Egentlig var Jeannette Leth glad for sit job og sine kolleger på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup. Alligevel valgte hun i slutningen af maj at opsige sin stilling. Hun er én af flere, der i løbet af foråret har opsagt deres stilling, efter at de har følt sig frosset ud af ledelsen.Foto: Jesper Balleby

Akutafdelingen på Gødstrup: Ansatte og interne mails ­fortæller historien om et ­‘ubehageligt’ arbejdsmiljø Medarbejdere på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup får mundkurv på. Taler de alligevel højt, bliver de kastet under bussen på personalemøder og fryses ud. Sådan beskriver akutsygeplejerske Jeannette Leth og en række kolleger arbejdsmiljøet på afdelingen. Nu har hun sagt op.

Hun har fået nok. 

I månedsvis har Jeannette Leth forsøgt at være tålmodig. Måske sker der alligevel noget. Måske bliver det alligevel bedre, har den garvede akutsygeplejerske på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup tænkt igen og igen. 

Men i slutningen af maj kunne hun ikke mere. Derfor gik hun til sin chef og sagde op. Snart har hun sidste dag på akutafdelingen.

Årsagen til Jeannette Leths afgang? 

Hun har flere gange talt højt om arbejdsvilkårene på akutafdelingen og om en patientsikkerhed på Gødstrup, der er truet. 

Ytringsfrihed er vigtig for mig, så derfor er det uheldigt, hvis nogle medarbejdere har opfattet, at de ikke har kunnet ytre sig

Rikke Degn, sygeplejefaglig direktør, Regionshospitalet Gødstrup

I foråret var hun endda nomineret til Dansk Sygeplejeråds Kirsten Stallknecht Pris 2023, der gives til sygeplejersker, som sætter fokus på etiske eller faglige problemer i den offentlige debat. Jeannette Leth var nomineret for sit ‘mod, indsigt og overskud til at debattere arbejdsvilkår på akutafdelingen, sundhedsvæsenets udvikling og patientsikkerhed’. 

Trods ros fra omverdenen har Jeannette Leth følt sig trynet af sin egen ledelse: 

»Jeg blev gjort til det sorte får. Jeg blev truet med tjenstlige samtaler, og jeg blev behandlet uprofessionelt af dele af afdelingsledelsen, som tog tydelig afstand til mig,« siger hun.

Betændt arbejdsmiljø

Måske lyder det bekendt. 

For nylig skrev Dagens Medicin om overlæge Anders Møllekær, som i marts opsagde sin stilling på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup. 

Hans begrundelse var den samme, nemlig at han fik mundkurv på, at ledelsen ikke var lydhør over for hans og kollegernes bekymringer for patientsikkerheden på afdelingen, og at ledelsen havde en intimiderende adfærd. Kort tid efter fulgte hans kollega, speciallæge i akutmedicin Jacob Juul Jensen, trop og tog orlov. 

Behandlingen af Anders Møllekær er grunden til, at Jeannette Leth stiller op, fortæller hun: 

»Det er helt uhørt, at en så dygtig og empatisk læge skal presses til opsigelse, når han kæmper for patientsikkerheden,« siger hun.

Alle tre fortæller om et arbejdsmiljø, hvor ledelsen forsøger at forhindre medarbejderne i at udtale sig åbent om kritiske forhold, og hvor enkeltpersoner bliver frosset ud, hvis de alligevel åbner munden.

En arbejdsplads, hvor stemningen har været så grum, at ansatte ikke er mødt op til personalemøder. 

Dagens Medicin har talt med en række af deres kolleger, der ikke ønsker at stå frem med navn, men som bekræfter deres udlægning af ledelsens ageren. Nærmest ord for ord. 

I toppen af hierarkiet kan hospitalsledelsen ikke genkende de ansattes version. Hospitalet er langt fra den ‘dystopiske fremstilling’, der har domineret i pressen i månedsvis, som lægefaglig direktør Jens Friis Bak udtalte til Dagens Medicin i slutningen af maj. Samtidig forholder de fleste ansatte på akutafdelingen sig tavse. 

Så hvad foregår der egentlig på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup?

