En pensioneret læge tillader sig hermed at bidrage til diskussionen om lægegerningen i Danmark,  efter at have læst i alle medier om Svendborgsagen, meningitis og flygtningefamiliesagen.

Jeg stiller mig totalt uforstående over for den massive støtte fra lægeforeningens medlemmer til de anklagede læger.

Nok er  jeg gammel, men jeg har arbejdet som yngre og ledende læge i Polen, Danmark, Storbritannien, Tyskland, Holland og Mellemøsten, og måske derfor kan jeg ikke forstå de reaktioner, som gør sig gældende.

Ud fra min viden om Svendborgsagen modtager en læge en patient med diabetes og angiveligt ordinerer hun mundtlig kontrol af blodsukker. Sygeplejersken har ingen erindring om denne ordination. Lægen udelader at følge resultatet af prøven, velvidende at patienten skal i videre forløb.

Overlæge Kristian Rørbæk Madsen informerer i sit indlæg i Dagens Medicin om, hvor mange gange i vagten han eller hans medarbejdere var nødt til at give mundtlige ordinationer, som blev ikke registreret i lægejournalen.

Selvfølgeligt har Kristian Rørbæk Madsen ret i, at det er absolut nødvendigt at give telefoniske, mundtlige ordinationer. Livet på sygehusene uden denne mulighed vil være totalt umuligt, og jeg har benyttet denne mulighed i tusindvis af situationer. Men jeg forventede, at sygeplejersken der modtog ordinationen, noterede udførelsen i sin journal. Jeg forventede af mig selv og mine medarbejdere, at vi sikrede forløbet, at ordinationen blev gennemført, og at der blev fulgt op på den.

I mine øjne har lægen i Svendborgsagen forsømt sin pligt til at følge op på sine påståede ordinationer.

I meningitis-sagen udviste de læger, som primært stod for behandlingen af de unge mennesker, en manglende kompetence.

Om de har ikke læst grundbøger eller deres undervisere har sat et alt for lav mål er ikke muligt at afgøre, men grundviden svigtede.

Det angivelige forgiftningstilfælde i en flygtningefamilie har også fået mediernes opmærksomhed.

Ud fra de tilgængelige oplysninger ved jeg, at den lægepraksis som familien har henvendt sig til, valgte at undlade at tilkalde en tolk fordi dette vil forårsage en ventetid på mindst en time og påvirke klinikkens dagligdag.

Hvordan spørger man en patient, der henvender sig grundet maveproblemer, som man ikke har en forståelig kommunikation med, om hvad vedkommende har spist i de sidste dage? Har andre i familien samme symptomer?

Man vælger at ignorere disse spørgsmål. Det skal nok gå!

Men desværre gik det ikke.

Hver gang, man stiller anklagende spørgsmål til læger i Danmark, får man typisk dette svar: Det er ledelsens skyld og vi har så travlt.

Situationen kan i mine øjne bl.a. forklares ved, at man i Danmark skal ansætte mindst to læger til at udføre en tysk, engelsk eller hollandsk læges indsats. Den danske lægeforening mener ikke, at  danske læger skal arbejde mere end gennemsnit af befolkningen.

Sundhedsministeren har erklæret, at hun ikke ønsker at se såkaldte amerikanske tilstande i Danmark.

Jeg er uenig og går ud fra, at sundhedsministeren ikke ved, hvad hun taler om.

Ministeren er bange for overdiagnosticering og overbehandling, som kan være resultat af en ‘cover your ass’-fremgangsmåde.

Er sundhedsministeren uvidende om, at behandlingsresultater af de mest dræbende sygdomme i Danmark er betydelig dårligere i forhold til de lande, vi gerne vil sammenlignes med? Eller skjuler hun sin viden grundet politisk korrekthed?

Dette indlæg skriver jeg, fordi jeg også er patient i systemet og har oplevet, at en livsvigtig blodprøve ikke blev fulgt af vagtlægen på et af de københavnske sygehuse, og resultatet blev læst med mere end seks timers forsinkelse, hvilket var ved at udelukke mig fra en akut behandling.

I forrige uge følte min søn, der arbejder for FN og for nylig flyttede til München,  mavegener, formentlig  i forbindelse med malariaprofylaksen.

Han henvendte sig til en lægeklinik i nærheden. Ud over almen klinisk undersøgelse blev der taget blodprøver, hvis resultater kom inden konsultationen var omme. Han blev  på stedet skannet, og ved denne lejlighed kunne man påvise en mindre galdesten samt en polyp i tyktarmen, som vil kræve kontrol.

Hvilken dansk almen praksis kan tilbyde disse diagnostiske færdigheder?

For nogle år siden under et ophold i New York oplevede jeg svære smerter og hævelse i min fod. Med angst for træthedsbrud kontaktede jeg Mount Sinai Hospital på Manhattan.

Til min overraskelse fik jeg på skadestuen taget blodtryk og blodprøver.

Under samtalen med lægen spurgte jeg, om blodtryksmåling og blodprøver blot var en pengemaskine.

Som svar viste hun mig statistik over de sidste år med dokumentation for nylig opdaget forhøjet blodtryk, diabetes og alvorlig forhøjede infektionsparametre, som krævede videre udredning

Hvis nogen vil påstå, at det var tale om overdiagnosticering, så må jeg indrømme, at vi hører til forskellige verdener.

Jeg vil ønske, at det danske sundhedsvæsen på lige fod kunne sammenlignes med de lande, som vi synes, at vi er lige med.

Derfor opfordrer jeg mine kolleger til at sige ‘mea culpa’ i stedet for ‘det er ledelsens skyld’.