Den 19. august landede der en besked fra Region Hovedstaden i min klinik indbakke. Der stod: Vi kontakter dig på baggrund af din registrering som praktiserende læge i Yderregisteret for at orientere dig om, at Dansk Nefrologisk Selskab netop har opdateret retningslinjerne for evaluering, behandling og kontrol af kronisk nyresygdom.

Det nye i anbefalingen er, at alle patienter med albuminuri over 200 mg/g bør have SGLT2 for at forebygge nyresvigt og dialyse.

Min pligtopfyldende kollega opfatter det som et officielt budskab, vi skal tage stilling til i klinikken og udprinter straks vejledningen. Umiddelbart efter bliver vi kontaktet af den første patient, som opfylder behandlingskravet i henhold til den nye vejledning, hvorfor hun bliver kaldt ind til vurdering.

Hvad vi ikke ved er, at 11.263 patienter, som optræder i dataregistre med en ICD10 diagnose for kronisk nyresygdom, har fået besked i e-boks om at opsøge egen læge, fordi denne nu kan udskrive en bedre behandling til dem. Vi ved heller ikke, at 774 praktiserende læger uopfordret har modtaget en besked med information om den nye behandlingsvejledning.

Nugde-projektet

Projektet hedder NUDGE-CKD, og formålet er at undersøge, om de praktiserende lægers udskrivningsmønster kan ændres ved at nudge dem med nye vejledninger.

Få måneder tidligere har Dansk Selskab for Medicin (DSAM) forladt arbejdsgruppen for den nye nyrevejledning, da man vurderede, at dén patientpopulation, som skal anbefales SGLT2, er alt for bred og inkluderende i almen praksis’ patientpopulation.

Risikoen ved at inkludere for bred en patientpopulation i vejledningen til almen praksis er overbehandling af patienter

Der er ikke taget stilling til de forskellige patientgrupper, f.eks. er målgruppen ikke afgrænset i alder og komorbiditet, og der er ingen overvejelser om, hvornår behandling ophører eller om polyfarmarci. Hvad betyder det i forhold til vores ældre patienter og plejehjemspatienter? Derimod har man taget en nefrologisk ambulatoriepopulation og ekstrapoleret den til en almen praksis population. Det vil sige, at den udsendte vejledning til de uvidende praktiserende læger slet ikke er godkendt af DSAM til brug i almen praksis.

Risikoen ved at inkludere for bred en patientpopulation i vejledningen til almen praksis er overbehandling af patienter, som aldrig ville have udviklet nyresygdom. Risikoen er polyfarmaci blandt ældre og stigende medicinudgifter til dyre præparater, hvor vi ikke ved, om de i en almen population har dén sundhedsfaglige gevinst, som opvejer de udgifter, som regionen skal betale.

Ubesvarede spørgsmål

Det medførte stor undren i praksissektoren. Der var jo ikke tale om et kvalitetsprojekt, når der ikke er enighed om, hvad der er kvalitet i almen praksis, og der var jo heller ikke tale om et forskningsprojekt, når videnskabsetisk komité ikke var inddraget.

Spørgsmålene rejste sig.

Vi risikerer en ny ‘Ozempic-gate’, hvor tusindvis af praktiserende læger har udskrevet Ozempic i god tro

Er det i orden, at lade sygesikringen betale for et forsøg i form af ekstra ydelseshonorering til almen praksis for det afledte ekstraarbejde?

Er det i orden, at de praktiserende læger får ekstra arbejde og risikerer at sprænge deres økonomiske loft, fordi de indgår i et forsøg, de ikke er vidende om?

Er det en gratis omgang at bruge data fra patientregistre? Eller skal reglerne strammes op, og skal patienterne have ret til at afgive et differentieret samtykke til at deres data må deles?

Er det et forsøg på at påvirke praktiserende læger til at følge retningslinjer, som DSAM har taget afstand fra? Og er der tale nudging for at få praktiserende læger til at følge den vejledning?

Kan undersøgelsen opfattes som en marketing trial for SGLT-2-hæmmere eller anden medicin? Og har forfatterne bag undersøgelsen tilknytning til medicinalfirmaet?

Hvad sker der, når specialeselskabernernes retningslinjer implementeres ukritisk i praksissektoren? Ja, så risikerer vi en eksplosion i medicinudgifter.

Vi risikerer en ny ‘Ozempic-gate’, hvor tusindvis af praktiserende læger har udskrevet Ozempic i god tro til, at det var det fagligt bedste, hvorefter sundhedsmyndighederne finder ud af, at vi slet ikke har råd til dén behandling i dét omfang. Vi risikerer, at vi om et år igen står i en situation, hvor tilskudsreglerne skal revideres. Næste gang er det udskrivningen af SGLT2-præparater, som skal revurderes og rulles tilbage.

Derfor har vi behov for et stærkt Medicinråd, som kan hjælpe os med at prioritere behandlingerne i almen praksis, så udgifter til behandlinger i sundhedsvæsenet står mål med den samlede sundhedsgevinst.