Ansatte, mødereferater og mails, som Dagens Medicin har set, fortæller historien.

Kaotisk start

I februar sidste år åbnede supersygehuset i Gødstrup, og der var på forhånd tårnhøje forventninger. 

Men i de første uger var der ikke styr på noget som helst, fortæller Jeannette Leth, der kom fra akutafdelingen i Holstebro og var med fra start: 

»Vi rykkede ind tre uger før vores kolleger i Herning, og det var mildest talt kaotisk. Meget af det, der foregik, var utrygt for både ansatte og patienter. Jeg fatter ikke, hvordan vi kom igennem det,« siger hun. 

Det nytilkomne personale anede ikke, hvordan de skulle betjene de nye telefoner og alarmer, eller hvor de skulle finde nødvendige remedier. 

Tirsdag 29. marts sidste år var den nyetablerede akutafdeling så presset, at man helt uhørt for en akutafdeling måtte lukke for patienter i en time på grund af ‘ekstraordinært mange patienter, manglende fysisk kapacitet på hospitalet og mangel på personaleressourcer’, som regionen senere forklarede lukningen over for DR. 

Manglede ledere ‘at læsse af på’

Ifølge Jeannette Leth valgte mange kolleger dengang at sige op. Da kollegerne fra Herning rykkede ind, blev det bedre, og sygeplejerskerne samt lægerne fra de to fusionerede afdelinger blev hurtigt tætte, beskriver hun. Men der var fortsat problemer. 

Af et referat fra et personalemøde for sygeplejerskerne på afdelingen fra april sidste år fremgår det, at mange ansatte på det tidspunkt følte sig ‘svært pressede og kede af det’, og at de manglede ledere at ‘læsse af på’.

»Men når vi sagde til ledelsen, at de måtte gøre noget for at forbedre arbejdsvilkårene, hørte vi intet fra dem,« siger Jeannette Leth. 

Hun fortæller, at hun selv var vidne til, at en erfaren kollega brød grædende sammen på gulvet, mens de var på vagt. Presset blev for overvældende. 

Jeannette Leth gik selv til ledelsen og forlangte, at der skulle ske noget. Men det gjorde der ikke, mener hun. Kollegaen var sygemeldt i lang tid efterfølgende, lyder det. 

Tal ikke med pressen

Halvanden måned efter åbningen blev Jeannette Leth kontaktet af en journalist fra DR. Han ville høre om arbejdsmiljøet på akutafdelingen efter udflytningen. 

Jeannette Leth havde egentlig tænkt sig at stille op til interview, men for god ordens skyld kontaktede hun sin afdelingsledelse for at fortælle om henvendelsen. Her var responsen klar: 

»Synes det er for tidligt,« skrev chefsygeplejersken, Mette Frøjk, tilbage og fortalte, at pågældende journalist også havde kontaktet andre kolleger, der havde afvist at kommentere: 

»Journalisten vil have den dårlige historie,« skrev chefsygeplejersken og tilføjede afslutningsvis: 

»Tror han kommer til at køre dig rundt i manegen.«

Responsen fra chefen, som Dagens Medicin har set, tog Jeannette Leth som et klart udtryk for, at hun ikke burde udtale sig om de patientsikkerhedskritiske forhold på afdelingen.

»Men det burde jeg jo kunne. Men dengang ville jeg bare ikke gøre mig mere upopulær med ledelsen,« siger hun i dag. 

Flere faggrupper støttede bekymringsbrev

Akutafdelingen på Gødstrup fortsatte med at være en kaotisk arbejdsplads hen over sommeren sidste år.

1. juli var Arbejdstilsynet på besøg på akutafdelingen. I en rapport, som Dagens Medicin har fået aktindsigt i, giver de afdelingen påbud:

»Virksomheden påbydes at sikre, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og
udføres, så stor arbejdsmængde og tidspres ikke forringer ansattes sikkerhed
eller sundhed på kort eller lang sigt. Det skal I gøre i forbindelse med
sygeplejerskernes arbejde med patienter i akutmodtagelsen.«

Kort fortalt var der for få hænder til for mange patienter, og i efteråret slog den daværende cheflæge på akutafdelingen, Dea Kehler, også alarm. 

