»Hvor fedt!« eller »pas nu på Trump«, sagde de fleste, når de hørte, at familien og jeg ville tage et halvt år til Grønland fra april 2025.

Det var lykkedes mig at få arrangeret den kliniske del af min hoveduddannelse i samfundsmedicin på den psykiatriske afdeling i Nuuk, og jeg fortalte henrykt om planerne en dag på arbejdet.

I årene op til havde min mand og jeg gentagne gange snakket om, hvordan vi kunne realisere drømmen om at vende tilbage til Grønland. Men småbørn, jobs og det lægelige karrierepres, som jeg følte, havde indtil nu spændt ben for planerne.

Nu var der en oplagt mulighed lige for næsen af os, som vi havde grebet. En kollega spurgte mig imidlertid, hvorfor jeg dog gad besværet, når jeg havde muligheden for at blive og tage hele forløbet i Danmark. Hendes kommentar fik mig til at reflektere; hvad drev mig mon?

Det kildede i hvert fald i maven, og jeg tænkte, at det nok bedst kunne forklares med eventyrlyst eller rejsefeber. Noget som tidligere havde ført mig rundt på fremmede kontinenter, men som nu efterhånden havde transformeret sig om til en mere afdæmpet længsel efter hverdagens eventyr. Nye oplevelser for os som familie; nye rutiner – mere tid sammen.

Måske fandtes denne længsel ikke hos alle?

Et andet system

Heldigvis havde min bedre halvdel det ligesom mig. For ti år siden havde jeg som medicinstuderende inviteret ham til at besøge mig i den lille by i Diskobugten, hvor jeg var taget på valgfrit klinisk ophold.

Her havde vi i en lille lejlighed tilknyttet byens sundhedscenter lovet hinanden, at vi engang skulle tilbage sammen – for at arbejde og prøve at bo rigtigt i det grønlandske samfund midt i en natur så dramatisk og dragende, at et enkelt ophold på knap to måneder slet ikke var nok.

Som nu kommende samfundsmediciner er der meget erfaring at hente i et klinisk ophold i Grønland. Landet hjemtog ansvaret for sundhedsområdet for længe siden, og det pirrede min nysgerrighed at forsøge at forstå, hvordan systemet fungerede, samt hvordan man i sundhedsvæsenet håndterede den samtidige distance til samt uundgåelige samhørighed med Danmark.

De mange forberedelser

Jeg gik i gang med forberedelserne: Samle erfaringer fra netværket, række ud efter nye kontakter, researche, søge jobbet, udarbejde uddannelsesprogram. Min mand gik også i gang. For hvad med hans job? Kunne hans arbejdsgiver mon ligesom os se potentialet i et halvt års udstationering i Grønland? (det kunne de heldigvis).

Men hvad værre var; børnene skulle jo også med – så i gang med at anmode om orlov fra skolen, lave aftaler med klasselærere og pausere diverse medlemskaber. Vi prøvede at servere planerne for ungerne på en pædagogisk måde. F.eks. genså vi i løbet af februar Nissebanden i Grønland, og Rasmus Lyberth blev vores nye yndlingsmusik.

Der var også så mange praktiske spørgsmål; Hvad filan gør vi med huset? Og katten? Shyhh, ikke nævne katten for børnene – de vil nok protestere, når det går op for dem, at den ikke skal med. Hvordan udlejer man egentlig sit hus? Læse regler om det, lede efter en sød og pålidelig lejer. En far fra den yngstes børnehave blev vores redning (og kattepasser).

Så var der noget med skat i Grønland vs. Danmark. Skats hjemmeside var ikke til meget hjælp. Så kontaktede vi den Grønlandske Repræsentation. Så svært at få svar. Mon det er nødvendigt med en revisor? Skal man i øvrigt skifte sin adresse, hvis man flytter et halvt år? Forsikringsselskabet synes, det hele lød lidt risikabelt og hævede præmierne.

Hvordan egentlig med grønlandsk folkeskole og pasning? Nå, Borgerservice i Nuuk kræver fysisk fremmøde.

Ajunngilaq, siger de vist i Grønland. ‘Det går nok’, og det mindede vi løbende hinanden på undervejs midt i al det uvisse. Hvis andre har kunne gøre det, kunne vi også. Heldigvis var spændingen og den kildrende fornemmelse i maven der hele tiden til at minde os om, hvorfor vi brugte så mange af vores dyrebare aftentimer på at researche på kedelige voksenting, mens børnene sov.

Hvorfor er der dog endnu ingen, der har skrevet håndbogen ‘Ny læge i Grønland’?

