Dette er en kommentar til en artikel bragt for nyligt i Ugeskrift for læger. Forfatterne bag artiklen i ugeskriftet har fået mulighed for at svare på denne kommentar. Læs deres svar her.
NICE (National Institute of Health and Care Excellence) i Storbritannien publicerede i oktober 2021 nye retningslinjer for myalgisk encephalomyelitis/kronisk træthedssyndrom (ME/CFS) (1).
Her blev tilstanden anerkendt som en alvorlig biomedicinsk sygdom, samtidig med at tidligere anbefalinger om at behandle ME med kognitiv adfærdsterapi (KAT) og gradueret træningsterapi (GET) blev trukket tilbage.
Der blev også stærkt advaret mod at bruge den alternative behandlingsform Lightning Process (LP), som er blevet anbefalet blandt andet i Norge.
Dermed er de britiske retningslinjer for tilstanden i overensstemmelse med de amerikanske og en række EU-landes.
Nødvendig ændring
NICE-ændringen var nødvendig, fordi det tidligere paradigme om ME som en psykosomatisk eller funktionel lidelse i løbet af 40 år ikke havde ført feltet fremad.
Det store PACE-studie, som mente at påvise, at både KAT og GET havde effekt overfor ME/CSF, er blevet trevlet op
Tværtimod har dette synspunkt bidraget til, at ME-patienterne har fået en meget dårlig behandling af sundhedssystemet i mange lande, inklusiv Danmark.
Synspunktet har også i flere årtier blokkeret for seriøs biomedicinsk forskning. Efter at USA ændrede kurs i 2015 og anerkendte ME/CFS som en alvorlig biomedicinsk sygdom, er der sket en stor stigning i den biomedisinske ME-forskning, og man ved rigtig meget mere om tilstanden i dag end for bare syv år siden.
Problematisk ME-forskning
Derudover har det vist sig, at meget af forskningen i KAT og GET og lignende behandlingsformer havde så dårlig kvalitet, at flere artikler inklusiv et Cochrane-review måtte trækkes tilbage og revideres før republisering (2,3,4).
I flere af disse studier er outcome-variable blevet justeret, efter at studiet var startet. Dette klassificeres som forskningsfusk.
Det store PACE-studie, som mente at påvise, at både KAT og GET havde effekt overfor ME/CSF, er blevet trevlet op. Re-analyse af resultaterne har vist, at forfatternes konklusioner slet ikke passer (5).
Også i dette studie blev outcome-variablene ændret undervejs. PACE-studiet bruges nu som et eksempel på dårlig forskning.
Det var derfor på høje tid og meget velkomment i det internationale videnskabelige ME-miljø, at NICE i sine nye retningslinjer har forstået dette.
Fejlagtigt indlæg i Ugeskriftet
Det er derfor med undren, vi læser indlægget med titlen ‘Fakta og myter om kronisk fatigue syndrome’ fra Fink og med flere i Ugeskrift for Læger (6). Artiklen indeholder en række fejl og misforståelser med konklusioner, som slet ikke dækkes af dagens viden om ME.
Ved at blande en række diagnosekriterier bidrager Fink og medarbejdere til en forvirring blandt både sundhedspersonale og sundhedspolitikere om, hvad tilstanden ME/CFS drejer sig om
Vi har forsøgt at få dette svar publiceret i Ugeskrift for Læger, men fik afslag med den begrundelse, at ‘indlægget ikke tilfører nyt til debatten’.
Specielt underligt bliver Fink og medarbejderes indlæg, fordi forfatterne hævder, at retningslinjerne fra NICE er uvidenskabelige og ikke er dækkende for dagens syn på ME. Samtidig refererer Fink og medarbejdere til flere af de studier, som er nævnt ovenfor, uden nogen kritiske bemærkninger.
Det er imidlertid rigtigt, når Fink og medarbejdere skriver, at det psykosomatiske paradigme vedrørende ME slog igennem, da McEvedy og Beard i 1973 konkluderede, at den såkaldte Royal Free-epidemi med et ME-lignende sygdomsbillede i 1955 skyldtes hysteri (7).
Udelader afgørende oplysninger
Fink og medarbejdere undlader imidlertid at nævne, at de to psykiatere drog deres konklusion så mange år efter uden så meget som at undersøge patienterne.
Dette er fornylig fremkommet og dokumenteret af Underhill og Baillard, som når frem til den konklusion, at epidemien var en organisk infektionsudløst sygdom (8). Fink og medarbejdere har udeladt denne reference.
