Ingrid Sivesind Mehlum, der er ny professor i arbejds- og miljømedicin ved Københavns Universitet og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, glæder sig især til til nye udfordringer og samarbejdet med nye kolleger.

Ny professor i arbejds- og miljømedicin på Bispebjerg Hospital Ingrid Sivesind Mehlum er ny professor i arbejds- og miljømedicin ved Københavns Universitet og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Efter mange års forskning på Statens Arbejdsmiljøinstitut i Oslo (STAMI) tiltræder Ingrid Sivesind Mehlum som professor i arbejds- og miljømedicin ved Københavns Universitet og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Og det giver rigtig god mening for hende.

»Min forskning bygger meget på registre, og det er vi dygtige til her på Bispebjerg Hospital. Afdelingen har også en vigtig database DOC*X (Danish Occupational Cohort) – en guldgrube, som jeg glæder mig til at udforske,« siger Ingrid Sivesind Mehlum.

Hendes forskning har haft omdrejningspunkt i helbredsproblemer på arbejdspladsen og de sygdomme, det kan medføre eller forværre. Det kan f.eks. være kræft, hjertekarsygdomme, hudsygdom, udbrændthed og muskel-skeletlidelser, i tillæg til sygefravær.

»Vores arbejdsforhold betyder noget for vores helbred. De kan forværre sygdom eller være selve årsagen til, at vi bliver syge,« siger Ingrid Sivesind Mehlum.

Hun har desuden arbejdet som projektleder i en række store projekter, som det store EU Horizon 2020-projekt OMEGA-NET, der samlede og koordinerede en række europæiske kohorter med data om arbejdsforhold og helbred.

Har vundet pris

Et af de studier, Ingrid Sivesind Mehlum har lavet, handlede om selvrapportering af smerter i nakke, skulder eller arm. Det viste, at der er kønsmæssige forskelle, når det kommer til arbejdsrelaterede smerter og rapporteringen af dem.

»Kvinder rapporterer ofte mere smerte end mænd og mere arbejdsrelaterede smerter. Mit studie viste, at kvinder, der rapporterede smerter, i større grad havde kliniske diagnoser med objektive fund end mænd, og derfor måske havde en mere alvorlig tilstand. Dette indikerer, at resultaterne skal tolkes forsigtigt, og at kønsforskelle og sociale uligheder i virkeligheden kan være større (eller mindre), end resultaterne viser,« siger Ingrid Sivesind Mehlum.

Hun modtog Marie Spångberg-prisen for den mest værdifulde originalartikel udgivet af en norsk, kvindelig læge for studiet.

Privat bor Ingrid Sivesind Mehlum i København, er gift og har tre voksne døtre.

Skriv kommentar