I sidste uge besluttede regeringen og et bredt flertal i Folketinget at gøre ordningen med receptordineret medicinsk cannabis permanent fra 2026, hvor den nuværende forsøgsordning udløber. Ordningen fra 2018 gav lægerne mulighed for at udskrive medicinsk cannabis til udvalgte patienter med sclerose, smerter og følger efter kræftbehandling.
Flere patientforeninger ønskede også cannabis til deres medlemmer, hvilket forplumrede billedet af, hvem der egentlig skulle behandles. Danske Patienter skrev, at mange patienter, som havde gavn af det, skaffede produkterne fra det ulovlige marked, hvorfor foreningen anbefalede, at lægerne blev inddraget – ‘og er åbne overfor at udvikle ordningen’.
I almen praksis arbejder vi ud fra evidensbaseret medicin. Uden evidens har vi ingen viden
Og patientforeningen foreslog overvejelser om inddragelse af flere patientgrupper, herunder gigt- og fibromyalgipatienter. Og således voksede målgruppen til én stor og heterogen patientgruppe uden tilnærmelsesvis samme inklusionskriterier.
I stedet for at lave et ordentligt studie-setup med systematisk vidensopsamling med registrering af virkning og bivirkninger, forventede man, at de praktiserende læger ville begynde at udskrive cannabis. Så skuffelsen var stor, da man opdagede lægernes modvillighed til at deltage i projektet.
Forsøgsordning uden læring
Mangel på evidens lægger et stort ansvar på en læges skuldre. Når medicin ikke er godkendt, skal lægen udskrive det off-label og pålægges dermed at være ekstra omhyggelig med information til patienten om virkning, bivirkninger og mulige risici.
Må gravide få det? Hvordan håndterer man trafiksikkerhed? Hvordan med kørekortet? Hvordan med afhængighed? Der er sparsom viden om sikkerheden ved langvarig behandling med medicinsk cannabis, men en negativ påvirkning af koncentration og indlæringsevne kan ikke udelukkes.
I almen praksis arbejder vi ud fra evidensbaseret medicin. Uden evidens har vi ingen viden. Vi kan ikke rådgive om en behandling, vi ved ikke, hvordan vi skal følge op på, evaluere og kontrollere, og i dette tilfælde omhandler det tilmed en behandling, som er potentielt afhængighedsskabende.
I min egen klinik har vi udskrevet medicinsk cannabis til tre patienter, og der var ingen af dem, der oplevede nogen effekt. Tværtimod. Men dén viden kommer ingen til gode. Forsøgsordningen har ikke lært os noget som helst, for der har ikke været nogen koordination i sundhedsvæsenet og ingen kontrolgruppe. Ingen har taget ansvar for at lave et ordentligt studie setup, som ville kunne munde ud i evidensbaseret viden og en ordentlig vejledning fra Lægemiddelstyrelsen eller Sundhedsstyrelsen.
Politikere må selv tage ansvar
Der har været sporadiske tilbagemeldinger baseret på kasuistikker, hvilket nu udgør grundlaget for en permanent ordning. Man skriver, at ‘forsøgsordningen bl.a. viser, at mange patienter har oplevet en god effekt af medicinsk cannabis, og at der i forsøgsperioden ikke er kommet ny viden om, at behandlingen har haft negative patientsikkerhedsmæssige konsekvenser’. Nej, for der har jo netop ikke været systematiske indberetninger.
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde skriver, at medicinsk cannabis har været et efterspurgt alternativ til godkendt medicin til visse patientgrupper. Men fordi patienter efterspørger potentiel afhængighedsskabende medicin, retfærdiggør det ikke, at det skal være et lettilgængeligt tilbud. Vi udskriver heller ikke morfika eller benzoediazepiner blot på grund af efterspørgsel. Læger har fri ordinationsret, og ingen læger har pligt til at udskrive medicinsk cannabis.
Hvis politikerne ønsker, at medicinsk cannabis skal være et lettilgængeligt alternativ på baggrund af efterspørgsel, så bør de gøre det lovligt at købe i håndkøb. Det handler om, hvem som, skal påtage sig ansvaret. Politikerne må komme ud af (hash)tågerne, og påtage sig dét ansvar og ikke skubbe det over på lægerne.
