De fleste ved, at en stor dosis Paracetamol, det aktive stof i bl.a. Panodil og Pinex, kan være dødelig på grund af de leverskader, den fører med sig. Et britisk studie publiceret i British Journal of Clinical Pharmacology viser imidlertid, at små overdoser, der bliver taget kontinuerligt over lang tid, er endnu farligere end en enkelt meget høj dosis.
Ved at se på 663 patienter, der mellem 1992 og 2008 blev indlagt på Royal Infirmery i Edinburgh med en overdosis af paracetamol i blodet, fandt forskerne, at den gruppe af patienterne, hvis overdosis stammede fra kontinuerligt at have taget lidt for meget paracetamol over en længere periode, havde større risiko for organsvigt, problemer med lever og hjerne og større behov for dialyse og hjælp med vejrtrækningen end patienter, der havde taget en enkelt meget stor dosis.
Ifølge forskerne er det især personer med kroniske smerter som hovedpine, tandpine, muskelsmerter eller ondt i maven, der får paracetamol-forgiftning af den ’langstrakte’ type.
Forskerne understreger i studiet, at sundhedspersonale skal have særlig opmærksomhed på de overdoser, der er opstået over længere tid. De viser sig ikke nødvendigvis i blodprøver, og patienten vil formentlig ikke forbinde sine symptomer med en overdosis.
Alligevel har disse patienter en større risiko for at få alvorlige bivirkninger eller dø af deres overdosis, og derfor er det vigtigt hurtigt at vurdere, om de skal sendes hjem, indlægges eller flyttes til en specialiseret leverafdeling, og om de skal have paracetamol-modgiften N-acetylcysteine.