Med den brede, politiske aftale om en samlet ‘10-årsplan for psykiatrien 2020-2030’ fra maj i år kulminerede flere års politisk arbejde med at forbedre forholdene i psykiatrien. Med aftalen tilføres psykiatrien et varigt løft på 4,6 mia. kr. i 2030 sammenlignet med 2019, hvilket svarer til 35 pct.
Blandt flere mål er, at aftalen skal skabe en mere sikker og tryg psykiatri med mindre indgribende tvang.
Aftalen indfører en række nye og mindre indgribende tvangsformer på baggrund af en rapport udarbejdet af Sundhedsstyrelsen, heriblandt en række tiltag kategoriseret som ‘restriktive tvangsformer’, som er ‘en samlet beskrivelse af tvangsformer, der anvendes i den akutte situation og som ikke har til formål at behandle den grundlæggende sygdom’, som det formuleres.
Der har længe været politisk ønske om at nedbringe brugen af de mest indgribende tvangsformer, som i Danmark er høj sammenlignet med andre lande. Det anføres derfor, at der er brug ‘for flere handlemuligheder i en sikker psykiatri i arbejdet henimod at substituere de mest indgribende former med mindre indgribende former for tvang’.
Positive tiltag for patienterne
Som nye mindre indgribende restriktive tvangsformer er det derfor aftalt, at der i almen psykiatrien skal indføres arealbegrænsning, beroligende medicin på indikationen ‘fare’ som alternativ til bæltefiksering over 4 timer, anvendelse af transportremme ved forflytninger, og indførelse af krav om maksimale tidsbegrænsninger ved fysisk fastholdelse på 30 minutter og ophør af bæltefikseringer ved 4 timer.
Som læge i psykiatrien er det svært ikke at være positiv stemt over for tiltag, der skal virke i patientens interesse, når der samtidigt følger et løfte om at tilføre de nødvendige ressourcer.
Det virker dog også på sin plads at komme med et par ønsker til implementeringen af aftalen for, at den i praksis bliver en gevinst.
Penge skal afsættes til konkrete ting
Det er for det første afgørende, at der reelt følger flere ressourcer til indførelsen af de nye tvangsformer. Et årligt løft på 4,6 milliarder kroner er et stort og næsten abstrakt beløb, og nye restriktive tvangsformer er blandt mange vigtige tiltag, der skal konkurrere om de yderligere midler.
Der skal konkret afsættes midler til mere personale, øget uddannelse, ændrede fysiske rammer mv. Sundhedsstyrelsens rapport angiver f.eks., at 67 pct. af bæltefikseringer i 2023 i voksenpsykiatrien var over 4 timer, 92 pct. af disse med ‘farlighed’ som begrundelse.
Det vil stille øgede krav til personale og de fysiske rammer, når en patient, der er vurderet så farlig, at patienten efter tidligere regler skulle bæltefikseres i over 4 timer, i stedet skal have mulighed for at vælge beroligende medicin.
Letforståelige vejledninger
Dernæst er det vigtigt, at de politiske aftaler omsættes til vejledninger, der er lette at bruge for det kliniske personale i dagligdagen, så patienterne ikke føler, at der bliver anvendt magt mod dem på et vilkårligt grundlag, og at læger og andet personale ikke bruger unødig tid på fortolkning af juridiske regler om tvangsformer, der ‘ikke har til formål at behandle den grundlæggende sygdom’.
En stor del af vagtarbejdet som læge i psykiatrien går med at håndtere akutte situationer, og i den rolle har man ansvar for, at de restriktive tvangsformer anvendes i overensstemmelse med psykiatriloven. Dette er ikke altid let, og antallet af klagesager og tilsidesættelser fra klagenævn vidner om, at der ofte er tvivl om anvendelsen.
Man kan håbe, at der afsættes midler til at gøre lovlig administration af reglerne lettere, f.eks. med simple vejledninger, der opdateres med ny praksis eller bedre it-værktøjer. Det er muligt, at dette i sig selv kan føre til mindre brug af tvang.
Det bliver spændende at se, om de positive takter med flere midler til psykiatrien kan omsættes til positive resultater for borgere, patienter, pårørende og personale. Der er umiddelbart grund til at være forhåbningsfuld.