Det viser en aktindsigt, som TV Midtvest har fået, hvor sms’er sendt fra Dea Kehler til den lægefaglige direktør, Jens Friis Bak, er blevet offentliggjort.

I september skrev hun blandt andet: 

»Vi har 14 (patienter, red.) på vej ind, 5 i venteværelse og kun 5 ledige pladser,« viser aktindsigten. 

Ifølge TV Midtvest skrev cheflægen også, at flere afdelinger på akutmodtagelsen var i ‘rødt’, hvilket på akutsprog dækker over, at patientsikkerheden er truet. 

Kort tid efter stoppede Dea Kehler fra den ene dag til den anden på afdelingen. Siden har hun oplyst, at hun i henhold til sin fratrædelsesaftale ikke kan udtale sig om sagen. 

Tre støttebreve fra kolleger

Få måneder senere – i december – landede det bekymringsbrev, som Dagens Medicin for nylig beskrev, hos direktionen. Her forsøgte akutlægerne Anders Møllekær, Jacob Juul Jensen og deres kolleger i lægestaben at råbe hospitalsledelsen op, fordi de var bekymrede for patientsikkerheden. 

I januar i år blev et støttebrev fra 30 yngre læger i akutafdelingen, et støttebrev fra lægesekretærerne og et støttebrev fra sygeplejerskerne på afdelingen – alle til fordel for Møllekær og kollegerne – offentliggjort. 

Jeannette Leth var en af dem, der formulerede sygeplejerskernes brev til hospitalsledelsen og indhentede tilkendegivelser fra sine kolleger. Da brevet blev sendt, havde 95 ud af afdelingens omtrent 150 sygeplejersker skrevet under. Ifølge Jeannette Leth voksede antallet efterfølgende til 117. 

Her gjorde hun sig for alvor upopulær hos ledelsen. Og det var også her, at hun blev truet med tjenstlige samtaler, fortæller hun. 

Det skete på trods af, at de tre støttebreve viste, at mange – hvis ikke de fleste – af afdelingens ansatte mente, at der var store problemer på akutafdelingen, og at patientsikkerheden var i fare. 

Lægefaglig direktør: Dokumentér påstande

Kort forinden havde Jens Friis Bak ellers over for Dagens Medicin udtalt, at han ikke kunne genkende lægernes version, og at han havde bedt dem dokumentere deres påstande. 

Da Dagens Medicin i sidste måned, i forbindelse med de første artikler om forholdene på akutafdelingen, fremlagde Anders Møllekær og Jacob Juul Jensens oplevelse af forløbet, af ledelsens reaktion og af arbejdsmiljøet, gentog den lægefaglige direktør, Jens Friis Bak, sig selv: 

»Der er meget af det her, jeg virkelig ikke kan genkende, så det er meget mærkeligt at læse,« lød det. 

Dagens Medicin har forsøgt at få fat i akutafdelingens fællestillidsrepræsentant, FTR, tillidsrepræsentant, TR, og arbejdsmiljørepræsentanter, AMiR, for at høre, hvordan de oplever stemningen og miljøet nu, hvordan det var tidligere på året, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør samt spørgsmål til hospitalet arbejdspladsvurdering. 

Ingen er på nuværende tidspunkt vendt tilbage med et ønske om at stille op. Kun to tog telefonen, men smækkede røret på, da de hørte, at det var Dagens Medicin, der ringede. En tilføjede: ‘Jeg ved, hvem du er, og jeg vil ikke tale med dig’.  

Ledelse ville stoppe kritik

I slutningen af januar – efter at historien om lægernes bekymringsbrev havde ramt medierne – blev der afholdt et personalemøde for sygeplejerskerne på akutafdelingen. 

Flere gange har akutsygeplejerske Jeannette Leth talt højt om problematiske arbejdsvilkår på akutafdelingen, der kan være til fare for patientsikkerheden. Nu har hun sagt sin stilling op, fordi hun ikke længere har tillid til ledelsen.Foto: Jesper Balleby

Her var den sygeplejefaglige direktør, Rikke Degn, som var kommet til Gødstrup i oktober sidste år, mødt op for at tale med de ansatte.

