Den netop overståede kongres for European Association for the Study of Diabetes (EASD) har budt på en lang række store og små forskningsnyheder.
De seneste års gennembrud med GLP-1-receptoragonister og SGLT-2-hæmmere er der blevet fulgt op på, og det har vist sig, at disse lægemidler ikke kun kan have en effekt på kontrollen med blodsukkeret, men at de også kan være nyre- og hjertebeskyttende.
Erkendelsen har gjort, at mange forskellige lægespecialer nu samles om de samme patienter og også har deltaget i EASD.
Spørger man overlæge fra Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) Tina Vilsbøll, har der da også været ét gennemgående tema på dette års kongres, og det har været tværfagligt samarbejde.
»Der er mange specialer inde over at behandle personer med diabetes, og det resulterer på en kongres som EASD i nogle fede paneldebatter, hvor folk kommer med forskellige baggrunde, men diskuterer de samme patienter, og hvordan vi bedst kan behandle dem. Det er i virkeligheden det, som er det store lige nu,« siger Tina Vilsbøll.
Kardiologer går egne veje
Fronterne er også blevet trukket op på EASD, hvor rutinerede han- og hunkatte var meget skråsikre i deres tilgang til behandling af patienter uden meget hensyntagen til, hvad andre fagspecialiser har af input.
Tina Vilsbøll fortæller, at hun som diabeteslæge specielt har lagt mærke til nogle kardiologer, som tror, at de kan det hele med SGLT-2-hæmmere. Hendes store bekymring er dog risikoen for, at de glemmer alle andre behandlinger i en diabetesbehandlers værktøjskasse.
»Nogle af de interessante debatter har blandt andet drejet sig om at forstå, hvor meget den glykæmiske kontrol har af effekt på nyrerne og de artherosklerotiske sygdomme. Der har været forskellige holdninger til det emne, og nogle studier har kastet lys over det og vist, at op til 36 pct. af effekten kan skyldes netop den glykæmiske kontrol, selvom et eksakt tal er umuligt at give,« siger Tina Vilsbøll.
»Samtidig er det vigtigt at huske på, at blodsukkersænkende behandlinger har dokumenteret effekt på de mikrovaskulære komplikationer.«
Samarbejde er nøglen til bedre diabetesbehandling
Det gennemgående tema på EASD har dog været i en klart positiv stemning med ønske om mere samarbejde på tværs af specialer for at gøre alle klogere.
Det skal ifølge Tina Vilsbøll både ske globalt, nationalt, regionalt og i særdeleshed kommunalt.
Fra de store guidelines til på tværs af hospitalsafdelinger skal diabetologer, nefrologer og kardiologer lære at tale sammen for at give patienter med diabetes den bedst mulige behandling for deres diagnoser. Meget af det handler ifølge Tina Vilsbøll om logistiske udfordringer.
»Det handler om noget så simpelt som, hvor man er placeret på hospitalet i forhold til hinanden, og hvordan man sikrer, hvad der sker, når vi henviser patienter til hinanden. En patient, der har været indlagt på kardiologisk afdeling, har måske rigtig god gavn af at blive tilset af en diabetolog under indlæggelsen eller umiddelbart bagefter. En ny glukosereducerende diabetesbehandling kan som udgangspunkt godt initieres af en kardiolog eller en nefrolog, hvis de er de første til at have fat i patienterne, men det er essentielt, at der følges op hos egen læge og/eller en diabetesklinik med erfaring i at følge denne patientgruppe,« siger Tina Vilsbøll.
De praktiserende læger har brug for klare udmeldinger
Det tværfaglige samarbejde skal også gerne komme til udtryk i mere klare budskaber til dem, som dagligt sidder med flest patienter med diabetes, nemlig de praktiserende læger.
Som tingene ser ud nu, kan mange praktiserende læger ifølge Tina Vilsbøll godt blive en smule overvældede af de mange nye behandlinger til personer med diabetes for ikke at tale om de nogle gange modsatrettede guidelines, der tilmeld bliver opdateret hurtigere, end det tager at læse dem.
Kardiologerne kan sige én ting omkring brugen af blandt andet GLP-1-receptoragonister og SGLT-2-hæmmere, mens diabetologer og nefrologer nogle gange siger noget andet.
»Vi har pligt som hospitaler og professorer til at uddanne vores læger og klæde dem bedst muligt på til at tage sig af patienter med type 2-diabetes. For at vi kan gøre det, må vi vise, at vi også kan samarbejde om nogle fælles udmeldinger,« siger Tina Vilsbøll.
Overlægen slår dog også fast, at hvis vi sammenligner Danmark med resten af verden, så går det faktisk ret godt her.
»Danmark har en lang tradition for gode tværsektorielle samarbejder, lang forskningstradition med læger fra mange forskellige specialer, og nu har vi endda Stenocentre i alle regioner. Det er endnu ikke perfekt, men ressourcerne og dermed muligheden er der for at skabe gode rammer for vores patienter. For os alle sammen – fra praksis til højt specialiserede enheder – kan det mange gange være en øjenåbner at få lov til at se tingene fra hinandens perspektiv,« siger hun.
