Nye senfølgecentre er »fremtidens musik«
Foto: Joachim Rode

Nye senfølgecentre er »fremtidens musik« Med en økonomisk indsprøjtning fra sidste års Knæk Cancer-indsamling i ryggen skal tre ny senfølgecentre hjælpe de mange patienter, som lever med fysiske og psykosociale følger til en kræftbehandling. Senfølgeproblemer har hidtil stået i skyggen, men centrene markerer begyndelsen på et nyt behandlingsparadigme, lyder forhåbning fra en centerleder.

Forbedret behandling og længere overlevelse har sin pris for kræftpatienter. Godt halvdelen af de knap 300.000 kræftoverlevere i Danmark oplever behandlingsrelaterede fysiske eller psykosociale følgevirkninger af deres sygdom eller den behandling, de har fået. Depression, smerter og træthed er på tværs af diagnoser de hyppigst repræsenterede senfølger til kræft. De høje tal til trods har forskning i senfølger efter kræft hos voksne indtil for få år siden stort set ligget brak, hvilket betyder, at mange aspekter af senfølge-problematikken er uafdækkede.

I dag har vi en sekventiel og afventende tilgang til at behandle patienter med kræft.

Christoffer Johansen, professor ved KU og overlæge på Rigshospitalets onkologiske klinik

Det skal tre nye senfølgecentre lave om på. To centre med fokus på henholdsvis senfølger efter brystkræft og kræft i bækkenorganerne placeres i Aarhus, mens det tredje center, som kommer til at beskæftige sig med generelle senfølger til kræft, får hovedsæde i København. Alle centrene vil fungere som nationale visitationsenheder og behandle og bedrive forskning på patienter fra hele landet. Centrene er født ud af sidste års Knæk Cancer-indsamling, hvor 36 ud af de i alt 147 mio. kr. blev bevilget til deres oprettelse og drift. Seks af millionerne er øremærket til et partnerskab mellem de tre enheder og andre relevante aktører.

Professor ved Københavns Universitet, overlæge på Rigshospitalets onkologiske klinik og chef for enheden ‘Livet efter kræft’ i Kræftens Bekæmpelse, Christoffer Johansen, skal lede centret for generelle senfølger, som på sigt får til huse på Rigshospitalet. Han værdsætter, at senfølgeproblematikken endelig for alvor er kommet på dagsordenen.

»Vi har en sekventiel og afventende tilgang til at behandle kræftpatienter: Vi laver først en intervention, når skaden er sket. Jeg ser meget potentiale i, at vi parallelt med, at vi sætter en behandling i gang, tænker i at forebygge de senfølger, den potentielt kan medføre. Jeg håber, at vi med de nye centre kan være med til at tage nogle vigtige skridt i den retning,« siger Christoffer Johansen.

Behovet for at indtænke senfølger som en integreret del af kræftbehandlingen understreges i rapporten ‘Vidensopsamling på senfølger efter kræft hos voksne’, som sidste år blev udgivet for Sundhedsstyrelsen. Heri lyder det, at prævalensen af senfølger hos kræftoverlevere har været stigende over tid. Overordnet skyldes det, at moderne kræftbehandling har reduceret dødeligheden, men skabt en voksende gruppe overlevere, som er i risiko for at udvikle midlertidige eller kroniske senfølger.

Nytænkning. Det nye center for senfølger efter kræft vil forhåbentlig bidrage til, at vi i fremtiden bliver bedre til at forebygge senfølgerne, siger Christoffer Johansen.Foto: Joachim Rode

Biomarkører har høj prioritet

I de nye centres formålserklæring står der, at de bl.a. skal indsamle og kortlægge biologiske, fysiologiske og psykosociale data for at finde de kræftpatienter, som er i størst risiko for at få senfølger, samt undersøge, hvordan senfølger kan forebygges.

Sundhedsstyrelsens rapport viser, at der findes flest studier i senfølger til bryst-, prostata- og testikelkræft, mens senfølger til f.eks. lunge- og hjernekræft ikke er nær så velundersøgte. Skævvridningen er, ifølge Christoffer Johansen, en følge af, at forskningen primært har koncentreret sig om de diagnoser, hvor flest patienter lever mange år efter, at de har været i behandling. Her ligger brystkræftoverlevere højt på listen: Over 90 pct. er i live fem år efter behandlingen, viser statistikken. For mange bækkenkræftformer er 5-års overlevelsen også i den pæne ende.

