Børn og Unge. Blodsygdomme. Lungesygdomme. Mave-, tarm- og leversygdomme. Kvindesygdomme og fødsler. Mave-tarmkirurgi. Patologi. Plastik- og brystkirurgi. Røntgen og skanning. Urinvejskirurgi.
Jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis står meget bedre til i de andre regioner
Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi, SDU
Det er alle eksempler på afdelinger på Aarhus Universitetshospital (AUH), som ifølge et netop offentliggjort såkaldt kapacitetsoverblik, som regionsledelsen i Region Midtjylland er blevet præsenteret for, har så alvorlige problemer med kapaciteten, at det kan være livstruende eller gå ud over patienternes førlighed.
Redegørelsen viser også, at der inden for 10 ud af 25 specialer er problemer med at efterleve ventetider i kræftpakkeforløb i Region Midtjylland.
Ordet ‘livstruende er nævnt 43 gange
Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard, Syddansk Universitet, har nærlæst redegørelsen fra Region Midtjylland, og han noterer sig blandt andet en overraskende hyppig brug af ordet ‘livstruende’.
»Det er erfarne cheflæger og chefsygeplejersker, der har vurderet den aktuelle situation på deres afdeling, og det er ikke min erfaring, at de har for vane at smøre tykt på. Ikke desto mindre står der 43 steder i det 61 sider lange dokument, at der aktuelt er ‘livstruende udfordringer’. Selv om jeg var klar over, at regionen stod i alvorlige problemer med kapaciteten, havde jeg ikke forestillet mig, at det stod så slemt til,« siger Jes Søgaard.
Regionens ønske om at få et overblik over kapaciteten på sygehusene udspringer direkte af den fortsat verserende sag om overskridelser af ventetider til behandling for mave- og tarmkræft på Aarhus Universitetshospital.
Sagen fik den konsekvens, at regionsrådet vedtog en plan, som bl.a. indebar, at der ‘på tværs af alle faglige områder gøres status på alvorlige udfordringer med kapacitet på regionens hospitaler’, hvoraf det skulle fremgå, om kapacitetsudfordringerne kunne give problemer for patientsikkerheden, patientens livskvalitet, patienternes effekt af indsatsen og overholdelse af rettigheder.
Akkumulerede problemer
Jes Søgaard tror, at svarene i redegørelsen er kommet bag på regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
»Efter mavetarmkræftsagen på AUH har han nok været forberedt på, at det så slemt ud andre steder på regionens sygehuse, men det er nok kommet som en overraskelse for ham, at det ser så slemt ud,« siger Jes Søgaard.
Professoren fremhæver, at det er første gang, at Region Midtjylland prøver at danne denne type samlet overblik, og at det er sket under tidspres. Begge dele kan bidrage til usikkerhed om definitionerne.
Som én af landets mest erfarne sundhedsøkonomer er Jes Søgaard bekymret for, om der også i de øvrige fire regioner er tilsvarende kapacitetsproblemer, som det har vist sig at være tilfældet i Region Midtjylland.
»Jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis står meget bedre til i de andre regioner. Region Midtjyllands og de øvrige regioners problemer er resultatet af 14-15 års underfinansiering af det danske sundhedsvæsen, og AUH er blevet yderligere ramt af kravet om store effektiviseringsbidrag efter fusionen mellem hospitalerne i Aarhus,« siger Jes Søgaard.
En pressemeddelelse, som Region Midtjylland udsendte onsdag aften viser, at nye tal for presset på regionens økonomi viser, at flere hospitaler ikke har formået at dæmpe udgiftsstigningerne.
AUH ventes nu at overskride budgetterne med 155 mio. kr. i 2023. Også for Regionshospitalet Gødstrup fortsætter ubalancen med at stige, selvom der er iværksat besparelser. Hospitalet ventes at komme ud af 2023 med en budgetoverskridelse på 120 mio. kr.
Den økonomiske situation forværres yderligere, fordi udgifterne til tilskudsmedicin er stærkt stigende, og et fortsat stort merforbrug på praktiserende læger.