Kræftplan V er på vej, og i et kommissorium fra Sundhedsministeriet ser vi de første forventninger til planen, og der sættes også klarere rammer for en Kræftplan V. Planen skal forberedes over det næste års tid og heldigvis vil der blive inviteret bredt ind til arbejdet.
Kræftplan V skal gøre det bedre for patienterne, men hvilke udfordringer og hvilke løsninger kan gøre hele kræftforløbet værdifuldt for patienterne?
Vi skal med forebyggelse skabe bedre kapacitet til de mennesker, som har mest brug for os
Vejle Sygehus har i over 10 år arbejdet ud fra en profil som ’Patienternes Kræftsygehus’. Lægeligt fundamentalistisk drejer det sig alene om to aspekter: Forbedret livskvalitet og forlænget liv. Det er dog ikke lige sådan at operationalisere. Man er nødt til at tage udgangspunkt i samfundet og i et parløb med patienter og pårørende identificere mening, udfordringer og løsninger.
I det følgende vil jeg gennemgå de hovedpunkter og mine udlægninger af samme, som sygehuset i parløbet med patienter og pårørende har valgt at arbejde med de næste år. Håbet er på dette tidlige tidspunkt at kunne give en lille inspiration til en værdibaseret Kræftplan V. En kræftplan der sætter mennesket først.
Patientens ønsker
Det er ved at være en floskel, men med en lille omskrivning oplever jeg, at sætningen er det eneste nødvendige bud til personalet: Når du har lært patienten og dennes ønsker at kende, når du med din faglighed har vurderet patientens behov, hvad finder I så i fællesskab frem til er det bedste at gøre?
Hvis personalet arbejder sådan, så har jeg deres ryg – og jeg ved at mine chefer har min ryg. Det gør det trygt at arbejde i sundhedsvæsenet, og det fremmer en kultur af omsorg for patienten.
Forløb med lige chancer
Hvis vi vænner os til i første omgang at kende patienten og mennesket bag, så bliver det også lettere at se igennem de forskelle, der kan give støj i et forløb, og som kan give dårligere resultater i livskvalitet og overlevelse for nogle grupper.
Støjen kan være psykiatrisk sygdom, anden komorbiditet, sociale udfordringer, kulturelle forskelle eller præferencer mv. der er kommet mange forbedringer i form af ensretning, guidelines og planlagte forløb. Det skal selvfølgelig ikke mistes, men det skal også udbygges og effektiviseres.
Det er dog samtidig klart, at patienter med ’støj’ skal have en særlig opmærksomhed og en relativt større bid af ressourcekagen for at få et ordentligt forløb med lige chancer for et godt resultat som andre. Her skal vi oppe os. Og vi skal forebygge langt tidligere end hidtil. Vi skal med forebyggelse skabe bedre kapacitet til de mennesker, som har mest brug for os.
Forskning og innovation
Fagligheden skal bare være i orden. De tværfaglige og multidisciplinære kompetencer skal være i top og i en løbende udvikling for at sikre de mest effektive og de mest skånsomme behandlinger til den enkelte patient.
Igen skal vi ind til kernen af, hvad der er meningsfuldt for patienten med kræft
Jeg vil påstå, at vi har alle relevante og alle potentielt gavnlige behandlinger til rådighed i Danmark. Der kan være behandlinger på vej ind, og der kan være tilbud, som lægerne skal sikre forsøgsprotokoller for at kunne tilbyde – men behandlingen generelt set er i verdensklasse. Det skal vi kunne blive ved med at sige, og det kræver en særlig opmærksomhed og en særlig investering.
Kræftsygdommene bliver mere og mere underinddelt og behandlingerne mere og mere individuelle. Det stiller krav til specialisering, samarbejde og teknologisk avancement for vedvarende at kunne levere de nødvendige forskningsdata til at udvikle tilbuddene til patienterne.
