Lægers ytringsfrihed har de seneste år været flittigt debatteret på baggrund af flere skræmmende eksempler, hvor overlæger er fyret, når de har gjort opmærksom på uforsvarlige eller kritisable forhold på deres arbejdsplads. Flere af disse eksempler er blandt andet beskrevet i Niels Høibys bog ‘Råb op og sig stop’. Flere er siden da kommet til.

I foråret 2017 offentliggjorde Region Hovedstaden en ny politik på området. Der blev i denne forbindelse afholdt et debatmøde, ‘Ytringsfrihed og åbenhedspolitik’, på Herlev Hospital 25. april, hvor repræsentanter for Lægeforeningen, direktøren hos Ombudsmanden, Dansk Sygeplejeråd samt formanden for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), deltog. Hun fremlagde regionens nye politik på området og forsikrede, at vejen nu var banet for tryghed i ansættelsen, når ansatte gjorde brug af deres grundlovssikrede ytringsfrihed.

Men kan man have tillid til, at der er vilje bag de fine ord og løfter, når samme ledelse i Region Hovedstaden har været med til og været ansvarlig for at føre en politik vedrørende ytringsfrihed og åbenhed, baseret på manipulation, usandheder og magtfordrejning. Og hvor fagligheden og hensynet til patienternes ve og vel dokumenterbart er blevet totalt overhørt. Ligeledes er underskriftindsamlinger og protester fra fagfolk landet over samt protester fra medlemmer af regionsrådet mod usaglig fyring blevet negligeret.

Det fremmer ikke tilliden og troværdigheden, når toppolitikere og deres ledende embedsmænd agerer stik imod, hvad der står skrevet i love og regler, samt god forvaltningspraksis — ydermere når det også gælder regler og procedurer, som de selv har været med til at vedtage i deres embedsperiode som for eksempel regionens whistleblowerordning fra 2014. Det skal i den forbindelse nævnes, at regionsrådet aktuelt behandler et forslag fra administrationen om at nedlægge whistleblowerordningen af sparehensyn.

Hvis man ikke kan have tillid til de folkevalgte politikere og til embedsværket, så undergraves hele grundlaget for vort demokrati og dermed alle de værdier, som vort retssamfund bygger på: den grundlovssikrede ytringsfrihed og Menneskeretskonventionen.

Følgende case er et eksempel på Region Hovedstadens manglende ytringsfrihed og åbenhedspolitik, som præsenteres her, da den førte politik og de principielle forhold fik alvorlige konsekvenser for en særlig udsat patientgruppe — børn af gravide med alkohol- og stofproblemer og deres familier — en patientgruppe, som officielt i regionen og i Folketinget på landsplan var højt prioriteret.

Casen omhandler Familieambulatoriet Region Hovedstaden/Hvidovre Hospital og ambulatoriets tidligere leder, overlæge May Olofsson. Det her beskrevne forløb fandt sted 2014/2015 under daværende hospitalsdirektør, Torben Ø. Pedersen. I nedenstående tekst omtales Familieambulatoriet som specialafdeling/afdelingen, May Olofsson som overlægen og Torben Ø. Pedersen som hospitalsdirektøren.

Case: Region Hovedstaden har i mange år haft en specialafdeling, Familieambulatoriet, som nød stor anerkendelse langt uden for regionens og landets grænser. Denne specialafdeling var målrettet de allermest udsatte børn i vort samfund og deres familier. Afdelingen var udviklet gennem 36 års klinisk og forskningsmæssigt arbejde ved Rigshospitalet og Hvidovre Hospital i tæt samarbejde med førende eksperter inden for samme specialområde i USA.

Såvel det kliniske som det forsknings- og udviklingsmæssige arbejde var vidtgående finansieret af såvel private som offentlige midler fra staten — sammenlagt et trecifret millionbeløb på landsplan. Afdelingen var i rivende udvikling og fik løbende nye, store bevillinger til drift og forskning, overvejende fra Folketingets satspuljemidler, som var øremærket til arbejdet med afdelingens særlige patientgruppe. En tilknyttet database var finansieret af TrygFonden med en donation på 6,5 mio. kr.

Afdelingens overlæge og leder siden 1978, May Olofsson, var internationalt anerkendt og højt respekteret såvel fagligt som samarbejdsmæssigt og fik gennem årene flere priser for sin store indsats over for de svage patientgrupper.

I august måned 2014 blev overlægen af daværende hospitalsdirektør på Hvidovre Hospital, Torben Ø. Pedersen, præsenteret for et sparekrav på 20 pct. af afdelingens budget. Besparelsen var 10 gange højere end sparekravet på to pct. til hospitalets øvrige afdelinger på trods af, at afdelingen altovervejende var eksternt finansieret fra Folketingets satspulje. Overlægen gjorde hospitalsdirektøren opmærksom på, at en besparelse af denne størrelsesorden ud fra hendes faglige vurdering ville få alvorlige konsekvenser for de udsatte børn og deres familier, som afdelingen arbejdede med, og tillige være i strid med satspuljens bevillingsvilkår.

Hospitalsdirektøren svarede, at han var uenig med Folketinget i, at afdelingens særlige patientgruppe skulle prioriteres, hvorfor han ønskede pengene anvendt til en langt bredere patientgruppe. Hospitalsdirektøren begrundede sparekravet til afdelingen med argumenter, som var urigtige og misvisende og uden inddragelse af  sundhedsfaglige argumenter og konsekvenser, hvilket overlægen gjorde hospitalsdirektøren dokumenteret opmærksom på. Alligevel fremsendte hospitalsdirektøren sit sparekrav uændret til regionsrådets budgetforhandlingsmøde 5. september samme år uden overlægens faglige og kritiske kommentarer.

