Projekt skal forebygge diabetes i udsat boligområde ‘Tingbjerg Changing Diabetes’ er et projekt, der har til formål først at bryde sociale barrierer ned for derefter at sætte ind med tiltag, der skal forebygge diabetes og fremme sundheden i et udsat område.

Det er et komplekst projekt, hvor de sociale barrierer først skal nedbrydes, inden de sundhedsfremmende tiltag kan få den ønskede effekt. Steno Diabetes Center Copenhagen har sat gang i projektet ‘Tingbjerg Changing Diabetes’, hvor formålet er at forebygge diabetes og fremme sundheden i et socialt udsat boligområde.

Paul Bloch leder gruppen Diabetes Forebyggelsesforskning under enheden Sundhedsfremme på Steno Diabetes Center Copenhagen og står i spidsen for initiativet i Tingbjerg. Han forklarer, at der er tre ben i projektet, der omhandler social forandring, sundhedsadfærd og sundhedsydelser. Det er en helt bevidst strategi fra Steno Diabetes Center, at initiativet er så komplekst.

»Hele pointen med projektet er, at det er en strategisk satsning fra vores side, og at det skal foregå over lang tid. Vi er slet ikke bange for kompleksiteten i det, for vi mener, at man er nødt til at gribe ind på alle fronter, for at nå et overordnet mål om at fremme sundheden og forebygge diabetes,« siger Paul Bloch.

Projektets strategiske satsning betyder, at der foreløbigt ikke er nogen fastsat tidsramme for, hvor mange år Steno Diabetes Center Copenhagen skal være i Tingbjerg. Der vil dog være tidsfrister på de forskellige konkrete tiltag, der undervejs bliver sat i gang.

Steno Diabetes Center Copenhagen har testet principper, ideer og koncepter i andre lokalområder, og nu skal disse elementer testes og afprøves i Tingbjerg, der er et særligt udsat boligområde, når det kommer til udbredelsen af diabetes og risikoen for at få diabetes.

Skepsis over for myndigheder

Første skridt i projektet er at få kontakt til de mange sociale netværk i Tingbjerg. En sårbarhedsanalyse viste, at der er mange ressourcer i Tingbjerg, en stor kapacitet og kulturel mangfoldighed, hvor folk indgår i mange forskellige sociale netværksstrukturer.

Det er den ene side af medaljen. På den anden side er der en stor skepsis blandt beboerne over for sociale myndigheder og sundhedsmyndigheder.

Paul Bloch forklarer, at mange beboere er nervøse for, om myndighederne har reelle hensigter, og om man virkelig kan stole på dem. Derfor bruger beboerne ikke altid de tilbud og muligheder, der er, når det kommer til sundhed i forhold til mange andre borgere i Danmark.

»Det fandt vi meget interessant, for der er både mange ressourcer og enorm opmærksom fra lokale aktører og beboere, men der er også dybe barrierer med mistillid og utryghed omkring det at bo i Tingbjerg. Vi er nødt til at tage dette dybt alvorligt, og vi arbejder derfor også med de sociale barrierer for sundhed. Det nytter jo ikke, at vi kommer med en masse budskaber om sundhed, hvis barriererne forhindrer, at de bliver fulgt. Vi er nødt til at lægge sundhedsbudskabet fra os et øjeblik og kigge på de sociale forhold i lokalområdet og skabe en bedre forståelse for, hvad de handler om og derigennem nedbryde barriererne. Derefter kan vi sætte den sundhedsfremmende dagsorden i værk,« siger Paul Bloch.

Beboerne involveres i egne socialområder

De sociale barrierer er de godt i gang med at handle på, siger Paul Bloch, men det tager lang tid. De har fra Steno Diabetes Center Copenhagens side arbejdet i over et år på at skabe gode relationer til stærke aktører og netværk i området. Det har betydet, at de bl.a. har fået etableret et godt samarbejde med nogle af dem, der er i tættest kontakt med beboerne. Det gælder bl.a. mændenes madklub i Tingbjerg og Danmarks efter sigende bedste cricketklub, der også har adresse i Tingbjerg, og hvor der er stærke sociale ressourcer blandt medlemmerne.