Et par måneder før afrejse fik vi tilsendt instruktioner om, hvordan vi kunne få sendt en håndfuld flyttekasser derop. 200 kg i alt. Jeg brugte næsten en måned på gradvist at pakke til os alle fire. Spørgsmålene meldte sig igen – hvor mange flyverdragter skal et seksårigt barn mon bruge på sådan et halvt år i Nuuk? Hvad med gummistøvler. Kan man mon købe allergimærket solcreme i Grønland, eller er det bedst at medbringe et lille lager? Og var det ikke noget med at chips og slik er vildt dyrt deroppe?

»Du har jo pakket flere snacks, end vi har fortæret de seneste to år,« sagde min mand, da vi senere lukkede kasserne for at sende dem med flyttefirmaet.

Dikkedik fra kongen

Da vi to måneder efter stod i vores nye hyggelige lejlighed i Nuuk lige overfor min nye arbejdsplads, med udsigt til lyseblå isbjerge og snedækkede fjelde, konstaterede vi til gengæld gradvist alle de ting, som vi burde have pakket i stedet for de f.eks. ca. 50 pakker mikropopcorn, som man ved få minutters gang kunne købe på tilbud billigere nede i Brugseni. F.eks. legetøj til pigerne eller en kaffekværn til de fem kg kaffebønner, jeg også havde pakket.

Men manglerne overskyggede ikke stemningen af eventyr og nye begyndelser. Det hele var så spændende, og kaffen, lidt groft nykværnet i minihakkeren, smagte vidunderligt. Vi gik gennem sneen og købte wienerbrød.

Børnene brokkede sig og ville hjem. Helt hjem. Ti minutter senere kravlede de imidlertid rundt på isbjerge nede på stranden. Jeg krydsede fingre for, at de med tiden ville falde nogenlunde til, og at kommende gode oplevelser og minder ville overskygge det ubehag og de udfordringer, de ikke kunne undgå at møde fra start.

Vi gjorde i hvert fald vores bedste for at fylde dem med gode oplevelser. F.eks. fik jeg få uger efter vores ankomst med stor møje og besvær overtalt børnene til at stille sig op i rækken for at hilse på selveste Kong Frederik, som med kort varsel havde besluttet sig for at slå et smut forbi vores nye by og invitere alle, der havde lyst, på kaffemik i kulturhuset.

Afdelingen havde gavmildt givet os yngre læger tidligt fri af samme årsag, og min mand havde hentet børnene fra deres nye skoler. Med en overbevisende barnlig ligegyldighed lod de to små lyse hoveder sig dikke på maven af Hans Kongelige Højhed, mens jeg svedte af anstrengelse over den ubarmhjertige opgave, det var at skulle forevige det hektiske øjeblik gennem en fedtet iphone-linse mellem hundredvis af andre folk på en lignende mission. Men der var også meget på spil. Jeg følte vel inderst inde på en måde, at dette knips en dag skulle sikre mig børnenes tilgivelse over at have påduttet dem mit eget eventyr.

Pause for stramt styret system

Hvad angik mig selv, funderede jeg stadig indimellem over min kollegas spørgsmål. På trods af efterhånden at være vant til skiftende arbejdspladser – et vilkår, der rammer alle yngre læger, så var det jo ikke ubetinget let at være ny i job.

Fagligt følte jeg mig på helt bar bund, jeg havde ingen synderlig psykiatrisk erfaring at trække på, men også de mange nye indtryk, rammer, regler, samt det at udskifte hele min omgangskreds tog i starten meget af min energi. Det der altså var tilbage efter flytningen. Alligevel følte jeg tydeligt, at det var lige præcis her, jeg skulle være lige nu.

»Det er en afdeling med højt til loftet,« og »vilkårene som yngre læge er ikke så firkantede som i Danmark,« havde jeg hørt fra andre, som havde været ansat der

Det var sandt. Fra første øjeblik følte jeg mig tryg som ansat i afdelingen og mere fri end nogensinde før. Jeg har efterhånden indset, at jeg ikke kun har søgt mod Grønland, men også midlertidigt væk fra et lægeligt system, der i mine øjne til tider kunne fremstå både hierarkisk og lidt for stramt styret. Hvor man som yngre læge kunne føle, at man ikke passede ind, når man i perioder overvældet af usikkerhed manglede lysten til at jagte den perfekte lægelige karriere. Jeg havde ganske enkelt også brug for en pause fra det.

Min nye chef kalder det for en af det grønlandske sundhedsvæsens mange store udfordringer; den samtidige afhængighed og tiltrækning af udenlandsk personale, som søger til landet dels for eventyr og dels som flugt fra noget andet.

Jeg håber at jeg med mit ret ydmyge ønske om hverdagseventyret og familiens ve og vel og min samtidige åbne nysgerrighed over for den grønlandske måde at gøre tingene på, alligevel kan bidrage med noget værdifuldt på min nye arbejdsplads.