Da Daniel Staal Nyboe stiftede bekendtskab med almen medicin, vidste han, at han skulle være praktiserende læge. På samme måde vidste han, at han skulle være far, da han læste om sin datter første gang i forbindelse med adoptionen.

Men det skulle vise sig at være svært både at være hoveduddannelseslæge i almen medicin og far til et barn, der har særlige behov. Til sidst var 37-årige Daniel Staal Nyboe nødt til at vælge, og fra 6. januar har han officielt været på orlov fra sin hoveduddannelse.

Det var en svær beslutning og så alligevel ikke.

»Det handler helt enkelt om overlevelse. Jeg vil gerne færdiguddanne mig som speciallæge, men kunne ikke få det til at fungere at tage en hoveduddannelse oven i vores udfordringer på hjemmefronten, så i sidste ende var der ikke andre muligheder. Nu hvor jeg er på orlov, er der en helt anden fleksibilitet, og jeg kan tage de vagter, der passer ind i vores hverdag. Det er det, jeg har behov for lige nu, for at jeg og min familie kan have det godt,« siger Daniel Staal Nyboe.

Allerhelst ville han være fortsat i sin hoveduddannelse, men kunne ikke nå til enighed om en fleksibel løsning sammen med sin daværende uddannelsesafdeling. For ikke at komme for langt væk fra faget, og fordi han slet ikke kan undvære livet som almenmediciner, tager han vagter i både almen praksis og lægevagten, ligesom han passer sit tillidshverv som næstformand for FYAM.

Forelskede sig i almen medicin

Mens andre læger beskriver, hvordan medicinstudiet føltes helt rigtigt, så var det lidt sværere for Daniel Staal Nyboe. Selvom han hang i og byggede på et cv med både forskning og fagpolitisk arbejde, overvejede han stadig, om han egentlig skulle være læge. Det var indtil han var på kursus i almen medicin på 12. semester.

»Jeg forelskede mig hurtigt i at tale med mennesker og møde dem på deres niveau. Det gav så meget mere mening for mig, at det mere handlede om relationsdannelse end kun om sygdom,« siger Daniel Staal Nyboe.

Jeg arbejder i et system, hvor jeg ser folk hoppe ud af hoveduddannelsen, fordi det er for ufleksibelt

Daniel Staal Nyboe, læge og næstformand, FYAM

Egentlig lå det slet ikke i kortene, at han skulle blive læge, fordi han er vokset op i et hjem med flere udfordringer end akademiske forbilleder. Men allerede i gymnasiet mødte han sin nuværende mand, og det var Daniels Staal Nyboes svigerforældre, der så et potentiale i ham og gav ham et skub.

»Først læste jeg bioteknologi, men jeg blev fanget af anatomi, biologi og fysiologi. Alt andet blev pludselig for kedeligt, så for sjov søgte jeg ind på medicin og kom ind med røven i vandskorpen,« siger Daniel Staal Nyboe.

Men han faldt aldrig rigtig til på studiet og søgte hele tiden efter sin lægeidentitet.

»Før jeg tog almen medicin-kurset, tvivlede jeg på, at jeg overhovedet ville blive færdig. Men på kurset i almen medicin talte jeg for første gang med mennesker, sådan ægte talte. Indtil da havde jeg søgt og søgt, men dér følte jeg mig hjemme.«

Ønsker om mere fleksibilitet

Efter ni måneders barsel vendte Daniel Staal Nyboe tilbage til sin hoveduddannelse i efteråret 2023 og færdiggjorde først en blokstilling på normeret tid, før han startede på et hospitalsophold på et døgnåbent sengeafsnit på deltid. Det viste sig nemlig, at hans datter næsten ikke kunne være i institution og derfor havde brug for, at der hele tiden var en forælder hjemme. Så Daniel Staal Nyboe gik ned på 32 timer for at give familien mere fleksibilitet.

»Jeg havde håbet på færre timer, men 32 timer var det, afdelingen kunne gå med til,« siger han.

Men hurtigt blev presset af at skulle være to steder på samme tid så hårdt, at Daniel Staal Nyboe gik ned med stress og blev sygemeldt fuld tid. Mens han langsomt trappede op, udarbejdede han efter anbefalinger fra egen læge og en psykolog sammen med Yngre Læger og en kommunal fastholdelseskonsulent en plan, der skulle få hoveduddannelse og familieliv til at gå op. 

