Vi har hørt det i årevis. Kunstig intelligens vil revolutionere sundhedsvæsenet. Den skal aflaste eller ligefrem afløse lægerne, reducere fejl og give patienterne bedre forløb.
Teknologien har for længst meldt sin ankomst og er blevet allemandseje. Patienterne søger symptomer, uploader billeder til algoritmer og henter behandlingsforslag. Mange møder os med print fra ChatGPT eller skærmbilleder fra apps, vi aldrig selv har prøvet.
Patienterne har på kort tid gjort kunstig intelligens til en samarbejdspartner i deres sundhed. Medierne er fulde med anekdoter om, hvordan chatbots overgår lægerne. På den anden side af bordet er integrationen i klinikken dog beskeden. Nogle læger eksperimenterer sporadisk og ureguleret. Der mangler altså strategier, klare retningslinjer og viden om, hvor kunstig intelligens hjælper, men også skader.
Først når evidensen følger med, kan vi bevæge os fra kladder til kliniske anbefalinger
Tidligere bølger af kunstig intelligens viste både lovende potentialer, men også faldgruber. Nu står vi midt i den generative kunstig intelligens. Sprogmodeller kan bestå lægeeksamener, skrive udkast til journalnotater og besvare patientspørgsmål med imponerende præcision og ofte med empati. Snart kan de kobles til journaler og hjemmemonitorering.
Teknologien bevæger sig dog hurtigere end evidensen kan følge med, og vi ved ikke, om det reelt forbedrer patientforløb og behandling. Hver gang et nyt studie omkring en chatbot udkommer er modellen allerede flere versioner videre. Når evidensen kommer på bagkant, navigerer vi konstant i blinde.
Ingen mini-læge
Det ændrer ikke på én realitet: Patienterne venter ikke. De bruger værktøjerne, både som supplement og indimellem erstatning for vores rådgivning. Vores opgave er derfor ikke at bestemme, om de må bruge kunstig intelligens, men at forme, hvordan vi som sundhedsvæsen udnytter gevinsterne på vores præmisser.
Nøglen er at bruge chatbots som forberedelsespartner, men ikke som læge. Når værktøjet hjælper patienter med at forstå diagnoser i et dagligdags sprog, oversætte lægelatin, skabe overblik over behandlingsmuligheder på et generelt niveau og formulere en præcis symptombeskrivelse før konsultationen, løfter det bundniveauet for viden og sparer tid i mødet mellem patient og kliniker. Når det derimod presses til at agere mini-læge i komplekse, åbne cases, øges risikoen for fabulerede svar.
Foran patienterne
Et oplagt sted at starte er med læring og forståelse for, hvordan vi integrerer de såkaldte ‘lav-risiko’-opgaver i lægens kliniske arbejde allerede nu.
Det gælder udkast til henvisninger og forudgående godkendelser, generering af standardbreve og patientvenlige forklaringer ved normale prøvesvar samt udkast til journalnotater fra konsultationer, som efterfølgende godkendes af lægen. Bliver det brugt rigtigt, kan det lette den administrative byrde, som bl.a. driver udbrændthed.
Lad os derfor komme foran patienterne. Vi bør definere hvilke lav-risiko-opgaver sundhedsvæsenet vil omfavne her og nu. Kræve sikre løsninger med klare ansvarsforhold. Uddanne læger i brugen af det, støtte en fælles integration og etablere en enkel evalueringsramme.
Først når evidensen følger med, kan vi bevæge os fra kladder til kliniske anbefalinger. Patienterne venter ikke. De bruger teknologien allerede nu.
