Fire år i regionsrådet i hovedstadsregionen har givet et indblik i, hvordan den politiske ledelse er styret af administrationen, selvom det burde være omvendt. Administrationens indflydelse kendes fra tv-serien ‘Yes, Prime Minister’, Jesper Tynells bog ‘Mørkelygten’, Pernille Boye Kochs og Tim Knudsens bog ‘Ansvaret der forsvandt’ og Liselotte Højgaards bog ‘Hvordan får vi verdens bedste sundhedsvæsen?’.
Administrationen er djøfiseret, selvom læger og sygeplejersker deltager. Det daglige arbejde er præget af administrationens synspunkter, som det er svært for politikerne at hamle op med, da flertallet ikke har sundhedsfaglig baggrund, og da der opstår et nært bekendtskab mellem administrationen og politikerne og intet mellem politikerne og det klinisk arbejdende personale. Politikerne er derfor mere lydhøre over for administrationens økonomiske udredninger – økonomi kan alle jo tale med om – end over for det sundhedsfaglige personales bekymringer for konsekvenserne for patienterne. Sundhedsfagligt personales bekymringer bliver mistænkt for at være fagforeningspolitik, hvilket viser sig ved en udbredt ikke-evidensbaseret motivforskning hos administration og politikere, når bekymrede ’åbne breve’ fremsendes.
Det, vi nu oplever i regionsrådet, er, at den nyeste og dyreste offentlige it-skandale, Sundhedsplatformen, som er belastende både for lægernes arbejde og for produktiviteten, alligevel medfører en ’ge–vinst-realisering’ på 102 mio. kr. i 2018, på trods af udbredte protester fra klinikledelserne.
Vi oplever, at 1813-systemet i år blev udsat for kras kritik fra Rigsrevisionen og aldrig er kommet op på samme niveau, som den gamle lægevagt, der fortsat fungerer i de fire andre regioner. Vi oplever, at administrationsudgifterne i hovedstadsregionen er de højeste blandt de fem regioner og nu udgør ca. 3 mia. kr., hvor HR Centret koster ca. 1 mia. kr., Center for IT, Medico og Telefoni koster ca. 1,5 mia. kr. og Center for Ejendomme ca. 300 mio. kr. Stordriftsfordele findes åbenbart ikke på det administrative område. Besparelser på disse områder har ingen patienter kunnet mærke, sammenlignet med besparelserne på sygehusene. Samtidig med besparelser på de varme hænder har regionen planer om at anvende et større millionbeløb på udskiftning af skilte og indførelse af danske navne på sygehusenes afdelinger og etablering af et regionalt frysehus. Men efter indgåelse af budgetforliget kom resultaterne af den nationale monitorering af udredningsretten, som var belastende for regionen, og tidligere havde den manglende opfyldelse af kræftbehandlingens tidsfrister ligeledes været belastende for regionen.
Regionen vil gerne have, at patienternes behov er styrende. Det er en vigtig, men dårligt defineret styreform. Menneskers behov er defineret i Maslows behovspyramide: 1) Vigtigst er de fysiske og fysiologiske behov, så 2) de sikkerhedsmæssige behov, så 3) de sociale behov, så 4) behovet for selvrespekt og anerkendelse, og sidst 5) behov for selvaktualisering og selvrealisering.
Anvendt på sundhedsvæsnets patienter kunne behovspyramiden se således ud: 1) Hurtigt få diagnosticeret og behandlet sin sygdom, 2) hurtigt blive smertefri og rask efter sygdom, 3) hurtigt blive fysisk og psykisk genoptrænet og selvhjulpen og velfungerende med sin familie og på sin arbejdsplads, 4) hurtigt vende tilbage til sit sociale netværk, 5) hurtigt genoptage sine fritidsaktiviteter og interesser. Denne behovspyramide prioriterer varme hænders indsats frem for kolde hænders.
New public management, udskiftning af skilte og anlæg af regionale frysehuse, dårligt fungerende it-systemer og 1813-vagtordning er vanskelige at finde begrundelser for i denne behovspyramide. Til gengæld kan behovspyramiden hjælpe politikere med at stille kritiske spørgsmål til administrationens forslag om besparelser og nye projekter og i den politiske prioritering af de økonomiske midler.