Husk at patienten i dag ikke bare ønsker den bedste individuelle behandling. Patienten i dag ønsker også at bidrage til bedre behandlinger til fremtidens patienter. Det er med til at skabe mening under selv svær sygdom.
Fra overlevelse til liv
Vejle Sygehus har gennem en årrække haft en senfølgeklinik til håndtering af komplekse senfølger efter kræftsygdom. Det har givet mange erfaringer, og heldigvis ser vi nu tilsvarende klinikker skyde op mange steder i landet.
Langt de fleste senfølger håndteres på bedste vis af patienten selv, praktiserende læge, kommunen og en vifte af sygehusafdelinger, men enkelte patienter har komplekse udfordringer, der kræver særlig indsigt i kræftsygdom, behandlinger, smerter, psykologiske følger og sociale udfordringer. Jeg forudser, at senfølgeklinikker skal fungere på alle sygehusenheder.
En mindre opgave bliver at se de komplekse patienter, og den største opgave bliver at opbygge erfaringer og være en ressource for kommunerne i at løse rehabiliteringen tæt på patienten eller i hjemmet. Der skal være en vis centralisering af kompetencer for at have den kritiske masse for udvikling, men patienterne skal primært hjælpes efter behov eller tæt på hjemmet. Målet er et rigt liv efter kræft med engagement i familie, fritid, arbejde og samfund. Heldigvis overlever flere og flere en kræftdiagnose, men ambitionen skal være liv og ikke bare overlevelse.
En særlig opmærksomhed er nødvendig for dem, hvor en kræftdiagnose fører til døden. Der kan være rigtig meget liv selv med en kronisk eller en umiddelbart dødelig kræftsygdom. Det giver bedre livskvalitet, når vi implementerer en tidlig palliativ indsats og når vi forbereder og aftaler individuelle behandlingsmål.
Som med tidlig opsporing af kræft, rehabilitering og senfølger er primærsektoren allervigtigst – men sygehuset skal være en stærk faglig samarbejdspartner til de særligt svære forløb og til sparring om alle de andre. Igen skal vi ind til kernen af, hvad der er meningsfuldt for patienten med kræft.
Et meningsfuldt arbejde
Hvad så med sygehusene og personalet? Vi har været gennem centralisering og høstet de gode frugter af den proces. Udfordringerne fremover bliver at få de rette patienter tidligere ind fra primærsektoren og få dem så godt som muligt hjem igen til rehabilitering.
Lad Kræftplan V være anledning til at tænke mere langsigtet end de vanlige halv- eller helårlige budgetperioder
En virkelighed bliver også flere ældre patienter og færre yngre kolleger i sundhedsvæsenet til at hjælpe dem. Vores yngre kolleger ønsker det samme som alle andre; at have et meningsfuldt arbejde. Og de vil være hurtige til at skifte job, indtil de oplever et meningsfuldt arbejde.
Der giver sundhedsvæsenet et forspring i forhold til mange andre industrier, men forspringet kan hurtigt sættes over styr med kortsigtede løsninger, slingrekurs og for tæt politisk styring.
Kræftplan V i mindst fem år
Historisk set har hver kræftplan varet i mindst fem år. Lad Kræftplan V være anledning til at tænke mere langsigtet end de vanlige halv- eller helårlige budgetperioder. Man kan simpelthen ikke styre et sundhedsvæsen ud fra korte mål.
Midlerne i Kræftplan V kan forhåbentlig lukke evt. huller, så ressourcesnakken forstummer, og lidenskabelige fagfolk kan fokusere på at løse opgaven bedst muligt inden for rammen. Der skal være en kompromisløshed om hurtig udredning og behandling, så vi i stedet kan fokusere på at skabe langvarige, meningsfulde resultater for patienterne. Det kan politikerne kræve og så ellers gøre som alle ledere i sundhedsvæsenet bør: Hjælp dine medarbejdere til at lykkes og stol på, at de sammen med den enkelte patient finder den bedste løsning.
