Foto: Niels-Bjørn Albinus

Liraglutid bevarer insulinproduktion hos patienter med nydiagnosticeret type 1 Første undersøgelse, hvor liraglutid er anvendt til patienter med nydiagnosticeret type 1-diabetes, peger på reduceret eller intet behov for insulin så længe patienter får aktiv behandling.

BARCELONA (Dagens Medicin) – GLP-1 receptor agonisten liraglutid (Victoza) bevarede insulinsekretionen et år efter diagnosen blandt patienter med nydiagnosticeret type 1-diabetes. Det viser resultaterne af et 52 uger langt randomiseret, dobbeltblindet og placebokontrolleret studie, som læge, post. doc. Thomas Fremming Dejgaard idag har præsenteret i EASDs store plenarsal. Forskningsprojektet udgår fra Hvidovre Hospital, i samarbejde med Steno Diabetes Center Copenhagen. Undersøgelsen er den første, hvor type 2-lægemidlet liraglutid er anvendt til nydiagnosticerede type 1-diabetespatienter. 

I undersøgelsen blev 65 personer med nydiagnosticeret type 1-diabetes randomiseret til et års behandling med enten liraglutid eller placebo, oven i deres insulinbehandling. Ved behandlingsperioden afslutning viste resultaterne, at liraglutid stimulerede en vedvarende insulinsekretion, og reducerede insulindosis i forhold til placebo. 

»Ved at følge patienterne gennem et år kan vi se, at mange har en konstant insulinproduktion, og kun har begrænset brug for insulinbehandling. Ca. en tredjedel af de deltagere, der fik aktiv behandling, havde intet insulinbehov, og resten havde et markant reduceret behov. Det er en klinisk signifikant effekt, som bør undersøges yderligere,« siger Thomas Fremming Dejgaard. Ved en opfølgende kontrol seks uger efter, var der ikke længere effekt af liraglutidbehandlingen, og ingen forskel på gruppernes behov for insulin. 

»Behovet for insulinbehandling steg hurtigt efter deltagerne var stoppet i liraglutidbehandling.. Det tyder på, at der er behov for konstant stimulering med liraglutid,« siger Thomas Fremming Dejgaard. 

Liraglutid er ikke godkendt til type 1-diabetes, men har været på markedet længe, og er ifølge Thomas Fremming Dejgaard kendt for ikke at have alvorlige bivirkninger.

»Vi kommer til at lave en fem års opfølgning på, hvordan det går disse patienter. Vores forhåbning er, at vi vil se, at en tidlig intervention med beskyttelse af betacellerne kan forhindre eller udskyde behovet for insulin og eventuelle komplikationer. Tilbage står også at undersøge liraglutids virkningsmekanisme. Behandlingen stimulerer betacellerne til insulinproduktion, men spørgsmålet er, om den også hæmmer celledød? Det ved vi endnu ikke præcist,« siger Thomas Fremming Dejgaard.

Skriv kommentar