»Af samme grund er man forholdsvis langt med at udvikle behandlingstilbud til patienter med brystkræft og kræft i bækkenorganerne. Det giver derfor god mening at nedsætte centre, der specifikt har fokus på disse områder, da de inden for en overskuelig tidsramme kan begynde at brede erfaringerne ud nationalt og optimere på den viden, de allerede ligger inde med,« forklarer Christoffer Johansen.

På det center, han skal stå i spidsen for, vil tilgangen være en lidt anden. Aktuelt arbejder Christoffer Johansen på at samle et netværk af eksperter til den kliniske enhed og centrets forskningsdel. Nogle vil fysisk være på centret, mens andre vil fungere som ‘aftagere’ med kompetencer inden for f.eks. anæstesi, kardiologi og psykiatri. Centret er endnu i sin vorden, og Christoffer Johansen kan derfor ikke sikkert sige, hvilke områder der vil blive prioriteret. Men et vigtigt indsatsområde bliver at finde markører, som kan identificere patienter med risiko for at udvikle alvorlige senfølger.

»Min antagelse er, at biomarkører sammen med viden om medicin- og sygdomshistorik kan bruges til at forudse, hvor alvorligt en kræftpatient belastes under og efter behandlingen. Og på den måde indgå i en vægtning af, hvordan behandlingen skal tilrettelægges for at undgå eller mindske belastningerne,« siger han.

Sygdomsprofiler på vej

Nogle senfølger skyldes, at patienten allerede har sygdom i det organ, der behandles. F.eks. har et studie vist, at lymfompatienter, der havde hjerteproblemer, før de blev behandlet for kræftsygdommen, havde højere risiko for hjerteproblemer efter behandlingen sammenlignet med dem, som var raske på diagnosetidspunktet. Det taler, ifølge Christoffer Johansen, for, at patienter med en bestemt sygdomsprofil får tilpasset behandlingen derefter. Samme tanker mener han med fordel kan appliceres på de psykosociale senfølger.

»Jeg forestiller mig, at vi ved en screening finder de patienter, som er i risiko for depression – f.eks. de, der tidligere har haft depression, bor alene eller er kortuddannede – og klæder dem på til den behandling, de skal igennem. Måske med profylaktisk antidepressiv medicin eller ved samtaleterapi,« siger Christoffer Johansen og tilføjer, at han også ser, at forebyggende samtaleterapi kunne nedbringe antallet af kræft­overlevere, som bærer rundt på en konstant frygt for, at kræften skal vende retur.

Han fortsætter: »Med denne her tilgang til behandlingen af senfølger lægger jeg op til, at vi tænker senfølgeproblematikken på tværs af kræftdiagnoser – og i fremtiden endog også på tværs af alle kroniske lidelser. At bryde skellene ned er fremtidens musik, tror jeg. Det så jeg gerne, at det senfølgecenter, jeg skal stå i spidsen for, blev spydspids for.«
Et af benspændene for forebyggelsen og behandlingen af senfølger er, at de typisk opstår mange år efter, at den primære behandling er afsluttet. Latenstiden betyder, at den viden, vi har om senfølger, er bagud, og vi må vente 10-30 år på at se den fulde effekt af de behandlinger, der anvendes i dag, siger Christoffer Johansen.

»De eksperimentelle studier, som ligger til grund for nye behandlinger, giver os et praj om, hvilke senfølger vi skal holde øje med. Men billedet er langtfra komplet. F.eks. ved vi endnu ikke meget om langtidsskader efter immunterapi.«

Centret har endnu ikke fået bevilget lokaler på Rigshospitalet, men i marts afholdes et møde, hvor det afgøres, om nogle af centrets aktiviteter alligevel skal igangsættes.

Senfølger til kræft i bækkenorganerne skal under luppen

Nyt center skal forebygge senfølger efter brystkræft

Skriv kommentar