Kun godt 25 pct. af de danske hospitalslæger har på et eller andet tidspunkt haft en dele- eller kombinationsstilling, som indebar forskning. Det viser en rundspørge, som Lægeforeningen foretog i 2020.

Men stort set alle de andre – nemlig 95 pct. af resten – har også forsket. De har blot gjort det uden for arbejdstiden.

Wiuff Andersen, 34 år, er sådan en fritidsforskerlæge. Han har foruden en ph.d. også en medicinsk doktorgrad, og er i øjeblikket i gang med et hoveduddannelsesforløb i anæstesiologi og intensiv medicin på Aarhus Universitetshospital. Han har ca. to år tilbage, før han kan skrive speciallæge på sit cv.

»Jeg har måske brugt halvt så meget tid på forskning, som jeg har brugt i klinikken. Det er 150 pct. (af en almindelig arbejdstid, red.) eller ca. 20 timer om ugen. I nogle perioder har det været betydeligt mere, og andre gange mindre,« siger han.

Undervejs har han høstet adskillige udmærkelser og gennemført forskning af en kaliber, der er blevet publiceret i JAMA – Journal of the American Medical Association.

Fritidsforskning fremmaner billeder på nethinden af trætte anæstesiologer, kirurger, akutlæger osv., som hænger over computere eller andet udstyr og slider med at dechifrere tal i kolonner, analysere laboratoriesvar mv., mens resten af livet med familie, fritidsinteresser eller bare fjas glider forbi for aldrig at vende tilbage.

Det lyder trist. Men det er nu ikke, fordi Lars Wiuff Andersen har ondt af sig selv.

»Man gør det jo, fordi man synes, det er spændende,« som han siger.

Og han påpeger, at han ikke har gjort alt arbejdet alene.

»Jeg har været heldig, at jeg har fået nogle bevillinger, som gjorde det muligt at have projektsygeplejersker og ph.d.-studerende, og de har lavet meget af det tunge arbejde, hvor jeg så har været mere superviserende,« forklarer han.

Fra fritid til arbejdstid

Fremover ændrer Lars Wiuff Andersens status som fritidsforsker sig dog, for den 1. september i år startede han i en stilling delt mellem 20 pct. forskning og 80 pct. klinik.

Men hvad nu, hvis det havde været muligt at få en delestilling tidligere?

»Så havde jeg helt sikkert takket ja. Men det er vanskeligt af flere årsager. For det første skal man finde finansiering til det. Og for det andet er det et stort puslespil, der skal gå op,« siger han.

»I hoveduddannelse skifter man tit afdeling, og også hospital, så der er rigtig mange ledere og afdelinger, der skal sige god for, at man kan komme f.eks. en måned senere eller blive en uge længere osv. I en ideel verden bør der være sådan en mulighed for, at folk i hoveduddannelse kan have en delestilling, hvor den ikke-kliniske andel går til forskning. Men med den struktur og kultur, vi har nu, er det svært. Jeg har ikke selv presset på for at få en delestilling tidligere, for jeg tænkte, at det var for svært at få logistikken til at gå op.«

Samtidig spiller det også en rolle, at der med en delestilling er længere udsigt til at blive speciallæge.

»På et tidspunkt vil man også gerne være færdig. Hvis man f.eks. har en stilling med halv klinik og halv forskning, så er man i hoveduddannelse i otte år, før man bliver speciallæge. For mig ville det ikke være en god løsning, for jeg vil også gerne blive en dygtig kliniker og bidrage der,« siger han.

»Det ville måske også være svært at have en tilknytning til en afdeling, hvis man kun var der halvdelen af tiden. Det er vigtigt, når man er ny i afdelingen. Men for andre kunne det måske være godt – det er nok meget individuelt.«

Ny fondsbevilling

Lars Wiuff Andersen har nu i de kommende år mulighed for at hellige sig forskning i en femtedel af arbejdstiden, og det skyldes et såkaldt ‘clinical emerging investigator grant’ fra Novo Nordisk Fonden.

