Kombinationsbehandling med paracetamol og ibuprofen reducerer behovet for morfin Dansk studie dokumenter, at hofteopererede patienters behov for smertelindring med morfin er markant lavere, når de behandles med en kombination af paracetamol og ibuprofen.

Kombinationen af de hyppigt anvendte smertestillende midler paracetamol og ibuprofen reducerer hofteopererede patienters behov for morfin efter operationen signifikant. Det viser resultaterne af det danske PANSAID-studie (PAracetamol and NSAID), som netop er blevet offentliggjort i Journal of the American Medical Association.

Resultaterne er vigtige, fordi de viser effekten af en vidt anvendt smertestillende behandling, der gives til millioner af patienter årligt på verdensplan, mener Ole Mathiesen, professor ved Københavns Universitet, overlæge på anæstesiologisk afdeling på Sjællands Universitetshospital Køge og medforfatter til PANSAID.

»Evidensen for effekt og sikkerhed ved disse kombinationer er faktisk meget dårligt belyst. Dette gælder i særdeleshed ved behandling af smerter efter operation. Det har været vigtigt at undersøge, dels for at sikre den bedste smertebehandling, men også for at sikre at behandlingen ikke skader patienterne. I et samarbejde med Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet har vi dokumenteret, at der er bedre effekt af kombinationsbehandlingen end hvert lægemiddel for sig, både i forhold til morfinforbrug, smerter og bivirkninger,« siger Ole Mathiesen.

Signifikant reducering

Undersøgelsen er baseret på data fra i alt 559 hoftepatienter, der forud for operationen blev randomiseret til postoperativ smertebehandling i én af fire grupper: Paracetamol 1000 mg plus ibuprofen 400 mg. Paracetamol 1000 mg plus placebo. Ibuprofen 400 mg plus placebo. Paracetamol 500 mg plus ibuprofen 200 mg. Målet var at undersøge, om kombinationsbehandlingen reducerede det postoperative behov for brug af morfin i det første døgn efter operationen.

Patienternes gennemsnitlige behov for morfin var 20 mg i gruppen, der fik kombinationen af paracetamol og ibuprofen i de høje doser, mens gruppen, der kun fik 1000 mg paracetamol og placebo, i gennemsnit havde brug for 36 mg morfin.

»På grund af morfins bivirkninger som kvalme, hudkløe og forstoppelse, har vi som anæstesiologer fokus på at reducere brugen af morfin. Resultaterne viser, at kombinationsbehandlingen signifikant reducerer morfinindtaget, i forhold til behandling med paracetamol alene. De patienter, der fik kombinationsbehandlingen, havde også færre smerter og mindre risiko for kvalme i døgnet efter operationen,« siger Ole Mathiesen.

Et andet mål med undersøgelsen var at undersøge, om kortvarig behandling med ibuprofen øgede langtidsrisikoen for alvorlige bivirkninger.

»Vi fandt ingen signifikant stigning i risikoen for alvorlige bivirkninger, men dog et lille signal  som viser, at det er nødvendigt at undersøge dette nærmere i et stort multicenter studie,« siger Ole Mathiesen.

Uafhængige studier vigtige

PANSAID er finansieret af fondsbevillinger og økonomisk støtte fra Region Sjælland. Ole Mathiesen mener, at denne type undersøgelser er vigtige, fordi de udspringer af et klinisk behov for at få undersøgt et givent spørgsmål, og ikke af kommercielle interesser.

»Forsøget er i vores øjne særligt interessant, da det er investigator-initieret, og tester en velkendt, vidt anvendt behandling, som gives til millioner af patienter årligt på verdensplan. Sådanne studier er nødvendige, og helt afhængige af fondsstøtte, for at kunne gennemføres. Det gælder især fordi, at offentlig støtte til lægeinitieret klinisk forskning er meget begrænset,« siger Ole Mathiesen.

Læge, ph.d. Kasper Højgaard Thybo, Næstved Sygehus, har stået i spidsen for undersøgelsen, som er lavet i samarbejde med Sjællands Universitetshospital i Køge, hospitalerne i Holbæk og Nykøbing Falster, Odense Universitetshospital, Privathospitalet Gildhøj – og som før nævnt Copenhagen Trial Unit på Rigshospitalet.

Skriv kommentar