Hæmatologer vælger OUH-overlæge som ny formand
Henrik Frederiksen har tidligere siddet i bestyrelsen og været sekretær i Dansk Hæmatologisk Selskab, hvor han nu er valgt som formand.Foto: Privat

Hæmatologer vælger OUH-overlæge som ny formand Der kommer ikke til at ske store forandringer i Dansk Hæmatologisk Selskab, bebuder nyvalgt formand.

Henrik Frederiksen, overlæge på Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital, blev fredag valgt til ny formand for landets hæmatologer ved Dansk Hæmatologisk Selskabs generalforsamling.

Ifølge Henrik Frederiksen kommer der dog ikke til at ske store forandringer med ham ved roret.

»Selskabets primære opgave er at varetage det faglige fællesskab for uddannelse, forskning og fællesskab i vores fag. Det vil jeg blive ved med. Der kommer måske nogle småjusteringer af, hvordan vi gør tingene, men de overordnede temaer bliver ikke anderledes, end havd selskabet har bedrevet de seneste mange år,« siger Henrik Frederiksen og peger på, at en stor del af selskabets arbejde ligger hos arbejdsgrupper og udvalg, og deres arbejde er der fra bestyrelsens side meget sjældent grund til at blande sig i, da det fungerer fint.

Henrik Frederiksen har tidligere siddet i bestyrelsen og været sekretær i selskabet, og finder det spændende at skulle fortsætte arbejdet i Dansk Hæmatologisk Selskab som formand.

»Jeg synes, at man får meget viden og indsigt i maskinrummet bag ved det, der foregår i dagligdagen på hospitalsafdelingerne og det, har jeg altid syntes, var interessant,« siger han og forklarer, hvorfor det er vigtigt med faglige fællesskaber:

»Det er vigtigt for specialister og kommende specialister at have et forum, hvor vi kan mødes og drøfte, hvad vi gør, hvor vi er på vej hen, hvad skal vi fokusere på fremover. På den måde sikrer vi fagets vedvarende udvikling og kvalitet og sikrer en enighed på tværs af landet,« siger han.

Henrik Frederiksen blev valgt uden modkandidat og overtager posten fra Lars Kjeldsen, der er overlæge og klinikchef på Hæmatologisk Klinik på Rigshospitalet.

 

Skriv kommentar