Praktiserende læge bliver professor i folkesundhed Aarhus Universitet har ansat Carsten Obel som professor inden for folkesundhed. Han skal fortsætte sin forskning inden for børn og unges mentale sundhed.

Børn skal udnytte deres mentale potentiale bedst muligt, også udsatte børn.

Det er omdrejningspunktet for Carsten Obels forskning. Han har forsket i børnesundhed de seneste 25 år, og nu er han blevet professor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Her skal han, i samarbejde med en projektgruppe, udvikle arbejdet med at få en bedre forståelse af mental sundhed i et livsforløb, specielt den tidlige del af livet. En væsentlig prioritet er også at sikre, at forskningsbaserede løsninger kan anvendes i det praktiske arbejde med børn i kommunerne.

Meget tyder på, at der kan være en stor samfundsmæssig gevinst i indsatser, der understøtter mental sundhed tidligt i livet – i graviditeten, gennem barndommen og i ungdommen. 

Sideløbende med sin forskning har Carsten Obel arbejdet som almen praktiserende læge i Danmark, Grønland og Norge. Han har i øjeblikket orlov fra sin stilling som praktiserende læge hos Lægerne Vennelystparken. 

Skriv kommentar