4. september 2014 — dagen før regionens budgetforhandlingsmøde — modtog overlægen en hasteforespørgsel fra koncerndirektionen i Region Hovedstaden, hvorfra man bad om specifikke oplysninger om afdelingens arbejde til brug for det nært forestående budgetmøde. De efterspurgte oplysninger blev af overlægen hastefremsendt til koncerndirektionen, men de blev aldrig forelagt regionsrådsmødets medlemmer. Hospitalsdirektionens spareforslag blev vedtaget ved mødet 5. september, men således på et ufuldstændigt og misvisende grundlag.

Da regionsrådet senere blev klar over, at de ikke var blevet informeret retmæssigt, og overlægen i mellemtiden var blevet bortvist og fyret begrundet med »illoyalitet« over for hospitalsdirektøren i forbindelse med sparekravet, protesterede flere regionsrådsmedlemmer fra forskellige partier, der bad regionsrådsformanden om en redegørelse og forlangte, at afskedigelsen blev trukket tilbage.

Regionsrådsformanden afviste at fremkomme med en redegørelse, men tilbød i stedet at fremlægge sagens akter på sit kontor på regionsgården til gennemsyn for regionsrådet ved jule-nytårstid 2014. Det viste sig imidlertid, at de fremlagte sagsakter udelukkende var hospitalets og regionens udtalelser i sagen, idet hverken Foreningen af Speciallægers, Lægeforeningens advokats eller overlægens udtalelser var fremlagt.

Senere i forløbet benægtede koncerndirektionen over for regionsrådet, at der overhovedet havde været sendt en hasteforespørgsel til overlægen vedr. oplysninger om afdelingen, og at der således ikke eksisterede fremsendte papirer fra overlægen forud for budgetforhandlingsmødet. Overlægen kunne imidlertid fremlægge den mailkorrespondance, som havde fundet sted 4. og 5. september. Koncernledelsen havde ovenikøbet kvitteret for modtagelsen 5. september 2014.

Fagfolk inden for børneområdet startede en landsdækkende underskriftindsamling som protest mod fyringen af overlægen og fremsendte mere end 1.200 underskrifter til Region Hovedstaden. Dansk Selskab for Neuropædiatri sendte ligeledes en protestskrivelse, som tillige blev bragt i dagbladet Politiken 28. december 2014, men disse henvendelser og protestskrivelser blev kun mødt med tavshed fra Hvidovre Hospital og Region Hovedstaden.

På intet tidspunkt i forløbet kunne overlægen og dennes fagforening — Foreningen af Speciallæger (FAS) — få fagligheden bragt i spil. Alt handlede udelukkende om besparelser og om den af hospitalsdirektøren påståede »illoyale opførsel«. Overlægen og FAS forsøgte flere gange at få den lægelige vicedirektør på Hvidovre Hospital i tale, men dette blev dem nægtet. »Hospitalsdirektøren bestemmer, hvem der må tale med hvem,« var begrundelsen. Den lægelige direktør i Region Hovedstaden kunne man heller ikke få et møde med.

Umiddelbart før overlægen blev bortvist, bevilgede Folketinget ekstraordinært 23,7 mio. kr. til afdelingens arbejdsområde. Om disse penge, som var øremærket til en veldefineret og udsat patientgruppe, er anvendt iht. bevillingens krav, kunne det være interessant at få belyst.

Overlægen, FAS og Lægeforeningens advokat forsøgte ihærdigt at gøre opmærksom på, hvilke alvorlige sundhedsfaglige og sundhedspolitiske konsekvenser fyringen af overlægen ville medføre, men blev afvist af hospitalet og af regionen.

Umiddelbart før overlægen blev bortvist, lancerede Region Hovedstaden en ny whistleblowerordning i oktober 2014, ifølge hvilken ansatte i Region Hovedstaden »kan indberette ulovligheder eller kritisable forhold på deres arbejdsplads« uden risiko for »at komme i miskredit på arbejdspladsen«.

På trods af whistleblowerordningen gennemførte regionsledelsen, at overlægen blev bortvist og fyret efter 36 års succesfuld og tro tjeneste i Region Hovedstaden, og det, som var bygget op over mange år, blev siden ifølge overlægen nærmest »jævnet med jorden«.

De særligt udsatte børn i Region Hovedstaden og deres familier er de egentlige tabere i denne sag, og regionen kan se frem til, at disse børn og deres familier i fremtiden kommer til at koste både regionen og det sociale system mange udgifter. Samtidig har selve fagområdet lidt et knæk.

Ydermere blev den pågældende overlæge af hospitalsdirektøren udsat for grov mistænkeliggørelse og bagvaskelse helt op på ministerniveau både før, under og i lang tid efter, at afskedigelsen havde fundet sted. Et sådant karaktermord af overlægen er at sammenligne med berufsverbot, som er ulovligt ifølge dansk ret.

Den beskrevne adfærd, som kan dokumenteres i alle detaljer, burde have fået konsekvenser for den tidligere hospitalsdirektør, Torben Ø. Pedersen, hvilket imidlertid ikke er tilfældet. Han er nu chefrådgiver i Danske Regioner.

Som det kan læses, er der langt mellem ordene i regionens nye åbenhedspolitik og regionens handlinger, som nu også omfatter forsøg på at spare whistleblowerordningen væk. Det er ikke anstændigt i et demokratisk samfund, og det bør være kendt af befolkningen, som om to måneder skal vælge et nyt regionsråd.

Hele det ovenfor beskrevne forløb kan dokumenteres ved speciallæge May Olofsson.