Lægemidler i restordre kræver politisk handling Problemet med lægemidler i restordre er voksende og til gene for patienter, læger, hospitaler og apoteker. Der er brug for, at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) går i dialog med industrien for at kunne garantere forsyningssikkerhed, skriver Tue Flindt Møller.

En patient kommer til lægen, får stillet en diagnose, og om nødvendigt bliver der udskrevet medicin, patienten kan hente på apoteket. Sådan burde det fungere. Men ofte ringes lægen op af apoteket, der vil høre, om medicinen kan erstattes med en anden, andre gange vender patienter tilbage i konsultationen, fordi de ikke har kunnet få den udskrevne medicin.

Det er en af de tidskrævende konsekvenser af, at lægemidler er i restordre. Problemet er voksende og rammer medicingrupper mange danskere benytter sig af som blodtryksmidler og præparater imod hæmorider.

Mange læger har gjort opmærksom på problematikken omkring lægemidler i restordre som et stigende problem. Det vil Lægeforeningen have gjort noget ved.

Når lægemidler er i restordre, betyder det, at nogle patienter må gå på flere forskellige apoteker for at få udleveret deres medicin. Andre patienter må nøjes med næstbedste valg og dermed næstbedste behandling. På hospitalerne betyder det, at der bliver anvendt kostbare ressourcer på at finde alternative løsninger. Og der er ikke udsigt til, at problemet bliver mindre, tværtimod.

Derfor er der brug for, at der bliver taget hånd om problemet politisk, og det glæder Lægeforeningen, at sundhedsminister Magnus Heunicke allerede er opmærksom på problemet og planlægger at mødes med relevante aktører. Det forventer Lægeforeningen munder ud i konkrete initiativer og løsningsforslag. Vi ved, at problemet er internationalt, og derfor vil vi foreslå regeringen, at den også tager diskussionen i EU-sammenhæng.

Brug for handling

Lægeforeningen er allerede i dialog med Lægemiddelstyrelsen om initiativer, der kan være med til at sikre patientsikkerheden og mindske de praktiske gener.

Der skal udarbejdes en liste over kritiske lægemidler, som under ingen omstændigheder må komme i restordre. Der findes allerede en liste for sygehusmedicin, og der er brug for en tilsvarende liste for lægemidler i almen praksis. Det vil Lægeforeningen naturligvis bidrage til.

Der skal etableres en teknisk løsning til Det Fælles Medicinkort, så lægen allerede ved ordinering kan se, om et lægemiddel er i restordre og med det samme ordinere et erstatningspræparat. Det vil spare tid for både patienter og læger. En sådan håber vi kan implementeres allerede fra årsskiftet, hvis der sættes midler af på den kommende finanslov.

Men ingen af de forslag løser problemet, hverken på kort eller langt sigt. Det er kun lappeløsninger. Plaster på et sår, der bliver større.

Lægeforeningen er klar over, at det er en svær opgave at løse samtidigt med, at der skal sikres balance i medicinudgifterne. Men vi må kunne stille krav til forsyningssikkerhed og skabe ro på området.

Derfor er det tvingende nødvendigt, at der bliver lagt et politisk pres på industrien, hvis vi skal hindre, at lægemidler i restordre bliver et større problem for patientsikkerheden. Vi er nødt til at kunne være garanteret, at medicinforsyningen er sikret. Vi har fra lægeside gjort opmærksom på problemet, nu er der brug for politisk opbakning.

Skriv kommentar