Hun har brug for lidt fra hver verden. Men ikke for meget. Som læge kan arbejdspresset blive for stort, og som forfatter kan det blive for ensomt. Anette Ellegaard Dalum kombinerer de to virker ved at tage det bedste fra to verdener.

»For mig er det ikke muligt at sige enten eller. Der er intellektuelle stimuli og samvær med kollegaer i det ene fag og kreativitet og frihed i det andet. Jeg har brug for at kombinere de ting,« siger Anette Ellegaard Dalum.

Vi sidder i havemøblerne uden for hendes og hendes mands lille bondehus med stråtag på præsteloddet i Melby i Nordsjælland. Fire dage om ugen arbejder hun her. Hun sidder i sin gamle cirkusvogn og skriver. Den står parkeret i den tæt beplantede baghave, der hører til huset. Vognen er udstyret med et lille skrivebord, en elradiator og en seng.

Den femte arbejdsdag om ugen har hun brugt som læge på et misbrugscenter. Men efter sommerferien er hun begyndt i et vikariat i Kolding, hvor hun skal være ansvarlig for den lægefaglige del af behandlingen i et team for personlighedsforstyrrelser i lokalpsykiatrien i Kolding.

Forfatterlivet tilgodeser ikke altid pensionsopsparingen, og derfor skal hun ændre fortegnet, så det for en periode hedder fire dages lægeligt arbejde og en dags skriveri, som hun i øjeblikket bruger på en spændingsroman, der foregår i medicinalindustrien. Men hun er ikke vild med at nedprioritere skriverierne.

»Jeg kan godt lide, at jeg kommer ud, at jeg ikke er isoleret samt holder min lægefaglighed ved lige. Men det kræver fordybelse at skrive en bog. Man kan ikke sætte sig ned to timer her og der. Jeg frygter, at jeg kommer til at blive lidt frustreret over ikke at have lige så meget tid til at skrive,« siger Anette Ellegaard Dalum.

Det bedste fra to verdener

Anette Ellegaard Dalum gør meget for at adskille sine to arbejder. Som forfatter går hun under navnet Ellegaard, og som læge hedder hun Dalum.

»Jeg er læge, når jeg er læge, og omvendt. Jeg kan godt få lyst til at fortælle nogle af mine patienters historier, men det gør jeg ikke. Jeg tager min tavshedspligt meget alvorligt,« siger hun.

Det betyder dog ikke, at hun ikke kan drage nytte af det ene virke i det andet og omvendt. Som læge har hun let ved at formulere sig skriftligt, fordi hun arbejder som forfatter. Journalføring er for hende ikke en lige så sur pligt, som andre måske ser det.

Selvom Anette Ellegaard Dalum ikke gør meget brug af det lægefaglige i sit virke som forfatter, så er det ikke ensbetydende med, at hun ikke kan drage nytte af det. I sit arbejde med førnævnte spændingsroman om medicinalindustrien har hun en stor fordel i form af sin viden, som hun kan trække på.

Sådan får forfatterlægen de to virker til at spille sammen. Men man fristes til at undres over, hvorfor hun arbejder med to meget forskellige ting. Svaret skal findes i hendes barndom og opvækst.

Forfatterspire

Anette Ellegaard Dalum er en klassisk mønsterbryder. Det lå ikke i kortene, at hun skulle ende med at blive akademiker. Hun kommer fra et arbejderhjem på Amager, hvor hverdagen var præget af vold, misbrug og psykisk sygdom.

Når situationen spidsede til i hjemmet, tog hendes mor hende med på biblioteket for at læse bøger. Det gjorde, at forfatterspiren i en tidlig alder mestrede læsning og skrivning. Allerede som barn begyndte hun at lave sine egne hjemmelavede bøger.

Da Anette Ellegaard Dalum begyndte i skolen, var hun meget introvert og snakkede ikke med sine klassekammerater. Hun var et menneskesky barn. Derfor blev hun sendt til skolepsykologen til en udredning. Der gik det op for personalet, at hun var ualmindelig dygtig til at læse og skrive, og det begyndte hendes klasselærer, Poul, at fokusere på.

Jeg blev inspireret af lægen, som behandlede mig. Hun udstrålede en ro, som jeg gerne selv ville have, og det ville jeg måske få, hvis jeg også blev læge

»Jeg ’udgav’ min første bog, da jeg gik i 3. klasse. Det var et eventyr, der var stærkt inspireret af Snehvide. Den fik hele min klasse lov til at læse. Det var her, jeg fandt et sted, hvor jeg havde kompetencer. Hvor jeg var intelligent,« siger forfatterlægen.

Lægevejen

Den hårde opvækst satte også sit præg på den unge Anette Ellegaard Dalum. Hun havde lavt selvværd og ingen tro på sig selv. Hun blev som 16-årig indlagt med psykosomatiske symptomer. Det var her, at hun fandt ud af, at hun ville være læge.

»Jeg blev inspireret af lægen, som behandlede mig. Hun udstrålede en ro, som jeg gerne selv ville have, og det ville jeg måske få, hvis jeg også blev læge. Desuden tænkte jeg, at hvis jeg tog den længste uddannelse i landet, ville det hjælpe mit selvværd, og jeg ville nok komme til at føle mig god nok,« siger hun.

Når Anette Ellegaard Dalum i dag sidder i sin have og reflekterer over sit valg dengang, ser hun årsagen som værende modsat mange andres incitament til at gå lægevejen.

»Jeg skulle ikke ud og redde verden med lægefaget. Det var den anden vej rundt, lægefaget skulle redde mig,« siger hun.

Under sin uddannelse prøvede Anette Ellegaard Dalum helt at gøre op med virket som forfatter. I halvandet år skrev hun slet ikke, men fokuserede på sine medicinstudier. Til sidst måtte hun dog opgive sin kolde tyrker fra skriverierne.

»Jeg følte, at jeg forrådte mig selv ved ikke at skrive længere,« siger hun.

Konstant konflikt

I 2000 debuterede hun som forfatter med ungdomsromanen ’Indigo’, mens hun var på barsel med sit tredje barn. Det skete to år, inden hun blev færdiguddannet læge fra Københavns Universitet. I 2005 efter endt turnus droppede hun lægegerningen helt for at være forfatter, men i 2010 vendte hun tilbage på fuld tid.

Jeg har brug for frihed og fleksibilitet, og det kan livet som forfatter give mig. I lægeverdenen bliver man bundet op på arbejdet.

Siden da har hun jongleret læge- og forfattervirket. Det er blevet til stillinger inden for psykiatrien både på åbne og lukkede afdelinger, i distriktspsykiatrien samt som konsulent på psykiatriske bosteder. Samtidig har hun udgivet ni fantasybøger for børn og en selvhjælpsbog.

Selv fortæller forfatterlægen, at hun har følt en konstant konflikt mellem, om hun skulle være læge eller forfatter. Det er meget rodet og skifter, og det skyldes, at hun ikke vil binde sig til lægefaget.

»Jeg skal have plads til at være forfatter. Jeg har brug for frihed og fleksibilitet, og det kan livet som forfatter give mig. I lægeverdenen bliver man bundet op på arbejdet,« siger hun.

Tanken om, at hun i en tid med stor lægemangel forråder sine kollegaer, har strejfet hende. Men som hun selv forklarer, har hun forsøgt at droppe forfattergerningen og arbejde fuld tid som læge. Det er gået fint i perioder, men hun har også været nede med stress flere gange.

»At dele min arbejdstid op på denne måde er ikke et valg for mig. Jeg har brug for det her, og jeg bidrager selvfølgelig så meget, jeg kan.«