Ifølge referatet fra mødet gav plejepersonalet blandt andet udtryk for, at de mange gange tidligere havde forsøgt at gå ‘dialogens veje’ omkring problemerne på akutafdelingen, ‘hvilket måske er grunden til, at det er endt i medierne’, som der står i referatet.

Personalet gav også udtryk for, at arbejdspresset var steget markant, og at de var bekymrede for patientsikkerheden, da de ikke havde tid til at se meget dårlige patienter. 

Det fremgår desuden af referatet, at der var et ‘foruroligende højt’ sygefravær på afdelingen, og at sygeplejerskerne var udkørte. 

På daværende tidspunkt var sygefraværet på afdelingen over ti pct.

På mødet opfordrede Rikke Degn ifølge referatet til, at kommunikationen og dialogen skulle holdes internt, og ikke i medierne. Næsten al hospitalsledelsens tid i januar var gået med at servicere pressen, lød det. 

Rikke Degn gav desuden udtryk for, at der var behov for mere holdånd i afdelingen, da der var ‘folk, der var rejst pga. dårligt arbejdsmiljø’, og at der var medarbejdergrupper, der ‘er imod hinanden og mod ledelsen’. 

»Det bliver nødt til at stoppe,« er Rikke Degn citeret for at sige i referatet. 

Halvanden uge senere – på et LMU-møde – fortalte en af afdelingssygeplejerskerne, hvorfor hun havde besluttet at forlade sin stilling. 

Ifølge referatet fra mødet, fordi hun blandt andet var: 

»Omsorgstræt – træt af personaleledelse, at intet er godt nok,« og »træt af kritik.« 

Direktør: Uheldig misforståelse

Dagens Medicin har talt med en række sygeplejersker på akutafdelingen på Gødstrup.

Ledelsen har en standard vending: ‘Jeg hører, hvad du siger, men …’. Det gælder også, når problematikken handler om dårlige patienter i venteværelset uden sygeplejersker til at tage sig af dem

Nuværende, anonym medarbejder

Ifølge dem var udmeldinger som ovennævnte med til at skabe en stemning om, at det ikke var okay at ytre kritik på afdelingen.

Selv forklarer sygeplejefaglig direktør Rikke Degn sine ord således: 

»Ytringsfrihed er vigtig for mig, så derfor er det uheldigt, hvis nogle medarbejdere har opfattet, at de ikke har kunnet ytre sig. Jeg mener, at man løser tingene i fælles dialog og kan kun beklage, hvis nogle medarbejdere har oplevet mine tilkendegivelser og ditto referat som et udtryk for, at man ikke må gå til medierne. Det var ikke hensigten

»Jeg vil til stadighed stå ved, at det er både mit håb og min forventning, at medarbejdere og ledere henvender sig direkte til mig og/eller MED-systemet (forum, hvor ledelse og medarbejdere informerer hinanden, red.), hvis de vedvarende oplever udfordringer eller er bekymrede, så jeg ikke møder problemstillingerne første gang i medierne. Samarbejde og dialog er vigtige værdier for mig som leder, og jeg tror på, at vi i dette samarbejde kan finde løsninger sammen,« siger Rikke Degn.

Hun ønsker ikke at kommentere sagen yderligere. 

»Jeg hører, hvad du siger, men …«

Alle Dagens Medicins kilder beskriver en ledelseskultur domineret af ‘management by fear’ på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup. En kultur, hvor de ansatte ikke kan sætte ord på deres bekymringer uden at skulle frygte for konsekvenserne.

Derfor har de alle – undtagen Jeannette Leth – betinget sig, at de udelukkende vil udtale sig til baggrund eller optræde anonymt i denne artikel. De vil ikke stå frem med navn af frygt for, hvordan de efterfølgende vil blive behandlet på afdelingen og af ledelsen.

En fortæller, at hun ikke kan mere, og at hun forventer at opsige sin stilling. En anden har allerede gjort det. 