»Vi fik lavet en plan med 28 timer om ugen fordelt på én hverdag og resten af timerne i aften, nat og weekend, hvor min mand kunne være hjemme. Det var klart, at det var at gå lige til stregen, men det var stadig inden for overenskomsten.«

Og her kunne historien egentlig være endt, og Daniel Staal Nyboe kunne være fortsat i hoveduddannelse. Men afdelingen sagde nej, fordi den ikke mente, at den kunne give Daniel Staal Nyboe uddannelse under de betingelser.

»Åbenbart kan man kun blive uddannet i dagtimerne på hverdage. Det er lidt svært for mig at forstå, for det er det samme patientflow med præcis de samme patienter dag, aften og nat. Og uanset hvornår, så står jeg alene med patienter med mulighed for at tilkalde en bagvagt. Med en lidt anden struktur, vil jeg stadig kunne opnå de kompetencer, jeg skal som almenmediciner,« mener Daniel Staal Nyboe.

Ifølge ham, var alle parter enige om, at det var vigtigt at fastholde ham i sin uddannelse og i tilknytningen til arbejdsmarkedet. Helt ned til 18,5 timer ugentligt var på tale.

»Problemet var, at afdelingen ville have, at timerne lå i dagtimerne i hverdagene, og da jeg fik en ny vagtplan, blev det meget tydeligt, at det ikke gik.«

Det store orlovspuslespil

Hvordan fremtiden ser ud for hans datter, der burde gå i børnehave, og deres lille familie, ved Daniel Staal Nyboe naturligvis ikke, men lige nu er det umuligt at forene familiens behov med uddannelsens krav. 

»Jeg var tæt på at opsige min hoveduddannelse. Jeg følte det krævede for meget besvær og energi at skulle søge orlov. I almen medicin kræver det, at man skal kontakte alle aktuelle og fremtidige arbejdsgivere for at blive fritaget for den plan, der er lagt. Hvis bare ét sted siger nej, så er det udelukket.«

På bagkant af sin stresssygemelding, var det en proces, Daniel Staal Nyboe slet ikke kunne overskue. Og fordi familiens situation ikke er stationær, er det umuligt reelt at vide, hvordan og hvornår han kan arbejde i fremtiden.

Man taler mere og mere om at se mennesket først, og det skal også gælde i sundhedsvæsenet

Daniel Staal Nyboe, læge og næstformand, FYAM

»Jeg kunne ikke overkomme det og trak i alle tråde jeg kunne, for at sige ‘Hjælp mig, I mister en læge nu’.«

Det er tydeligt, at det stadig er følsomt for ham og hans øjne bliver blanke, mens han genkalder, hvordan han desperat ledte efter nogen, der kunne hjælpe ham. Til sidst var det en cheflæge på Sekretariatet for Lægelig Videreuddannelse Øst, der greb ham.

»Hun greb bolden og sagde ‘Her er dine muligheder: Vi laver en plan for, at du enten kan fortsætte, vi flytter dig eller også går du på orlov’. Det gav sig selv på det tidspunkt, at det blev orlov, og så hjalp hun mig med at arrangere det.«

Med 11 måneder tilbage af orloven, er der heldigvis god tid til at tænke over fremtiden. Daniel Staal Nyboe ved ikke, hvornår eller om hans datter bliver i stand til at gå i institution, og han ved heller ikke, om han vil være i stand til at arbejde de 18,5 timer om ugen, det kræves for at være i hoveduddannelse.

Vil bryde tabu

Da Daniel Staal Nyboe endelig traf den svære beslutning om orlov, skrev han et opslag på LinkedIn om valget. Han tænkte egentlig, at det mest ville være nære venner og kolleger, der ville reagere, men opslaget har fået mere end 600 reaktioner, over 80 kommentarer og er nået ud til mere end 30.000.

»Jeg arbejder i et system, hvor jeg ser folk hoppe ud af hoveduddannelsen, fordi det er for ufleksibelt. Hvor jeg ser familier kæmpe for overlevelse. Jeg er ikke den eneste, der har det sådan her. Men jeg er nok den første, der råber op.« 

Lige nu har systemet mistet mig på et års orlov

Daniel Staal Nyboe, læge og næstformand, FYAM

Beslutningen om at være åben om det var ikke nem, for det kan stadig være et tabu blandt læger at bryde tavsheden. 

