Torben Mogensen
Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, advarer mod at tale KOL ned. »En afventende holdning til behandling af KOL-patienter med få eller lette symptomer øger risikoen markant for senere forværringer af sygdommen,« siger han.Foto: Joachim Rode

Lungeforeningen: KOL-årsrapport viser skræmmende høj risiko for død eller genindlæggelse Den tidlige, forebyggende indsats skal styrkes markant for at gøre det danske sundhedsvæsen bedre rustet til at hindre alvorlig sygdomsforværring blandt KOL-patienter, mener Lungeforeningens formand, Torben Mogensen.

Hvis færre KOL-patienter skal risikere at dø eller blive genindlagt kort tid efter en akut forværring af deres sygdom, skal især primærsektoren opruste sin forebyggende indsats.

Det er ikke hensigtsmæssigt med uenighed mellem lægerne, hverken internt mellem de praktiserende læger, eller mellem lungemedicinerne på hospitalerne og primærsektoren

Torben Mogensen, formand, Lungeforeningen

Det mener Lungeforeningens formand, Torben Mogensen. Efter at have læst den netop offentliggjorte årsrapport for 2021 fra Dansk Register for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (DrKOL) er han bekymret for landets KOL-patienter.

»Det er skræmmende tal for antallet af KOL-patienter, der dør eller bliver genindlagt inden for 30 dage. De understreger, at KOL er en voldsomt alvorlig sygdom, at der er behov for at finde bedre behandlingsmetoder, og at der er behov for at styrke den indsats, som kommuner og praktiserende læger står for,« siger Torben Mogensen.

Han advarer mod at tale alvoren af sygdommen ned.

»Fra Lungeforeningens side mener vi, at der gøres for alt lidt, og at der er brug for at styrke opsporing af patienter med begyndende KOL. Det er nødvendigt at sætte tidligt ind med behandling, så vi bedre kan forebygge forværringer af sygdommen. En afventende holdning til behandling af KOL-patienter med få eller lette symptomer øger risikoen markant for senere forværringer af sygdommen,« siger Torben Mogensen.

Læger skal tale med én stemme

Årsrapporten for 2021 viser også, at der både på hospitalsafdelingerne og i almen praksis er betydelige problemer med at sikre, at KOL-patienter får målt og registreret deres lungefunktion mindst én gang om året.

»De praktiserende læger er også indbyrdes uenige om behovet for lungefunktionsmålinger. Lungeforeningen er i dialog med de praktiserende lægers faglige selskaber. Det er ikke hensigtsmæssigt med uenighed mellem lægerne, hverken internt mellem de praktiserende læger, eller mellem lungemedicinerne på hospitalerne og primærsektoren. Det er en ufrugtbar diskussion, og der er åbenlyst behov for, at dialogen skal blive bedre. Vi vil gøre, hvad vi kan for at bringe folk sammen. Det er i alles interesse. De sundhedsprofessionelle skal tale med én stemme. Ellers får vi ikke politikerne og befolkningen i tale,« siger Torben Mogensen.

Den del af årsrapporten fra DrKOL, som vedrører almen praksis, viser, at data fra relativt få KOL-patienter indberettes til databasen.

»Der er fortsat kun data fra en lille del af de KOL-patienter, der følges i almen praksis. De praktiserende læger er naturligvis interesseret i at forbedre behandlingen af deres KOL-patienter. Derfor er der også behov for at udvikle systemer, som gør det nemmere for de praktiserende læger at finde og registrere data for deres KOL-patienter,« siger Torben Mogensen.

Fejl at flytte rygestopkurser

Næsten 30 pct. af KOL-patienterne er til trods for deres lungesygdom fortsat aktive rygere, viser årsrapporten fra DrKOL.

»Det vigtigste for en KOL-patient er at holde op med at ryge. Rygning forværrer prognosen betydeligt.  At så mange ryger, selv om de har en svær lungesygdom, viser desværre, hvor utrolig svært det er at holde op med at ryge, og at man ikke kan overvurdere risikoen ved rygning,« siger Torben Mogensen, der af samme årsag beklager, at rygestopkurser nu hører under primærkommunerne.

»Det var en stor fejl at nedlægge hospitalernes rygestopkurser og overgive dem til kommunerne. Ved at tilbyde deltagelse i et rygestopkursus, mens KOL-patienterne var indlagt, fangede man dem på et tidspunkt, hvor de var mere modtagelige og langt lettere at motivere for et rygestop,« siger Torben Mogensen.

Skriv kommentar