Årsagen til opsigelserne er stort set de samme som for Jeannette Leth, Anders Møllekær og Jacob Juul Jensen: Det er ubehageligt at færdes på afdelingen, man kan ikke tale højt om sine faglige bekymringer, og det er ‘ligesom at råbe i en pude’, som overlæge Anders Møllekær har beskrevet ledelsens manglende lydhørhed. 

En nuværende medarbejder, der ikke ønsker at stå frem ved navn, siger til Dagens Medicin: 

»Ledelsen har en standard vending: ‘Jeg hører, hvad du siger, men …’. Det gælder også, når problematikken handler om dårlige patienter i venteværelset uden sygeplejersker til at tage sig af dem,« siger hun. 

Desuden har hun følt sig overvåget af ledelsen. 

Ansat skulle stå skoleret

I begyndelsen af året havde hun delt et interview med lægefaglig direktør, Jens Friis Bak, på sin egen private Facebookprofil. Til opslaget havde hun i en kommentar kritiseret den lægefaglige direktør. 

Jeannette Leth er én af flere sygeplejersker, som Dagens Medicin har talt med, der kan fortælle om et ubehageligt arbejdsmiljø og ledelseskultur, der har resulteret i, at ansatte ikke tør eller vil tale højt om deres bekymringer for patientsikkerheden.Foto: Jesper Balleby

Dagen efter blev hun trukket til side af akutafdelingens chefsygeplejerske. Her skulle hun stå skoleret, fortæller hun. 

»Jeg var så rasende. Hvad ligner det at trække mig til side på den måde, uden at jeg var forberedt? Og jeg er ikke engang venner med hende på Facebook, så hvordan har hun overhovedet hørt om det opslag? Det giver mig en følelse af at være overvåget,« siger hun: 

»Den oplevelse satte sig i mig i sådan en grad, at jeg overvejede at sige op uden at have noget andet på hånden. Men jeg føler mig fanget. For jeg er vildt glad for selve jobbet og mine kolleger, men de her rammer og mennesker (ledelsen, red.), vi skal arbejde under, vil jeg ikke stå på mål for,« siger hun. 

Direkte adspurgt om hun har tillid til ledelsen, svarer medarbejderen: 

»Jeg har delvis tillid til ledelsen på akutafdelingen, men jeg har ingen tillid til hospitalsledelsen. Overhovedet. Det er dem, der har været en klods om benet, det er dem, der har skabt frustration.«

En ikke særlig anonym undersøgelse

Hun er ikke den eneste, der føler sig overvåget af ledelsen. Jeannette Leth fortæller, at et opslag, som hun skrev i en privat Facebookgruppe for afdelingens sygeplejersker, af ledelsen blev italesat på personalemøder.

Det er også et problem i forhold til Arbejdspladsvurderinger, APV, som alle virksomheder har pligt til at gennemføre minimum hvert tredje år med inddragelse af de ansatte. Her har medarbejderne på akutafdelingen blandt andet besvaret spørgsmål som, hvorvidt de har tillid til ledelsen, om de føler opbakning fra ledelsen, og hvordan arbejdspresset er. 

Hvorvidt APV’en blev præsenteret som anonym eller delvis anonym for de ansatte, har Dagens Medicin trods opkald til HR-chefen og arbejdsmiljøkonsulenten ikke kunnet få svar på. Men flere har haft opfattelsen af, at den var anonym. 

Sidenhen har Dagens Medicin dog fået fat i den konkrete APV. Her står der blandt andet:

Din nærmeste leder og arbejdsmiljørepræsentant kan se, hvem der har lavet APV for at kunne søge supplerende oplysninger ved behov’.

Alligevel har en række medarbejdere altså haft den forståelse, at besvarelsen var anonym. 

Derfor fik nogle medarbejdere, som havde svaret, at de ikke havde tillid til ledelsen, sig en ubehagelig overraskelse, da de efterfølgende modtog en mail fra arbejdsmiljørepræsentanterne, AMiR. Her skriver deres AMiR, at sygeplejerskerne er anonyme, men at ledelsen gerne vil se dem til et møde på baggrund af deres svar.

