en specialist… jeg har jo en sundhedsforsikring!

Vi ser allerede nu konsekvenserne i form af massiv overdiagnostik og defensiv medicin til skade for både patient og samfund.

Og kommer klagen, skal der reageres hurtigt. Hvad ligner det, at når en sundhedsperson får en klage, skal denne besvares inden for 14 dage uanset om det er op til ferie, helligdage eller lignende?

Hvis man som myndighed forlanger, at klinikeren skal smide alt inklusive ferie og fridage for at respondere inden for to uger, er det kun rimeligt, at myndigheden selv lever op til fuldt ud samme krav.

Alt andet demonstrerer stor magt-asymmetri og disrespekt for de sundhedsprofessionelle. 

Man bør forbedre arbejdsmiljøet ved at tilpasse opgaverne og justere befolkningens forventninger til sundhedsvæsenet. Når der begås fejl, og det vil der altid kunne ske i sundhedsvæsnet, skal man ikke udskamme sundhedspersonalet, men i stedet fokusere på det lærende system.

Jeg er glad for at man nu arbejder med en ny model for klager, så det bliver en mere lærende tilgang. 

Reel anerkendelse

For at sundhedsreformen skal lykkes, skal vi sætte spot på de lavthængende frugter og sikre trivsel blandt personalet. Det er ikke nok med festtalerne!

Det er slemt, at der er så megen stress og udbrændthed blandt dem, der skal hjælpe landets borgere i tilfælde af sygdom. For meget kontrol kan fjerne motivationen og skabe usikkerhed. 

Der sker rigtigt meget godt rundt i landet. Esbjerg Universitetssygehus’ satsning på compassion er et eksempel på et sygehus, der har fokus på trivslen blandt de sundhedsprofessionelle.

Sygehus Lillebælts speciallæger og de praktiserende lægers projekt med ‘kys frøen’ er et andet eksempel på, hvordan forskellige specialer kan føres sammen, og at den proces fremmer relationerne. Der findes mange andre gode eksempler rundt omkring. 

Som julegave kunne jeg ønske et system, hvor man reelt anerkender de sundhedsprofessionelles uvurderlige indsats. Det er svært nok for dem at stå med ansvar for liv og død. Udhængning, pres og andet i den dur er kontraproduktivt.  

Vi skal væk fra bevidstløs fluebenstyrani, vi skal arbejde med befolkningens forventninger til sundhedsvæsenet og reelt hjælpe til, at de mest sårbare borgere tildeles flere ressourcer i sundhedsvæsenet. 

Måske kan fokus på trivsel medvirke til at sikre at flere af de sundhedsprofessionelle fortsætter i deres arbejde frem for at stoppe på grund af stress, udbrændthed, nidkær kontrol og ubehagelige sanktioner.

Glædelig jul – næste år skal vi blive endnu bedre til at kere os om sundhedsvæsenets medarbejdere – der er alt at vinde.