Da jeg for nylig steg om bord på et fly til Grønland, var min forventning at møde et sundhedsvæsen, som allerede var ude over den kritiske kant. Dels på baggrund af medieomtale, dels på baggrund af egne erfaringer fra arbejde i Grønland for 20 år siden.
Så jeg havde det kritiske blik på, da jeg i mildt frostvejr ankom til Grønlands hovedstad. Inviteret af det grønlandske sundhedsvæsen til selv at danne mig et indtryk af tingenes tilstand på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og give min ærlige, faglige vurdering med den ambition at bruge mine iagttagelser til at styrke ledelse og organisation.
Men det viste sig, at jeg godt kunne have pakket en pæn del af mine forhåndsantagelser ned. Og heldigvis for det. Det grønlandske sundhedsvæsen slås helt oplagt med store udfordringer, som kræver handling, men det har også styrker, som ofte overses. Her tænker jeg ikke mindst på tilgangen til fællesskab og samarbejde om patienterne.
En stærk holdånd
Og hvad er det så for en tilgang? Jeg oplevede et sundhedsvæsen med en stærk holdånd med tryghed i forhold til at tale åbent om de udfordringer, man oplever. Det kunne være om en konkret diagnose eller behandling, men også andet.
Jeg så kun kolleger – læger og andre sundhedsfaglige – som gik til opgaven i en positiv ånd. Det gjaldt både de faste speciallæger, unge reservelæger fra Danmark og de ofte højtspecialiserede faste vikarer fra Rigshospitaler, Hillerød, AUH og andre danske sygehuse, som med mellemrum arbejder på Dronning Ingrids Hospital.
Jeg oplevede i det hele taget stor fleksibilitet fra alle sundhedsfaglige i forhold til at give patienterne den på stedet bedst mulige behandling. Var der brug for flere speciallægekompetencer i behandlingen på sygehuset, så blev de, i det omfang det var muligt, skaffet.
Et enkelt konkret eksempel: En kvinde, som var indlagt til operation for kræft i tyktarmen, og hvis sygdom viste sig at være mere kompliceret, fik hurtig hjælp af flere af de tilstedeværende højtspecialiserede vikarer indenfor gynækologi og urologi.
Den tilgang til diagnostik og behandling er først og fremmest god for patienterne, der bor og lever i Grønland. Men den er også god for læger, og derfor får hospitalet et stort antal uopfordrede ansøgninger fra kolleger i især Danmark.
Geografisk udfordring
I min tid på hospitalet var det en rød tråd gennem mine oplevelser, at her er tid og rum til lægegerningen, og det omfatter også den nødvendige opmærksomhed på at give kommende speciallæger på Dronning Ingrids Hospital en grundig videreuddannelse.
Endnu er det små tal, men de senere år har flere unge læger søgt til Grønland for at videreuddanne sig til speciallæge. Det er positivt i sig selv, og det nærer et håb om større kontinuitet i lægebemandingen og færre korttidsansættelser.
Grønland har et landareal på 2,16 mio. kvadratkilometer og en befolkning på cirka 57.000, hvoraf knap 20.000 er bosat i Nuuk, mens de øvrige er bosat i mellemstore byer og mindre bygder – de fleste langs den vestlige kyst.
Det siger sig selv, at det er en udfordring i sig selv, at alle veje stopper ved bygrænserne. Trafik mellem byerne foregår ad vand- og luftvejen, og det er ikke mindst en meget udfordrende geografi, når det handler om at sikre alle borgere adgang til de ydelser, som vi forbinder med et moderne sundhedsvæsen.
Det lille befolkningsgrundlag betyder, at den mere specialiserede behandling er samlet i Nuuk – og i nogle tilfælde i Danmark. Sygehusene i de små byer er ikke sygehuse, som vi kender dem fra Danmark. De varetager de opgaver, som almen praksis klarer herhjemme, samt visse akutte operationer og hjælp ved ukomplicerede fødsler.
Mange udfordringer
I Nuuk er en almen praksisklinik, Dronning Ingrids Sundhedscenter (DIC), med ansatte læger placeret sammen med Dronning Ingrids Hospital, og her er presset stort. At skaffe tilstrækkeligt med speciallæger til det vigtige arbejde både i denne klinik og til hospitalerne langs kysten er en konstant udfordring, og det vil det givet også være fremover.
Men min oplevelse er også, at det grønlandske sundhedsvæsen i høj grad tager disse udfordringer på sig. Der er fokus på at udvikle brugbare telemedicinske løsninger, som kan sikre hurtig kontakt til specialister. Dette sker i tæt samarbejde med det grønlandske Steno-center.
Der er en ny international lufthavn på vej i Nuuk, som åbner om mindre end et år, og som bl.a. vil lette hurtig transport af patienter til Nuuk fra byerne langs kysten. Ligeledes vil det gøre rejsen mellem København og Nuuk nemmere, hurtigere og med færre stop.
Det tænker jeg også får positiv betydning for de fremtidige muligheder i det grønlandske sundhedsvæsen.
Læger med lys i øjnene
Så ja, der er alvorlige udfordringer i det grønlandske sundhedsvæsen, og de kræver både politisk, administrativ og sundhedsfaglig opmærksomhed. Og nej, man kan ikke sammenligne det danske og det grønlandske sundhedsvæsen én til én. Dertil er befolkningsstørrelse og geografi for forskellige.
Men vi kan her i Danmark mange steder hente inspiration i det grønlandske sundhedsvæsens tillidsbaserede kultur. Jeg så læger med lys i øjnene og med stor tilfredshed i forhold til deres arbejde.
At fokus på kerneopgaven, stærke ledelseskompetencer og fleksibel opgaveløsning er afgørende for et velfungerende sundhedsvæsen, slog regeringens robusthedskommission fast i efteråret. Det er bl.a. de kvaliteter, som jeg var så privilegeret at møde i det grønlandske sundhedsvæsen.
Jeg kan kun anbefale mine danske lægekolleger at opleve det, og jeg vil også anbefale sundhedspolitikere og sundhedsstrukturkommissionen – som ifølge sit kommissorium skal inddrage betydningen af kultur og ledelse i sundhedsvæsenet – at lade sig inspirere af erfaringerne i den nordligste del af vores rigsfællesskab.
