»Det får os til at konkludere, at personer med psoriasis har en mere usund kost, men at vi ikke kan finde evidens for, at usund kost er en selvstændig risikofaktor for udvikling af psoriasis,« siger Charlotte Näslund Koch.

Kost og psoriasis vævet sammen i et komplekst samspil Personer med psoriasis følger sjældnere Sundhedsstyrelsens kostråd sammenlignet med personer uden psoriasis, viser ny dansk forskning. Dårlig kost ser dog ikke ud til alene at fremme udvikling af psoriasis, men kan spille ind i et komplekst sygdomsbillede, siger forsker.

Personer med psoriasis spiser ifølge et nyt dansk studie mere usundt og længere væk fra Sundhedsstyrelsens kostråd sammenlignet med resten af danskerne.

Det nye studie peger på et komplekst samspil mellem hudsygdommen og livsstil, som samlet set muligvis kan skubbe personer med den genetiske disposition for udvikling af psoriasis ud over grænsen, så sygdommen manifesterer sig.

Forskningsresultatet er offentliggjort på den årlige kongres for European Academy of Dermatology and Venereology (EADV).

»Det er ikke så simpelt, at man kan sige, at fordi man spiser usundt, så udvikler man psoriasis, men diæten er en del af den totale mængde risikofaktorer, som er vigtige for udvikling af sygdommen. Nogle af dem kan vi gøre noget ved, mens vi ikke kan gøre noget ved andre,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og ph.d.-studerende Charlotte Näslund Koch fra Afdeling for Allergi, Hud og Kønssygdomme ved Herlev og Gentofte Hospital.

Mere end 100.000 danskere med i studie

I studiet har Charlotte Näslund Koch med sine kolleger undersøgt sammenhængen mellem det at spise efter Sundhedsstyrelsen kostråd og risikoen for udvikling af psoriasis. 

Til formålet granskede forskerne data fra den store befolkningsundersøgelse Herlev Østerbroundersøgelsen med mere end 100.000 danskere.

Helt generelt tegner der sig et billede af, at man kan nedsætte risikoen for udviklingen af sygdommen ved at leve sundt med fokus på både rygning, alkohol, fysisk aktivitet og en sund kost

Charlotte Näslund, forsker, Herlev og Gentofte Hospital

Deltagerne i Herlev Østerbroundersøgelsen svarede ved inklusionstidspunktet på et omfattende spørgeskema vedrørende blandt andet kostvaner, andre livsstilsfaktorer og helbred. Diagnoser på psoriasis blev trukket fra Landspatientregistret. 

På den måde kunne forskerne se, om det at spise efter Sundhedsstyrelsens kostråd har betydning for forekomst og udvikling af psoriasis. 

Forskerne inddelte studiedeltagerne i grupperne lav, mellem og høj i forhold til det at spise efter Sundhedsstyrelsens kostråd, hvor lav kun i meget lav grad spiste efter anbefalingerne, mens høj i meget høj grad fulgte de råd, som Sundhedsstyrelsen udstikker.

Personer med psoriasis spiser mere usundt

For det første undersøgte forskerne, hvad diæten havde af betydning for det at have psoriasis på inklusionstidspunktet.

Denne del af undersøgelsen viste, at personer i ”lav”-gruppen havde 70 pct. øget risiko for at have en diagnose med psoriasis sammenlignet med ”høj”-gruppen.

Resultatet fortsatte med at være statistisk signifikant, selv efter forskerne justerede data for andre faktorer som rygning, alkoholforbrug, fysisk aktivitet, uddannelsesniveau og hypertension.

I anden del af undersøgelsen ekskluderede forskerne alle de studiedeltagere, som ved inklusionstidspunktet havde fået stillet en diagnose med psoriasis, og undersøgte derefter, om diæten havde betydning for risikoen for udvikling af psoriasis i løbet af en median opfølgningsperiode på ni år.

Her fandt forskerne også en sammenhæng, men den forsvandt dog igen, da de justerede data for rygning, alkoholforbrug, fysisk aktivitet, uddannelsesniveau og hypertension.

»Det får os til at konkludere, at personer med psoriasis har en mere usund kost, men at vi ikke kan finde evidens for, at usund kost er en selvstændig risikofaktor for udvikling af psoriasis,« siger Charlotte Näslund Koch.

Kosten spiller ind i et komplekst samspil

Ifølge Charlotte Näslund Koch bidrager studiet til en større forståelse af risikofaktorerne for udvikling af psoriasis.

Hun visualiserer udvikling af psoriasis som en vægtskål, der kan blive puttet flere og flere lodder i.

Kommer der på et tidspunkt nok lodder af risikofaktorer i vægtskålen, kan den tippe i retning af udvikling af psoriasis.

Nogle personer vil have en genetik, som kræver flere risikofaktorer, før sygdommen udvikler sig, mens andre vil kræve færre.

»Hos en person med stærk genetisk disposition kan det at ryge eller det at spise en usund kost være nok til, at sygdommen bliver udløst, mens det samme ikke vil være tilfældet hos andre. Derfor kan det også være svært at bevise, at kosten i sig selv er en selvstændig risikofaktor, fordi den spiller ind i et meget mere komplekst samspil. Men helt generelt tegner der sig et billede af, at man kan nedsætte risikoen for udviklingen af sygdommen ved at leve sundt med fokus på både rygning, alkohol, fysisk aktivitet og en sund kost. Vi ved fra andre studier, at udover den genetiske disposition er overvægt en selvstændig risikofaktor for psoriasis. Desuden er den sunde livsstil vigtig for at reducere udviklingen af hjertekarsygdom, som er en hyppig følgesygdom hos patienter med psoriasis,« siger Charlotte Näslund Koch.

Skriv kommentar