Valg af ny lægeformand bliver udskudt
Foto: Anne-Li Engström

Valg af ny lægeformand bliver udskudt Lægemødet og valg af ny formand er udsat til 19. juni. Andreas Rudkjøbing fortsætter indtil da som formand for Lægeforeningen.

Lægeforeningens repæsentantskabsmøde, Lægemødet, skulle finde sted 24.-25. april, hvor et af punkterne var at finde den nye formand for Lægeforeningen, da Andreas Rudkjøbing har meldt ud, at han stopper.

I lyset af udviklingen af COVID-19 og den kæmpestore opgave, som læger står over for i de kommende måneder, har Lægeforeningens bestyrelse besluttet at udskyde Lægemødet til 19. juni 2020, og Andreas Rudkjøbing bliver på formandsposten indtil da.

»Som tingene er nu, er det åbenlyst, at vi må udskyde det planlagte Lægemøde. Vi vil ikke risikere en situation, hvor så mange læger kunne risikere at blive udsat for smitte på et sted, og vi følger naturligvis myndighedernes retningslinjer. Patientsikkerheden og sundhedsvæsenets kapacitet til at klare det betydelige pres fra COVID-19 er vores førsteprioritet. Samtidig er det indlysende vigtigt at forsinke og mindske smittespredning i den nuværende situation,« siger Andreas Rudkjøbing i en pressemeddelelse.

Udskydelsen betyder, at Lægemødet gennemføres i en forkortet udgave på en enkelt dag i stedet for to.

Ifølge Lægeforeningens vedtægter skulle Andreas Rudkjøbing senest træde af som formand ved Lægemøde i foråret 2021.

Læs også:

Andreas Rudkjøbing stopper som formand for Lægeforeningen

Skal den næste lægeformand være en kvinde?

OVERBLIK: Disse arrangementer på sundhedsområdet bliver aflyst som følge af corona

Skriv kommentar