Foto: Howdy/Morten Flyvholm Iversen

App’en ‘Howdy’ hjælper sygehuspersonale med at tracke egen trivsel Har du indtastet din egen trivsel i dag? Som en del af indsatsen mod mistrivsel hos medarbejderne har Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse netop inviteret alle ansatte til at tracke deres egen trivsel via en app. Pilotforsøg har givet positive erfaringer, og selv sygehusdirektøren er med på vognen.

Når hverdagen er travl, kollegerne bliver færre og patienterne flere, kan det være svært at opdage, hvornår travlhed er blevet til stress, eller hvornår nattesøvnen bør vække bekymring.

Det er ikke et mirakelmiddel, det er et tilbud, og det er totalt frivilligt

Niels Reichstein Larsen, sygehusdirektør

Nu skal en app hjælpe medarbejderne på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse med at reflektere over deres egen trivsel.

App’en ‘Howdy’ fungerer ved, at medarbejderen hver anden uge skal besvare fem spørgsmål om generel trivsel og velvære.

App’en giver en umiddelbar melding på, om trivslen er i rødt, gult eller grønt felt, og hvis svarene giver anledning til fysisk eller psykisk bekymring tager en fysioterapeut eller psykolog kontakt med medarbejderen for at skabe et overblik over handlemulighederne.

»Jeg håber, at det kan bruges som et værktøj til, at medarbejderne bliver mere opmærksomme på, hvordan deres hverdag hænger sammen ved helt simpelt at hjælpe dem med at reflektere over, om de for eksempel har sovet godt, eller om de er stressede,« siger sygehusdirektør Niels Reichstein Larsen.

Det er frivilligt om medarbejderne vil bruge ‘Howdy’. Indtil videre har godt 900 ud af 3.000 medarbejdere på Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse downloadet app’en, der skal hjælpe dem med at tracke deres egen trivsel over tid.

App’en har fungeret som et pilotprojekt på blandt andet kirurgisk afdeling siden 2017 og har haft knapt 300 brugere. Men siden den blev gjort tilgængelig for alle fuldtidsansatte, er det antal altså mere end tredoblet.

En del af et finmasket net

Fordi app’en allerede er afprøvet med positive erfaringer, har det været oplagt for sygehusdirektøren at udvide tilbuddet til alle ansatte.

»Det er ikke et mirakelmiddel, det er et tilbud, og det er totalt frivilligt. Det vigtigste er, at vi har et forholdsvist fintmasket net af initiativer, der kan støtte medarbejdere, der har brug for det. App’en er ét element, men vores mål er ikke, at alle skal bruge den. Målet er, at dem, der kunne have gavn af det, bruger den,« siger Niels Reichstein Larsen.

Andre tilbud i nettet af initiativer er blandt andet akut krisehjælp gennem Falck Health Care, stressrådgivning og tiltaget ‘Arbejdsliv i balance’, der bl.a. giver øget medindflydelse på arbejdstidsplanlægningen.

Svært at mærke stresssymptomer

En af dem, der allerede har haft gavn af app’en, er Line Rosell Walker, der er ledende overlæge på Kirurgisk afdeling på Slagelse Sygehus og har været en del af pilotprojektet.

»Det har faktisk vist sig, at man ikke selv kan mærke sine egne stresssymptomer, men prøver at skyde det ind under alle mulige andre somatiske symptomer. Så man opdager det ikke, før det er for sent, og man bliver lagt ned med stress,« siger Line Rosell Walker.

Hun har på egen krop oplevet de symptomer, som et stort arbejdspres kan give, men nu bruger hun ‘Howdy’ for aktivt at vende udviklingen, før det er for sent.

»Når den går i rød, eller du har et meget brat fald, så bliver du spurgt, om du vil ringes op. Og der har jeg faktisk talt med de psykologer, der sidder i den anden ende, og har fået orden på tingene. De har givet mig gode råd til, hvordan jeg sådan helt konkret kunne prøve at strukturere min hverdag og nogle greb til, hvem jeg kunne tage fat i for at komme videre,« siger Line Rosell Walker.

App kan ikke stå alene

Sygehusdirektør Niels Reichstein Larsen forventer helt generelt, at ledere, kolleger og tillidsvalgte er opmærksomme på, hvordan deres kolleger har det, siger han. Men app’en kan være en medspiller.

»Jeg tror, at den app måske kan være med til at sætte noget refleksion i gang hos nogle af dem, hvor omgivelserne ikke har opdaget det endnu.«

Selvom Niels Reichstein Larsen har fået gode tilbagemeldinger på app’en, så forventer han ikke, at de godt 900 downloads vil kunne måles isoleret set.

»Vi måler hele tiden på vores medarbejderes trivsel, og jeg tror ikke, at vi vil kunne isolere effekten af appen på kort bane. Men hvis vi ser en øget trivsel, tror jeg, at app’en har spillet ind. Når man retter fokus hen imod et område, så begynder der at ske noget, og nogle gange er det svært at sige, hvad der er årsag eller virkning. Det vigtigste for mig er, at der er en virkning,« siger han.

Øget trivsel over hele linjen

Marianne Nielsen er sygeplejerske og arbejdsmiljørepræsentant på Kirurgisk afdeling, hvor pilotprojektet har kørt siden 2017.

Hun fortæller, at hun som arbejdsmiljørepræsentant i dag har langt flere samtaler end tidligere, fordi folk er begyndt at komme til hende, før de bukker under af for eksempel stress. Blandt andet på grund af ‘Howdy’.

»Vi har haft en del, som er kommet til deres arbejdsmiljørepræsentant eller leder til en snak om, hvordan de kunne undgå at gå videre i den der stress-linje. Folk kommer simpelthen tidligere, hvis de har det skidt og har brug for at vende et eller andet,« siger Marianne Nielsen.

App’en sætter simpelthen spotlight på de ømme punkter, der måske før lå lidt i skyggen. Det har sygehusdirektøren selv opdaget, da han lavede sin første indtastning i ‘Howdy’.

»Der var da et enkelt obs-punkt, som jeg skal holde lidt øje med, og det vil jeg helt sikkert gøre. Jeg sidder også på en post, hvor alene det at kunne rumme medarbejdernes frustration og bekymring kan slide. Og så kan jeg også blive lidt bedre til at få dyrket motion,« siger Niels Reichstein Larsen.

Skriv kommentar