I begyndelsen af året blev der i Danmark lanceret det første godkendte lægemiddel, Xonvea, til behandling af graviditetskvalme.
Xonvea er godkendt til behandling af de milde grader af graviditetskvalme og ikke den svære variant hyperemesis gravidarum, som der derfor stadig ikke findes andet end off-label-muligheder til
Anne Ostenfeld, læge og forsker, Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Nordsjællands Hospital
Behandlingen var samtidig det første lægemiddel i Norden til at blive godkendt til indikationen graviditetskvalme.
Ifølge læge og forsker Anne Ostenfeld fra Gynækologisk Obstetrisk Afdeling på Nordsjællands Hospital er det særdeles positivt, at der nu er et godkendt lægemiddel på markedet til behandling af graviditetskvalme, som hvert år rammer i omegnen af 50.000 gravide kvinder i Danmark.
Anne Ostenfeld har skrevet ph.d. om hyperemesis gravidarum, som er den svære grad af graviditetskvalme.
»Svær graviditetskvalme er i Danmark både underdiagnosticeret og underbehandlet, måske blandt andet fordi mange læger har en berøringsangst for at give gravide kvinder medicin,« siger hun.
»Derfor er det godt, at vi nu får et lægemiddel på markedet godkendt til indikationen graviditetskvalme, så læger kan føle sig trygge ved at udskrive det, og så kvinder kan føle sig trygge ved at tage det. Jeg håber på, at det kan have den effekt, at der i højere grad bliver udskrevet medicin til de kvinder, som under graviditeten kan have behov for det,« siger hun.
Behandling foregår i dag off-label
Der er i dag ingen andre lægemidler godkendt specifikt til behandling af graviditetskvalme.
Læger har derfor i mange år behandlet tilstanden off-label.
Forskellige sværhedsgrader af graviditetskvalme kræver forskellige behandlinger. Førstevalget bør ifølge Lægehåndbogen være pyridoxin (B6-vitamin) i kombination med et antihistamin som meclozin eller cyclizin.
Er behandlingen med en kombination af antihistamin og B6 ikke nok, er andetvalget promethazin, metoclopramid eller ondansetron til behandling af svær graviditetskvalme.
I de helt grelle tilfælde kan prednisolon eller methylprednisolonsuccinat komme på tale.
»Xonvea er godkendt til behandling af de milde grader af graviditetskvalme og ikke den svære variant hyperemesis gravidarum, som der derfor stadig ikke findes andet end off-label-muligheder til. Når det gælder de mildere tilfælde, hvor Xonvea er godkendt, har vi i mange år oplevet, at anbefalingerne på området ikke er blevet fulgt, og der kan man håbe, at det vil ske, når der nu er et godkendt middel på markedet,« siger Anne Ostenfeld.
Består af antihistaminer og B6
Selv om Anne Ostenfeld altså er positiv over for Xonvea, betoner hun, at lægemidlet ikke er en revolutionerende behandling.
Ret beset består Xonvea af B6 og antihistamin i én og samme pille, og behandlingen adskiller sig som sådan ikke fra det, som er førstevalget off-label.
Man kan sige, at med Xonvea skal kvinder kun tage én slags medicin i stedet for både antihistaminer og B6, men omvendt skal de ved brug af Xonvea alligevel tage minimum to piller ad gangen.
»Så der er ikke noget nyt i det her. Når det gælder de præparater, som i lang tid er blevet brugt off-label, er der god evidens for sikkerhed ved brug i graviditeten, men ingen lægemiddelproducenter har søgt om at få dem godkendt til gravide – sandsynligvis fordi de ofte er tilbageholdende med at lave forsøg med gravide kvinder. Xonvea er til gengæld godkendt, og det er rigtig positivt, fordi det sætter fokus på behandling af graviditetskvalme, men det ændrer ikke ved, at der fandtes lignende behandlinger i forvejen,« forklarer Anne Ostenfeld.
Mangler stadig noget til svær graviditetskvalme
Anne Ostenfeld fortæller også, at Xonvea formentlig kun har tilstrækkelig effekt ved behandling af milde former for graviditetskvalme.
Hun pointerer, at graviditet ikke er en sygelig tilstand, og at kvinder, som oplever en smule graviditetskvalme i et par uger, men stadig kan gå på arbejde, formentlig ikke bør henvende sig hos lægen for at blive medicineret ud af det.
Når kvalmen til gengæld medfører vægttab, nedsat livskvalitet og for eksempel går ud over arbejdsevnen, kan det være en god idé med en snak med lægen om, hvad der er af mulige behandlinger.
Anne Ostenfeld uddyber, at der også findes meget svære former for graviditetskvalme, og der vil Xonvea formentlig ingen effekt have.
»Jeg har lige siddet til møde med en kvinde, som tabte 18 kilo under graviditeten, og en anden kvinde, som var sygemeldt hele graviditeten på grund af kvalme og opkastninger. I begge tilfælde ville hverken behandling med Xonvea eller antihistaminer og B6 have været tilstrækkeligt. I så svære tilfælde har vi svært ved at lindre symptomerne tilstrækkeligt, selv om vi bruger både promethazin, metoclopramid eller ondansetron,« siger Anne Ostenfeld.
Meget dyrere end B6 og antihistaminer
Når det kommer til Xonvea, er Anne Ostenfeld helt generelt meget positiv. Men hun har også en anke, og det er prisen for at blive behandlet med et godkendt præparat.
Selvom Xonvea ‘blot’ er en kombination af antihistamin og B6, bliver det ikke afspejlet i prisen, som er mange gange højere end den tilsvarende behandling off-label. En pakke Xonvea koster på apoteket 218 kr. for 20 piller. Antihistaminer og B6 koster kun en brøkdel af det.
»Jeg siger til mine patienter, at hvis de synes, at det er rart, at behandlingen er samlet i én pille, eller hvis de foretrækker at blive behandlet med noget, som er godkendt specifikt til graviditetskvalme, så er Xonvea bestemt en mulighed. Men de kan få samme effekt af B6 og antihistaminer, hvor sikkerhed for brug i graviditet også er velundersøgt« siger Anne Ostenfeld.