Den type bevillinger er specifikt beregnet på læger, der ikke er speciallæger endnu, og som vurderes at have et solidt topforskerpotentiale. Lars Wiuff Andersens grant er på lige knap 10 mio. kroner, som rækker over 5 år.

Pengene skal gå til to projekter, som har til hensigt at forbedre outcome for de ca. 7.000 mennesker, der får hjertestop årligt alene i Danmark, og hvor kun omkring hver femte er i live efter 30 dage.

Det ene projekt handler om bikarbonat, et stof, der modvirker syredannelse i blodet, og om det kan forbedre overlevelseschancerne for mennesker, der får hjertestop under et hospitalsophold.

»Det studie er vi stadig ved at planlægge. Det er landsdækkende, hvor de fleste større hospitaler i Danmark er med, og der kommer til at gå lidt tid, før der er resultater. Vi er først ved at søge tilladelser,« siger Lars Wiuff Andersen.

Lidt hurtigere forventes det at gå med det andet projekt. Det handler ikke om medicin, men om metode. Her drejer det sig om patienter, som ikke befinder sig på et hospital, når de får hjertestop, og det skal testes, om det er bedre at administrere medicin via et stik i knoglemarven – en såkaldt knogleskrue – eller via et kateter i en vene, som er den sædvanlige metode.

Det studie udføres i regi af Præhospitalet i Region Midtjylland, men forskerne arbejder på at få flere deltagere med. Lars Wiuff Andersen regner med, at studiet kan være færdigt om to år.

Tæt på klinikken

Emnerne er meget tæt knyttet til det, Lars Wiuff Andersen oplever i klinikken

»Der er ingen tvivl om, at den forskning, jeg laver, er meget patientnær. Så mange af de ting, vi forsker i, handler om ting, vi støder på i klinikken. Vi behandler patienter med hjertestop, og derfor indser vi, hvor der er behov for forskning, så inspirationen er meget direkte,« siger han.

Et eksempel er et nyligt studie af calcium brugt som behandling ved patienter med hjertestop på sygehus.

»Noget af det, vi netop har publiceret i efteråret – det var i JAMA – er et randomiseret studie, som vi lavede på Præhospitalet i Region Midtjylland. Det handler om calcium og placebo ved hjertestop. Der har været en idé om, at calcium måske var gavnligt (ved hjertestop, red.), og jeg har selv stået og tænkt, om jeg skal give calcium eller ikke til en patient. I USA bruger man det meget. Men det viste sig, at det ikke er gavnligt og måske endda skadeligt. Det var jeg overrasket over, men nu er det sådan, at jeg på ingen måde giver calcium,« siger han.

Ph.d. blot til pynt?

Hårdt presset ville Lars Wiuff Andersen nok vælge klinikken frem for forskningen, hvis han ikke havde nogen som helst mulighed for at kombinere de to ting.

Men heldigvis er han ikke nødsaget til at vælge. Står det til ham, vil hans arbejdsliv også fremover komme til at bestå af de to dele, efter at han er færdig med sin hoveduddannelse og er blevet speciallæge.

»Planen er at fortsætte med forskning, og jeg håber, at det kan blive mere end 20 pct., men det skal jeg aftale med det sted, jeg bliver ansat,« siger han.

I hans optik er der behov for flere af den slags kombinationsmuligheder.

»Rigtig mange laver forskning i deres fritid, for forskning er noget, man er nødt til at holde ved lige. Det er nok også en af grundene til, at mange tager en ph.d., og så ikke laver mere forskning,« siger han.

En undersøgelse fra 2016 målte lægers forskningsaktivitet to år efter, at de havde fået deres ph.d., og den viste, at kun en tredjedel af dem var fortsat med at forske.

»Rigtig mange laver deres ph.d. og kommer ind i forskning lige før, eller lige efter introstillingen, og så er det netop svært at fortsætte med forskning, fordi man ikke kan få en delestilling,« mener Lars Wiuff Andersen.

