Alle regioner har nu corona-jobbank klar

Alle regioner har nu corona-jobbank klar Alle fem regioner opfordrer nu bl.a. pensionerede læger, medicinstuderende til at melde sig til coronaberedskab. Se hvordan her: 

I fredags var Region Midtjylland den første region til at oprette en corona-jobbank, og lørdag morgen havde mere end 1500 tilmeldt sig, heriblandt 108 læger.

Og søndag har de fire resterende regioner alle lavet deres egen indgang til pensionerede læger og andre, der vil stille sig til rådighed som assistance under coronaberedskabet, bl.a. Region Nordjylland.

»Utrolig mange nordjyder har allerede henvendt sig for at tilbyde deres hjælp. Nu opretter vi én samlet indgang, så alle der ønsker at hjælpe, ved hvor de skal henvende sig,« siger Mariane Therkelsen, der er direktør for Mennesker og Organisation i Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

De frivillige vil få den nødvendige oplæring, og de vil blive kontaktet direkte af den afdeling, der har brug for deres hjælp. De kan også mulighed for at angive, hvor mange timer de kan hjælpe om ugen. Der er mulighed for at afmelde sig til hver en tid.

»Alle kan tilmelde sig i dag, og hvis vi får brug for arbejdskraften, betaler vi overenskomstmæssig løn for indsatsen. Vi kender ikke det eksakte behov for ekstra hænder, men vi ved, at vi får brug for mange. Så de tilmeldte vil blive kontaktet direkte, hvis og når vi får brug for dem,« siger Mariane Therkelsen.

Hvis du er pensioneret læge og har meldt dig – og gerne vil fortælle Dagens Medicin om hvorfor – så send gerne en mail til ah@dagensmedicin.dk.

Skriv kommentar