Fink og medarbejdere blander studier, som baserer sig på de såkaldte Oxford-kriterier med andre kriterier. Oxford-kriterierne definerer måske så meget som ti gange flere end de internationalt anerkendte Canadakriterier. Blandt andet inkluderer de også personer med psykiatrisk komorbiditet.
Ved at blande en række diagnosekriterier bidrager Fink og medarbejdere til en forvirring blandt både sundhedspersonale og sundhedspolitikere om, hvad tilstanden ME/CFS drejer sig om.
Oxford-kriterier er ubrugelige
Der er ingen grund til at acceptere data fra nogen studier, som baserer sig på Oxford-kriteriene, hvis man vil konkludere omkring tilstanden ME.
De nye NICE-retningslinjer viser slet og ret, at Finks syn på ME har lidt videnskabeligt skibbrud
Dermed falder Fink og medarbejderes fejlagtige og skadelige påstand, om at det er videnskabeligt bevist, at KAT og GET kan have helbredende effekt på ME-patienter, til jorden.
Det er endvidere med stor undren, at vi registrerer, at Fink og medarbejdere flere gange slår fast som et faktum, at ME er en funktionel lidelse. Hvilke holdepunkter har de for en sådan påstand?
Fink og medarbejdere ønsker en af-ideologiseret ME-forskning. Der er vel knapt nogen, som mere end Fink baserer sin forskning og konklusioner på en forudbestemt forventning om resultaterne.
Tid til et nyt paradigme
Det er forståeligt, at Fink og andre med hans synspunkter på ME kæmper mod et paradigme, som erstatter deres eget syn på ME.
Finks synspunkter har imidlertid været til stor skade for ME-patienterne. De nye NICE-retningslinjer viser slet og ret, at Finks syn på ME har lidt videnskabeligt skibbrud.
Det er nu tid til, at den nye videnskabelige erkendelse omkring ME, der reflekteres i de nye NICE-retningslinjer, nemlig at ME er en biomedicinsk sygdom, bliver styrende inden for forskning og behandling også i Danmark.
NICE har placeret Finks forældede syn på ME på historiens losseplads. Lad det forblive der.
Referencer:
1. www.nice.org.uk/news/article/nice-me-cfs-guideline-outlines-steps-for-better-diagnosis-and-management
2. Larun L., Brurberg K.G., Odgaard-Jensen J., Price J.R.: ‘Exercise therapy for chronic fatigue syndrome’. Cochrane Database Syst Rev. 2017;4(4):CD003200
3. Crawley E.M., Gaunt D.M., Garfield K., Hollingworth W., Sterne J.A.C., Beasant L., Collin S.M., Mills N., Montgomery A.A.: ‘Clinical and cost-effectiveness of the Lightning Process in addition to specialist medical care for paediatric chronic fatigue syndrome: randomised controlled trial’. Arch Dis Child. 2018;103:155-164.
4. Malik S., Asprusten T.T., Pedersen M., Mangersnes J., Trondalen G., van Roy B., Skovlund E., Wyller V.B.: ‘Cognitive-behavioural therapy combined with music therapy for chronic fatigue following Epstein-Barr virus infection in adolescents: a feasibility study’. BMJ Paediatr Open. 2020;4(1):e000620.. Retraction in: BMJ Paediatr Open. 2020 Oct 21;4(1):e000620ret.
5. White P.D., Goldsmith K.A., Johnson A.L., Potts L., Walwyn R., DeCesare J.C., Baber H.L., Burgess M., Clark L.V., Cox D.L., Bavinton J., Angus B.J., Murphy G., Murphy M., O’Dowd H., Wilks D., McCrone P., Chalder T., Sharpe M.: ‘PACE trial management group. Comparison of adaptive pacing therapy, cognitive behaviour therapy, graded exercise therapy, and specialist medical care for chronic fatigue syndrome (PACE): a randomised trial’. Lancet, 2011;377(9768):823-36.
6. Fink P., Skjernov M., Petersen L.K., Forstrøm C., Rosendal M.: ‘Fakta og myter om kronisk fatigue syndrome’. Ugeskrift for Læger, 2022;184(21):V1221094.
7. McEvedy C.P., Beard A.W.: ‘A controlled follow-up of cases involved in an epidemic of benign myalgic encephalomyelitis’. Br J Psychiatry, 1973;122(567):141-50.
8. Underhill R., Baillod R.: ‘Myalgic Encephalomyelitis/Chronic Fatigue Syndrome: Organic Disease or Psychosomatic Illness? A Re-Examination of the Royal Free Epidemic of 1955’. Medicina (Kaunas). 2020;57:12.
Tak til Dagens Medicin for at åbne for en debat, der er nærmest ikke-eksisterende blandt sundhedsfaglige og sundhedsansvarlige i Danmark.