Det beskriver de i et studie, der er offentliggjort i tidsskriftet PLoS One.
Opdagelsen kan blive til et potentielt lægemiddel til behandling af Alzheimers i mennesker.
Alzheimers er forbundet med aldring, og forårsager fremadskridende tab af hukommelse og hjernefunktioner. Sygdommen kan i dag hverken forebygges, behandles eller stoppes. Nuværende lægemidler mod den neurologiske lidelse er kun i stand til at forbedre hukommelsen kortvarigt, men kan ikke stoppe udviklingen af sygdommen.
Udviklingen af nye behandlingsmidler mod Alzheimers er primært rettet mod dannelsen af de amyloide plaques i hjernen, der er karakteristisk for sygdommen, men alle har hidtil fejlet i kliniske undersøgelser.
Forskerne i dette studie testede i stedet kemiske forbindelser overfor levende hjerneceller i laboratoriet. De fandt frem til en bestemt forbindelse, kaldet J147, der kunne beskytte hjerneceller mod nedbrydning.
Hos forsøgsmus med Alzheimers sygdom viste det sig, at J147 både kunne forbedre hukommelsen og beskytte hjernen mod tab af nervecelleforbindelser. Endvidere påviste forskerne, at mus behandlet med J147 dannede mere af proteinet BDNF, et protein, der er involveret i både vækst af nye nerveceller, dannelse af hukommelse og øget forbindelse af eksisterende hjerneceller.
Selvom den nye forbindelse endnu ikke er undersøgt for effekt og bivirkninger i mennesker, antyder resultaterne i mus og i laboratoriet, at det kunne blive et potentielt lægemiddel for personer med Alzheimers.
Samtidig er det sandsynligt, at J147s evne til at beskytte nerveceller, også vil kunne virke effektivt mod andre neurologiske lidelser som Parkinsons, Huntingtons og sklerose.