Derudover er der blevet lavet et samarbejde med den Boligsociale Helhedsplan under boligorganisationerne FSB og KAB, hvor et delprojekt er at evaluere indsatsen gennem uddannelse og supervision af ‘beboerforskere’. Den sociale forandring handler nemlig om at involvere beboerne i udviklingen af deres eget boligområde og selv lade dem måle effekterne af indsatsen.

»I øjeblikket opbygger vi kompetencer blandt forskellige beboergrupper i området, ikke mindst unge beboere med anden etnisk baggrund end dansk, så de selv kan designe og gennemføre spørgeskemaundersøgelser. Ud fra det har de interviewet et stort antal beboere, og det er interessant, at vi nu har skabt en basisviden fra disse beboerundersøgelser. Vi har fået et datasæt, hvor vi har fået belyst en række parametre, som viser noget om f.eks. trivsel, tryghed og socialt engagement, hvilket har ført til vores første basisrapport fra området,« siger Paul Bloch.

Til efteråret håber de på at kunne starte et valgfag på Tingbjerg Skole, hvor elever i de ældste klasser kan få de samme kompetencer og blive certificerede ‘skoleforskere’. Dette skal gerne åbne op for endnu flere undersøgelser i lokalbefolkningen.

Sundhedsadfærd og maddannelse

De to andre ben er kun så småt ved at komme i gang, men Paul Bloch regner med, at der snart kommer fart på. Det gælder f.eks. inden for sundhedsadfærden, hvor der i øjeblikket gøres klar til et bredt forankret initiativ om maddannelse forhåbentligt i samarbejde med Københavns Kommune, det nye kulturhus i Tingbjerg og flere andre aktører i området.

»Mad går på tværs af de mange kulturer, og vi vil gerne bidrage til at bringe forskellige befolkningsgrupper sammen om mad og måltider. Det vil vi gøre ved at samarbejde med lokale aktører om etableringen af et madpartnerskab og få noget fælles retning på det begreb, som hedder maddannelse. Beboerne er glade for at være sammen om mad, og vi kan bidrage med at styrke forståelsen for sund mad gennem forskellige aktiviteter i lokalområdet. Dette vil forhåbentlig medføre en adfærdsændring, hvor vi blandt beboerne får skabt en bedre forståelse af, hvordan man kan leve et sundere liv bl.a. gennem mad og fællesskaber,« forklarer Paul Bloch.

Et mål for foråret er at arbejde mere systematisk med at få diskuteret og udviklet madkomponenterne med lokale aktører på en sådan måde, at man når ud til både børn og forældre. Lige nu arbejdes der på at samle nogle lokale nøglepartnere, der kan sørge for, at relevante aktører og beboergrupper bliver involveret i at udbrede maddannende aktiviteter i Tingbjerg.

Tilbud tilrettelagt efter beboerne

Det tredje element i Tingbjerg Changing Diabetes er der, hvor der er et mere direkte fokus på sundhed og diabetes. Det handler nemlig om at få skabt nogle sundhedsydelser målrettet de mest sårbare beboere i Tingbjerg.

Det offentlige sundhedsvæsen har en række sundhedstilbud, som beboere selv kan opsøge, men som ofte fravælges på grund af en lang række sociale udfordringer og barrierer, herunder manglende tillid til offentlige myndigheder, siger Paul Bloch.

»Vi ønsker at få det offentlige system til at tilpasse sig beboernes behov gennem dialog og samarbejde. Vi vil gerne være en aktør i denne dialog og bidrage til at påvirke systemet og dets ydelser. Det handler om, at vi via vores handlinger i Tingbjerg og gennem direkte dialog med udsatte beboergrupper får skabt tryghed i nærmiljøet og en viden, der gør, at vi kan definere de sundhedsydelser, der kan hjælpe beboerne med at komme i gang med en sundere livsstil,« siger han.

Der er etableret god dialog med bl.a. Center for Diabetes i Københavns Kommune om at afprøve forskellige metoder til at tilpasse deres tilbud beboernes behov.

Skriv kommentar