Overlæge Steen Bonnema har i mere end 20 år forsket i skjoldbruskkirtlens sygdomme og har både en ph.d- og doktorgrad inden for området. Netop skjoldbruskkirtlen er omdrejningspunktet for det professorat ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet (SDU), han netop er udnævnt til. Et professorat, som han skal varetage sammen med sin overlægestilling på Endokrinologisk Afdeling, Odense Universitetshospital (OUH). Det skriver SDU i en pressemeddelelse.

Siden 2000 har Steen Bonnema været ansat som først afdelingslæge og siden som overlæge ved Endokrinologisk Afdeling på OUH. Derudover har han i en årrække været klinisk lektor ved Syddansk Universitet.
Steen Bonnemas forskningsområder er blandt andre sundhedsmæssige konsekvenser af struma (forstørret skjoldbruskkirtel), radioaktiv jodbehandling af stofskifteforstyrrelser, diagnostiske metoder til påvisning af skjoldbruskkirtelcancer og stofskifterelateret livskvalitet.
»Vi er virkelig glade for, at Steen Bonnema udnævnes til professor. Han løfter forskningen og patientbehandlingen på stofskifteområdet på OUH og SDU. Et område der er kommet langt større fokus på i løbet af de seneste år,« lyder det fra direktør Kim Brixen, OUH og Kirsten Ohm Kyvik, institutleder på Klinisk Institut, SDU.
Steen Bonnema er bosiddende i Odense. En datter studerer i Århus, mens en søn fortsat er hjemmeboende og begynder på gymnasiet efter sommerferien.