At de mange læger med en ph.d., der bagefter ikke forsker videre, kun har taget ph.d.’en, fordi den pynter på deres cv., tror Lars Wiuff Andersen ikke på.

»Nej, det tror jeg ikke er rigtigt. Selvfølgelig er det for nogle en måde at komme i spil på i forhold til en meget kompetitiv hoveduddannelse, men jeg tror, at det er fåtallet. Det er altså tre år af ens liv, man bruger på det,« siger han.

»Jeg tror, at de fleste har en oprigtig interesse i forskning. Så er der nogle, der siger, at ok, nu har de prøvet det og har det fint med at stoppe. Men jeg synes ikke, at det er spildt. Man lærer noget under ph.d.’en metodemæssigt og forskningsmæssigt, som man kan bruge fremadrettet som kliniker og som f.eks. underviser. Men det er ærgerligt, at ikke flere fortsætter.«

Flere fokuserer på familien

Også Lægeforeningen ser gerne flere delestillinger. Ikke blot for lægernes, men også for forskningens og i det hele taget sundhedsvæsenets skyld.

Jeg synes, at det er vigtigt, at vi går ind i en større diskussion om delestillinger, også gerne med andre ting end forskning

Lars Wiuff Andersen, læge og forsker, ph.d. og dr.med.

»Det er skrøbeligt for hele vores sundhedsvæsen, at vi binder os op på, at forskning skal foregå i fritiden,« siger Sanne Marie Thysen, formand for Lægeforeningens forskningsudvalg.

Fritidsforskning indebærer i sagens natur, at den frie tid på et eller andet tidspunkt risikerer at blive brugt på noget andet.

»Der kan være perioder, hvor familien fylder mere. Vi oplever, at der er en anden fokus på work-life balance blandt de yngre læger, der kommer ud, sammenlignet med tidligere, og det betyder, at der er nogle perioder, hvor vi kommer til at miste noget forskningspotentiale. Og så er det jo ikke meningen med fritid, at den skal bruges på mere arbejde,« forklarer hun.

Var forskning en integreret del af flere lægejob, ville kontinuiteten være sikret.

Det er dog ikke sådan, at alle lægejob bør indebære forskning, mener Lægeforeningen.

»Man skal ikke glemme, at der er rigtig stor værdi i at være klinisk arbejdende læge på fuld tid, og nogle har ikke lyst til forskning. Men det er vigtigt, at der på alle afdelinger er læger, der forstår forskning til bunds, og som kan bringe nye resultater ind på afdelingen og være med til at højne kvaliteten,« siger Sanne Marie Thysen.

»Men jeg har ikke noget tal på, hvor mange job (med kombineret klinik og forskning, red.), der bør være. Det afhænger af specialet og hvor meget tid til forskning, der afsættes. Jeg tror ikke, at man kan lave en one-size-fits-all.«

Kodeord: fleksibilitet

Flere af de store fonde, der støtter store dele af dansk forskning, er allerede i gang med at øge deres bevillinger til kombinationsstillinger med forskning og klinik. En tendens, der fra 1. september bl.a. er kommet Lars Wiuff Andersen til gavn.

Efter hans mening er der imidlertid behov for en langt bredere debat om ikke blot delestillinger, men muligheder for individuel tilpasning i det hele taget.

»Jeg synes, at det er vigtigt, at vi går ind i en større diskussion om delestillinger, også gerne med andre ting end forskning. Det er vigtigt, at systemet indser, at delestillinger er kommet for at blive, og at systemet vænner sig til tanken,« siger han.

»Det kræver nok en organisatorisk og en kulturel ændring at få indarbejdet fleksibilitet. Men det kan være nødvendigt, hvis man gerne vil fastholde folk, som kommer med andre prioriteter – familie, forskning, rejser, eller hvad det nu kan være. Det giver gladere medarbejdere.«

Læs mere om delestillinger og forskning:

19. august 2022: Delestillinger gør det muligt at kombinere klinik og forskning

19. august 2022: Fra Freud i folkeskolen til familieforskning