I mailen, som Dagens Medicin har set, skriver arbejdsmiljørepræsentanterne: 

‘Ledelsen vil gerne snakke med dig om din oplevelse om dette. Hvad gør, at du ikke stoler på, at de bakker dig.’

Jeg vil ikke arbejde under en ledelse, hvor reelle bekymringer for patienternes sikkerhed ikke kan italesættes og ikke kan føre til forbedringer

Jeannette Leth, akutsygeplejerske

Desuden står der i mailen, at mødet ‘er et tilbud’, at det vil blive gennemført som et gruppemøde, og at det er frivilligt at deltage.

Flere ansatte har over for Dagens Medicin givet udtryk for, at ledelsens ‘tilbud’ har været med til at forstærke utrygheden og skabe et endnu mere giftigt arbejdsmiljø, hvor man ikke engang i ‘en anonym APV’ kan tilkendegive, hvordan man har det, uden at det risikerer at ryge videre til ledelsen.

Desuden har oplevelsen gjort, at de stoler mindre på deres egne repræsentanter. 

Polariseret medarbejdergruppe

Generelt beskriver de ansatte, at arbejdsmiljøet i månedsvis har været ubehageligt og polariseret. Der er skabt to grupper blandt de ansatte: dem, der vil arbejde for ‘den gode stemning’, og så dem, der i medierne lufter afdelingens beskidte vasketøj. 

Ifølge de medarbejdere, Dagens Medicin har talt med, vil en stor andel af afdelingens ansatte helst glemme de seneste måneders drama og komme videre. De er trætte af, at deres arbejdsplads får negativ medieomtale, og de frygter, at det vil gøre det sværere at rekruttere nye medarbejdere til den i forvejen pressede afdeling. 

Det fremgår også af mødereferater fra efteråret og starten af året, hvor der er fokus på at ‘huske den positive stemning’ og på at ‘komme videre’. 

Ledelsen er også træt af den negative omtale. I en mail dagen forud for Dagens Medicins offentliggørelse af de første artikler om forholdene på akutafdelingen i slutningen af maj skrev ledelsen til afdelingens ansatte med henvisning til de kritiske artikler, de vidste var på vej, at de var ‘ærgerlige over, at ting, der skete for tre måneder siden, igen får fokus’. 

I marts i år var Arbejdstilsynet igen på besøg på Gødstrups akutafdeling. Her blev der ikke givet nogen påbud, men til gengæld understregede tilsynet i sin rapport, at det som medarbejder skal være muligt at dele sine frustrationer. I starten af rapporten fra 5. april skriver tilsynet: 

»Som opfølgning herpå vil Arbejdstilsynet gerne indledningsvis og vejledende gøre opmærksom på, at et er vigtigt med opmærksomhed på, at der samtidig med fokus på dialog om det positive, og at ‘se fremad’,  også er brug for plads til, at man som personale fortsat kan give udtryk for forhold, hvor man oplever, at noget er svært og uholdbart.«

Vil ikke snige sig ud af døren

Jeannette Leth har som fortalt opsagt sin stilling som sygeplejerske på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup. I stedet har hun fået job hos en praktiserende læge.

»Jeg vil ikke arbejde under en ledelse, hvor reelle bekymringer for patienternes sikkerhed ikke kan italesættes og ikke kan føre til forbedringer,« siger hun.

Siden hun afleverede sin opsigelse, har hun passet sit arbejde på afdelingen og skal fortsat møde ind i de kommende uger. Alene tanken giver hende ondt i maven. 

For hun ved, hvad der kan ske, når man igen vælger at stå frem i medierne og kritisere egen ledelse.

»Men jeg kan ikke se mig selv i øjnene, hvis jeg forlader afdelingen ved at snige mig ud ad bagvejen. Det har alt for mange følt, at de var nødt til at gøre,« siger hun. 

»Nogen bliver nødt til at tale højt om patientsikkerheden, for vores patienter er for syge til at kunne gøre det selv.«

Læs også:

23. juni 2023: Chefsygeplejerske: »Jeg er frygtelig ked af, at det er den opfattelse, man har fået«

Find alle artikler i serien om ytringsfrihed her

Skriv kommentar