Afstemningen om den nye overenskomst for PLO ender med et nej, hvis man skal tro en lille prøveafstemning, som Dagens Medicin gennemførte på årets kongres for almen praksis, ‘Praktisk Medicin 2014’, som blev holdt i Odense i denne uge.
50 pct. stemte ’nej’, 43 pct. ’ja’ og resten ’ved ikke’/blank.
Resultatet skal tages med et vognlæs salt, for blot 56 læger deltog i afstemningen, men det er fuldt forståeligt, hvis de praktiserende læger er splittet forud for denne afstemning, som er den vigtigste i meget lang tid. Det er på det nærmeste endnu et skæbnevalg, hvor almen praksis’ placering i sundhedssektoren er på spil.
Store ord i marts, jo, men helt overordnet vil de praktiserende læger med et ’ja’ falde til patten, både i egen selvforståelse og ved at give deres suverænt største kunde, regionerne, langt større indflydelse på og indsigt i driften af den enkelte praksis.
Et ’nej’, derimod, vil demonstrere, at almen praksis fortsat har stærke overarme og ikke vil løbes om hjørner med. Men det vil også medføre kaos — med endnu en paladsrevolution i PLO, med deponering af ydernumre, en forlængelse af den pinefulde økonomiske usikkerhed og et imageproblem i forhold til et omgivende samfund, som selv har vist mådehold i en stribe kriseår, og i forhold til de unge læger, som måtte overveje at afløse den enorme gruppe af praktiserende læger, som går på pension om et øjeblik. Og at tro på, at Nick Hækkerup griber ind og giver almen praksis bedre vilkår, er mildt sagt usikkert.
Føj for et valg.
Lad os tage aftalen, bid for bid.
Økonomisk er aftalen ikke skræmmende, selvom de praktiserende læger har været godt vant. De får dog sikret deres realløn, og det skal man ikke kimse ad i disse tider. Samtidig er der ingen garanti for, at et ’nej’ og dermed et muligt ministerindgreb sikrer en bedre økonomisk ramme med afsæt i den gamle overenskomst. Her kunne man derfor hælde til at stemme ’ja’.
Den faste regulering af alle honorarer i takt med samfundets pris- og lønudvikling sikrer 100 mio. kr. årligt til almen praksis, og et nej til aftalen sætter reguleringen på spil. Også et ’ja’ her.
Akkreditering efter den danske kvalitetsmodel indbringer hver læge 20.000 kr. og et arbejde, der sikkert overgår betalingen, og timelønnen er endnu dårligere, hvis du sidder ene læge og har hele møjen med det. Akkreditering kommer før eller siden, og det vil også gavne praksis, men selvom honoraret kan virke fedtet, så er der dog penge i det — denne gang, ikke næste, så her må det blive et ’ja’.
Efteruddannelse bliver der mere af i den nye overenskomst. Tre dage om året til såkaldt ‘systematisk’ efteruddannelse, gratis, og med bedre betaling af tabt arbejdsfortjeneste. Det har lægerne efterspurgt længe, så det er bare om at klappe til.
Kontrollen af journalmateriale bliver hyppigere med en ny overenskomst, og selvom der er en vis rimelighed i, at en storkunde — undskyld udtrykket, men sådan er det jo — forlanger indsigt, så er vi inde og røre ved det allerhelligste i forholdet mellem læge og patient, uden at der er skabt et troværdigt overblik over spilleregler og anonymisering af patienter, sundhedslov eller ej, så her frister et ’nej’.
En forskningsenhed i Aalborg står og falder med overenskomsten, men hvor vigtigt er det? Her kunne man stemme blankt.
Med en aftale vil almen praksis holde fast i traditionen for forhandling — og i realiteten forandres forhandlingsretten ikke med et ’nej’. Astrid Krag sikrede nemlig med sin ændring af sundhedsloven, at regionerne kan forhandle, med hvem de vil, uden om PLO. Et ’nej’ er derfor uden virkning.
Endelig er der patienttilfredsundersøgelserne, som med den nye overenskomst bliver nemmere at gennemføre, fordi de ligger i DAK-E’s regi. Med et ’nej’ kan den enkelte læge bruge sit eget koncept, men slipper ikke for at gennemføre og offentliggøre resultaterne. Hvor interessant er det?
En del gode ting, nogle kedelige, et par ligegyldige forhold og en række hængepartier. Det er unægteligt en overenskomst på det absolut jævne, blottet for det store vingesus.
Men mindre kan også gøre det, og det er ærgerligt, at den gode fortælling om almen praksis som leverandør af glimrende lægearbejde til en absolut fair pris drukner i denne langstrakte ballade. Der er brug for at puste ud, bygge op og gøre almen praksis attraktiv forud for de store forandringer, som under alle omstændigheder er på vej.
