»Tilsynet er nødvendigt,« skriver Anne Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed, i et indlæg i Dagens Medicins debatføljeton om STPS’ fremtid. Det kan vi hurtigt blive enige om. Det er indlysende nødvendigt med et fagligt stærkt tilsyn, der fungerer som et sikkerhedsnet, når det måtte være nødvendigt. Men lige så indlysende er det, at fokus på læring er nødvendigt. Det vender jeg tilbage til.

For tilsynet af i dag er mange forskellige ting. Og jeg kan ikke helt genkende det billede, Anne Marie Vangsted tegner af tilsynet i sit indlæg.

Selvfølgelig gør STPS’ ageren læger nervøse

Man må åbenbart forstå, at læger ikke skal være nervøse for tilsynet, og at der (stadig) skal rigtig meget til for at få en tilsynssag. Her viser vores erfaringer imidlertid, at der ikke skal mere end en anonym henvendelse til, før man som læge har en tilsynssag og kan blive kaldt ind til en samtale. Sagen kan så godt slutte efter samtalen, men at skrive, at der skal »rigtig meget til for at få en tilsynssag« er efter min mening en sandhed med ganske mange og store modifikationer.

Det gælder i øvrigt også beskrivelsen af det såkaldte arbejdsforbud. Ifølge Anne Marie Vangsted betyder det, at en sundhedsperson ikke må arbejde med et bestemt område, så længe der foregår en udredning i en tilsynssag. Med forbehold for, at vi ikke ser alle sager, kender vi ikke til eksempler, hvor STPS har nøjedes med at forbyde en læge at udøve sin virksomhed delvist.

I de eksempler, vi kender til, har der hver eneste gang været tale om fuldt forbud mod at arbejde, dvs. at have patientkontakt. Man bruger endda formuleringen »Af hensyn til patientsikkerheden skønner styrelsen det nødvendigt, at du straks ophører med faglig virksomhed.« Med dette in mente er det vist ikke så underligt, at styrelsen gør læger nervøse.

Læring skal i højsædet

Og nu tilbage til fokus på læring. For hvis vi for en stund hæver os op over de nuværende rammer og tænker nogle tanker om, hvad det er, vi skal opnå, må svaret være høj patientsikkerhed. Patienter og pårørende skal grundlæggende opleve et sundhedsvæsen med styr på tingene og det bedst mulige forløb for øje. Det er hovedsagen, og det arbejder vi læger for hver dag.

Men hvis vi så igen kaster blikket på den måde, tingene er indrettet på, og på den måde, styrelsen arbejder på, er det nok værd at tænke over, om det giver de bedst mulige betingelser for at have et højt niveau af patientsikkerhed. Har vi det tilsyn, vi bør have? Ligger læringsopgaven det rigtige sted – med tanke på, at tilsyn og kontrol står i modsætning til tillid og læring? Bliver afdelinger, praksis og speciallægepraksis, hvor der hver dag sker læring, tænkt nok ind? Er der ikke plads til forbedring? Det er vigtigt, at man fra politisk hold stiller sig selv spørgsmål som disse, hvis man vil en højere patientsikkerhed. I Lægeforeningen er vi overbevist om, at meget kan gøres bedre end i dag.

Vi vil et sikkert sundhedsvæsen

For naturligvis er det sådan, at hvis man som læge oplever, at en presset kollega på en underbemandet afdeling skal tage hele skraldet, når straffen falder i Styrelsen for Patientsikkerhed, så tilskynder det ikke til at fortælle sin chef, at man måske har begået en fejl. Åbenhed er en forudsætning for læring og dermed et mere sikkert sundhedsvæsen. Netop det må være målet for os alle sammen. Så derfor er det min opfordring til politikere, regioner og myndigheder, at de holder sig det for øje. Det gælder i forhold til den kommende evaluering af styrelsens sundhedsfaglige tilsyn. Men det gælder så sandelig også i forhold til en mere bred drøftelse af, hvordan vi bedst højner patientsikkerheden. Der er behov for at tænke mere ud af boksen i stedet for at holde fast i et firkantet perspektiv på patientsikkerheden.