»Jeg er ikke kun læge, jeg er menneske. Læger er tit bange for at vise sårbarhed, og det er rigtig ærgerligt. Det synes jeg, vi skulle være bedre til. For vi sidder ikke alene med de her ting. Vi er ikke de eneste, der har det sådan her.«

Brug for mere fleksibilitet 

Når Daniel Staal Nyboe gerne vil have, at der er langt mere fokus på fleksible løsninger, så er det ikke med et egoistisk håb for sig selv. I forbindelse med sit opslag har Daniel Staal Nyboe fået mange private henvendelser fra andre, der har haft svært ved at få det komplicerede regnestykke til at gå op. Derfor er han også særligt glad for, at Yngre Læger har et særligt fokus på fleksible løsninger.

»Det er et strukturelt problem, der skal løses på højere niveau og ikke af den enkelte læge. Arbejdslivet har ændret sig, og mange andre har fået langt flere muligheder for at tilrettelægge deres eget arbejdsliv med hjemmearbejdsdage og fleksible arbejdstider. Man taler mere og mere om at se mennesket først, og det skal også gælde i sundhedsvæsenet,« siger Daniel Staal Nyboe.

Han ved godt, at det er en umulig opgave at revolutionere hele systemet fra den ene dag til den anden, men han drømmer om løsninger, hvor det ikke bare er 8-16 eller morgenkonference kl. 8, fordi ‘sådan har det altid været’.

»Hvorfor kan en læge ikke møde ind kl. 9, hvis det er sådan, det fungerer bedst for deres familieliv? Hvorfor holder vi ikke middagskonference og spiser frokost sammen, mens vi diskuterer de svære cases og taler om hverdagen og livet? Vi har bygget systemet sådan, men jeg køber ikke præmissen i at holde fast på nogle traditioner, der ikke længere fungerer for rigtig mange.«

Drømmer om nye løsninger

Daniel Staal Nyboe har slet ikke alle løsningerne, siger han, men han savner, at læger får de samme muligheder som mange andre har i deres arbejdsliv, og det kræver en langt mere åben dialog.

»Jeg har ikke set andet i medierne her de seneste par måneder, end at vi yngre læger er forkælede, at vi bør rette ind, at vi bør være lige dér, hvor der er brug for os, fordi vi har fået vores uddannelse betalt. Jeg ser ikke andre faggrupper blive udskammet og talt ned til af deres arbejdsgivere og i medierne på den måde. Alle uddannelser koster penge, og læger bør ikke stilles overfor højere krav end alle andre,« siger Daniel Staal Nyboe.

Han peger på, at det rigide system har svært ved at give plads til livet med familie, syge børn, drømme om at bo et bestemt sted og alt det andet, der følger med, når man bliver voksen og etableret.

»Jeg kunne godt tænke mig, at man kunne søge hoveduddannelse, hvor der allerede fra ansættelsesstart var mulighed og anerkendelse for deltid, og at man gør op med idéen om, at man SKAL arbejde 18,5 time som er et minimumskrav for at det kan tælle som uddannelse. Jeg kunne godt tænke mig, at det ikke krævede en særlig begrundelse at kunne få deltid. Og jeg kunne godt tænke mig en helt anden åbenhed.«

Daniel Staal Nyboe oplever, at kulturen mange steder er sådan, at hvis man nærmest bare hvisker ordet ‘deltid’ i frokoststuen, så er man allerede bagud på point. Alligevel vil han have mange flere til at tale om både deltidsstillinger og andre løsninger, der kan være med til at skabe et mere bæredygtigt arbejdsmiljø.

»Lige nu har systemet mistet mig på et års orlov, men vi kan jo risikere, at jeg bliver mistet på en hel hoveduddannelse, hvis jeg ikke har mulighed for at komme op på 18,5 timer. Det ville jeg da synes var rigtig ærgerligt for mig, men også for samfundet, der mister en læge, der rigtig gerne vil patienterne og arbejdet.«

Men det handler ikke kun om ham. Det handler om alle de læger, der ikke passer ind i det standardiserede system.

»Vi snakker rigtig meget om, hvordan vi kan gøre det attraktivt, så det er nemmere at rekruttere og få bedre lægedækning. Men vi taler ikke ret meget om løsninger, der kan give et bedre arbejdsliv. Og vi mister simpelthen læger, hvis ikke vi begynder at lytte til nogle af de individuelle behov, der er.«